Nina Stork har hjulpet over 4.000 børn af enlige og lesbiske til verden

Andrea gjorde op med forbrugersamfundet og flyttede ud i en skov. Maria Marcus lærte kvinder, at det er ok at have en seksualitet - også hvis den afviger fra normen. Og Charlotte Bircow gjorde 'balder af stål' til big business.

Nina Stork er fjerde kvinde i Eurowomans serie om pionerer, der har gjort en forskel.

Som 17-årig var jeg au pair i London hos en familie, hvor kvinden igennem sin gravititet fik besøg af en helt vidunderlig afrikansk jordemoder. Jeg var fascineret af den måde, hun tog sig af både den nyfødte og kvinden på. Det job kunne være skønt at have, tænkte jeg, men da jeg startede på studiet, føltes det slet ikke som den rette hylde. Jeg har nok altid været lidt rebelsk og back to nature, så jeg følte mig en smule akavet i nylonkittel på fødegangene. Jeg forstod ikke altid den måde, fødslerne blev administreret på. En fødestue var ofte indrettet, så den ikke inviterede til ro eller alternative fødestillinger. Jeg savnede et mere kreativt miljø, der indbød til andet end at lægge sig på ryggen og føde.

LÆS OGSÅ: Andrea Hejlskov: Vi sagde vores job op og smed alle vores ting ud

Jeg er ikke med på studiets gruppebillede, der hænger inde på Riget. Man skulle stå i sin hvide kittel, og jeg kom med sprayet læderjakke og stort multifarvet hår. Efter studiet kom jeg i kontakt med to erfarne jordemødre, som netop var begyndt at tilbyde private hjemmefødsler. Det var lige det, jeg havde drømt om med tanke på den afrikanske jordemoder. Det var en privat ordning, der havde til hensigt at tilbyde et alternativ til det etablerede tilbud. Vi ville vise, at fødsler kunne organiseres anderledes. Give os selv nogle bedre arbejdsvilkår og tilbyde fødsler med velkendte jordemødre.

Da jeg mødte min partner, Inger, ville vi gerne have børn. Vi fandt et bøssepar, og jeg blev insemineret i et halvt år uden held. Jeg fandt ud af, at jeg havde lukkede æggeledere, så i stedet gik vi i gang med reagensglasforsøg. Midt i den proces kom der en lov, der forbød læger at inseminere enlige og lesbiske. Lov 460 om kunstig befrugtning til landets læger. Den blev offentliggjort i løbet af sommeren 1999 og trådte i kraft 1. oktober. Både vi selv og alle de lesbiske venner, vi kendte, som var i gang med eller overvejede at få børn, speedede det hele op. Det var en stressende og ydmygende situation. Jeg var rasende over den lov. Det var svært for mig at forstå, at Inger som børnefysioterapeut og jeg som jordemoder med et slag blev erklæret uegnede som forældre. Jeg følte mig bogstavelig talt ramt under bæltestedet.

På det tidspunkt havde jeg min egen hjemmefødselspraksis, men jeg lukkede den fra den ene dag til den anden. Jeg kunne ikke mere. Det blev for meget at skulle tage imod de såkaldt "rigtige" heterofamilier, når vi ikke selv kunne få lov til at betale for fertilitetsbehandling. I stedet tog jeg en del af pottemageruddannelsen og en diplomuddannelse i billedkunst, og så kom ideen til klinikken. Vi mødte et lesbisk par, der havde været i USA for at købe donorsæd. De fik sæden opbevaret i en sædbank i Danmark, og her blev de spurgt, om der ikke var en homoseksuel sundhedsperson, der kunne gøre noget ved sagen. Som jordemoder var jeg ikke juridisk omfattet af loven, og jeg fik lyst til at belyse problematikken. Jeg ønskede at vise, at lesbiske og enlige er lige så gode til at tage vare på børn som alle andre familier.

Dagen før klinikken skulle åbne, var der et indslag i TV-Avisen, og jeg var så nervøs. Jeg vidste godt, at klinikken ikke var ulovlig i forhold til lovens bogstav, men den var i høj grad mod lovens hensigt, så der ville komme ballade. Lige inden det rullede over skærmen klokken 19, tænkte jeg: "O.k., nu kører det." Og klokken 21 sad seks politikere til rundbordssamtale for at diskutere, hvad der skulle ske med den her jordemoder. Kort inden vi åbnede, havde Inger født vores søn Oskar. Vi havde fået hjælp af en mand til en af Ingers gode veninder. Vi aftalte, at klinikken skulle løbe rundt, inden der var gået tre måneder, for Inger ville have ro om sin barsel. Det var højt spil at starte en virksomhed, der skulle give overskud efter så kort tid, men jeg vidste, at der ville komme turbulens omkring klinikken, så hvis der var nok kvinder, der ønskede hjælp, ville de komme inden kort tid. Og det gjorde de. Dagen efter indslaget var der 25 kvinder, der bestilte tid. Det var bare op med ærmerne og i gang.

De følgende år var turbulente. Ad to omgange stillede Kristeligt Folkeparti (Kristendemokraterne i dag, red.) lovforslag om, at min klinik skulle lukke. Det lykkedes ikke, men det var en krævende periode. Fordelen ved, at der kom presse, var, at jeg fik et talerør til at diskutere de her urimeligheder. Det var jeg lykkelig for. Bortset fra Kristeligt Folkeparti mødte vi ikke mange fordomme. Den samlede skandinaviske presse var med os. Journalisterne var typisk unge mennesker, der selv var i gang med at stifte familier, som syntes, den her lov var fuldstændig ufattelig, så vi fik meget medvind.

Jeg har ofret på vejen. De første syv år af Oskars liv. På gode dage sov han ikke, når jeg kom hjem, og andre dage nåede jeg slet ikke hjem, fordi der var noget på klinikken, eller jeg skulle i TV-Avisen. Det er jeg ked af, men det kunne ikke være anderledes på det tidspunkt. Da Oskar var syv år, kunne jeg se, at jeg måtte gøre noget, så jeg fik mere hjælp til arbejdet. Han sad jo og ventede på mig, og snart ville der ikke gå mange år, før det var mig, der sad og ventede på ham. Det gør jeg så nu, hvor han er blevet 15 år, men det er o.k. I dag er jeg bestyrelsesformand og strategiudvikler. Overordnet styrmand.

Jeg har gjort, hvad jeg kunne, for at de kvinder, der kommer her, kan spejle sig i, at jeg har været nede og bide i græsset over, at jeg ikke selv kunne blive gravid. De har ikke mødt en glat kittel, når de kom tredje eller fjerde gang. På den politiske bane var det tydeligt, hvorfor jeg gjorde det. Jeg kæmpede, fordi jeg selv havde siddet i fedtefadet. Når jeg blev nervøs eller tabte energien, så jeg på Oskar. Det var hans og alle de andre børns sag, vi talte. Debatten blev ofte lidt usaglig, fordi den var så emotionel. Mange syntes, de kunne tillade sig at have en mening om emnet, fordi vi alle sammen har været i en familie. Der fandtes allerede dengang videnskabelige undersøgelser, der viser, at vores børn har det fuldstændig lige så godt eller skidt som alle andre børn, men de saglige argumenter røg tit over i hjørnet. Hvis det havde været fiskerikvoter, vi talte om, ville man måske lige spørge nogle eksperter eller læse den tilgængelige forskning, før man dannede en mening.

Jeg bliver lidt stolt, når folk siger, at jeg er et eksempel på civil ulydighed. Min farfar var frihedskæmper og min far glødende socialist, så jeg er blevet talt til om væbnet opstand. Jeg har bare aldrig følt, det var den rigtige måde at klare tingene på. Jeg tror, Gandhis metoder er langt mere holdbare. Jeg er inspireret af at prøve at være lidt finurlig og humoristisk. Lidt ligesom dem, der smider frø rundt i byen. Det kan godt være, at Vej og Park har noget imod det, når de har uniformer på, men som menneske kan man da kun smile indvendig, når der kommer en blomst op et uventet eller trist sted.

Da loven blev ændret i 2007, var det en kæmpe sejr og hele formålet med min kamp. Jeg ser mig selv som en heldig kartoffel, der var på det rette sted på det rette tidspunkt, og som fik lov til at løfte noget, som, jeg oplever, har været vigtigt og sjovt. Også hårdt og krævende, men som har givet dyb, dyb mening. Der er ikke noget federe i livet. Karen Blixen har engang sagt, at mennesker ikke bliver lykkelige af at have det godt, de bliver lykkelige af at være gode. At få lov til at gøre noget, som ændrer noget for nogen. Det er da et privilegium.

LÆS OGSÅ PÅ: Kvindelig Michelin-kok: Branchen kan være smålig

LÆS OGSÅ: Sådan booster du fertiliteten med løbetræning

LÆS OGSÅ: Tænker alle mænd på sex første gang de møder en kvinde?