Ferie på naturskønne Møn: Her er de bedste insidertips
Kunsthistoriker og -kritiker Bente Scavenius er vokset op på Møn og kender derfor den lille ø ud og ind. For hende er Møn lig med natur og et helt særligt blåt lys, der ikke findes andetsteds. Læs med her, og få Bentes tips til, hvad du skal opleve på øen.
Bente Scavenius barndomshjem er på godset Klintholm på Østmøn. Her boede hun sammen med sin familie og søskende, indtil hun fyldte sytten år, og hun har derfor haft hele sin barndom på den lille ø i Østersøen, hvor hun brugte en stor dele af sin tid på at ride på heste i den omkringliggende smukke natur.
Da hun som syttenårig fraflyttede øen, skyldes det forældrenes skilsmisse, og Bente tog til København for at studere. Her uddannede hun sig til kunsthistoriker fra Københavns Universitet. Trods mange år i landets hovedstad, blev Møn ved med at fylde meget i Bentes bevidsthed. Det var især det unikke, blå lys, der blev reflekteret fra Østersøen og badede Bente gennem hendes barndom, hun som voksen kunne tænke tilbage på og savne.
LÆS OGSÅ: Guide: Camønoen – Kongerigets venligste vandrerute
Heldigvis arvede hun et lille bondehus på Møn, som hun og familien nu bruger som sommerresidens, i weekender samt i perioder, hvor Bente skal skrive på sine bøger. Bente kommer derfor stadig jævnligt på øen, som har haft en stor betydning både i hendes barndom og voksenliv. Bentes egne børn har elsket at komme på Møn, siden de var små, og nu kommer de med deres børn. Bondehuset er på den måde blevet et familiehus, der bruges af flere generationer. Også i dag bruger Bente meget tid i den vilde natur på øen, og lyset kan hun stadig savne, hvis der går for lang tid mellem hendes besøg på øen.
Hvad skal jeg vide om området?
"For mig symboliserer Møn først og fremmest natur. Det skyldes nok, at jeg altid har spenderet meget tid dér, når jeg har været på øen. Her findes en natur, som er helt unik. Jeg holder særligt af området ved Klinteskoven. Den oprindelige, vilde natur og det drama, der findes heri, har påvirket mig rigtig meget livet igennem. Jeg bruger ikke længere naturen til at ride i, men jeg går rigtig mange lange ture, og naturen på Møn kan stadig forbløffe mig."
Hvor skal jeg spise?
"Ude ved Huno Sø ligger Villa Huno og Restaurant Huno. Det er nyopført for omtrent to år siden, og bygningen ligger helt ufattelig smukt. Naturen omkring stedet er et besøg værd i sig selv, men derudover har de en restaurant, som er rigtig god. Den er indrettet moderne og med god smag, og maden er lækker. Der er fokus på følge med årstiden og anvende lokale råvarer, så vidt det er muligt. Fra restauranten af kan du sidde og kigge direkte ud på Huno Sø, der er den største sø på Møn."
Hvad skal jeg se?
"Der er meget. Selvfølgelig Møns Klint og området deromkring. Hvis du har børn med, så er Geocentret ved Klinten også et besøg værd. Det er virkelig informativt og spændende, og uanset hvor mange gange, du har set klinten før, så bliver du overrasket over hvor fantastisk smukt, der er."
"Derudover har Møn nogle smukke kirker med kalkmalerier. På Østmøn finder du Keldby kirke og Elmelund kirke, og på Vestmøn ligger Fanefjordkirke. De er alle tre udsmykket med meget smukke kalkmalerier, som du bør se. Fanefjordkirke ligger ved Askeby, hvor også min næste anbefaling ligger: Kunsthal44 Møen. Du kan derfor oplagt besøge Kunsthallen, når du alligevel er ved kirken."
"Kunsthal 44 Møen i Askeby er et must, hvis du er til samtidskunst. Det er et helt unikt sted, som udstiller international kunst og er super anerkendt i kunstverdenen, og at sådan et sted ligger på Møn, er jo ret fantastisk. Det er et virkelig højt kunstnerisk niveau. Kunsthallen åbnede d. 5. juni og holder åbent indtil 5. september, så du bør nå at besøge den hen over sommeren. Kunsthallen blev etableret i 2008 af den tyske kurator og kunstsamler René Block i tæt samarbejde med den danske kunstner Bjørn Nørgaard og den dansk/tyske kunstner Ursula Reuter Christiansen. Kunsthal44 Møen har både spirende såvel som veletablerede danske og internationale kunstnere udstillet."
LÆS OGSÅ: Ferie på smukke Sydfyn: Få en insiders guide til de bedste tips
Hvor skal jeg bo?
"Der er udover en lækker restaurant også nogle meget dejlige lejligheder i Villa Huno, du kan bo i. Alle har store panoramavinduer vendt ud mod søen, så den gode udsigt fra restauranten går igen i lejlighederne, og det hele er lavet med omtanke for den omkringlæggende natur."
Hvad er dit yndlingsspot?
"Det er helt klart den romantiske have ved Liselund. Det er den mest velbevarede romantisk have anlagt i 1700-tallet, hvor der er en vidunderlig balance mellem natur- og kulturoplevelse. Der er både hovedbygning, kinesisk pavillon, schweizerhytte med mere, og alle ligger de i et smukt iscenesat landskab med en sø i midten. For mig giver haven en meget meditativ fornemmelse. Der er ikke så mange besøgende normalt, så du kan næsten have den for dig selv. Der er derfor dejlig ro og noget smukt at kigge på. Haven er overtaget af Nationalmuseet, som nu driver den."
Hvor skal jeg gå ture?
"Jeg har en helt specifik vandrerute, som tager omtrent halvanden time at gå. Den begynder ved Villa Huno, går gennem Jydelejet, der er en blød dal, ned til Møns Klint, op til Store Taler, der er et højt og smukt parti af klinten, ned langs den smukke, vilde klinteskov og op på Aborrebjerg, som er 143 meter højt og dermed det højeste punkt på hele Møn. Bjerget er et helt unikt sted med en meget smuk 360 graders udsigt, hvor der i klart vejr er udsigt helt til Stevns. Efter Aborrebjerget slutter du samme sted, som ruten startede. Undervejs kommer du tæt på Møns Klint, men uden at du behøver at gå ned på stranden. Det er en meget smuk rute med skiftende landskab undervejs, og normalt er der ikke så mange, der går den. Dog er der trapper flere steder, så man skal have en nogenlunde god fysisk form for at gå ruten."
"Hvis du er til de længere ture, så kommer vi ikke uden om Camønoen, der går det meste af Møn rundt. Den er jo blevet meget populær, og der er sat shelters op langs ruten til de besøgende, så de har mulighed for at overnatte der. Det er lavet meget pænt og til stor glæde for de lokale på øen, der værdsætter de ekstra besøgende."
LÆS OGSÅ: Stor guide: Her er de bedste cykelruter i smukke Danmark
Hvad skal jeg prøve?
"Du har mulighed for at ride ture i området, ligesom jeg selv gjorde som barn. Du kan låne heste gennem Møn Islændercenter. De kan arrangere rideture, hvor du kan låne heste og ride i en gruppe. På den måde får du mulighed for at se området omkring Møns Klint på hesteryg. Det, tror jeg, er en rigtig god oplevelse for de fleste."