Nira Kehar om skilsmisse: ”Jeg kunne ikke slippe det og var knust”

Duften af varme, ristede krydderier smyger sig langs afsatser og gelænder og lokker hele vejen op til fjerde sal, hvor kok, kogebogsforfatter og måltidskunstner Nira Kehar er i køkkenet.

Døren til lejligheden, hvor hun bor med sin mand, musiker og percussionist Mikkel Hess (kendt fra newyorker-musikkollektivet Hess is More, red.) står undtagelsesvis på klem. Chihuahuaen Ojas, der følger parret overalt som en lille skygge, er taget med Mikkel i øvelokalet, forklarer Nira Kehar, der er iklædt afslappede leggings og en cropped sweater med Dalmatiner-pletter og skulpturelle skuldre. I sit tidligere liv i Indien arbejdede hun af og til som model og elsker mode, når den viser sig fra sin kreative og udforskende side. Under sommerens modeuge i København gik hun bl.a. show for designeren Henrik Vibskov.

LÆS OGSÅ: Mikael Bertelsen: ”Min egen far var for vild og festede og drak for meget til at kunne passe vores børn”

“Jeg bliver altid lidt nervøs inden. Det er grænseoverskridende for mig at gå ned ad den catwalk. I virkeligheden er jeg meget genert og selvbevidst og for at udfordre mig selv, udsætter jeg mig selv for situationer, der egentlig skræmmer mig,” siger Nira Kehar, da jeg spørger, hvordan det gik.

Det er en af de dage, hvor skyerne presser sig grå ned over byens tagrygge, mens regnen mere eller mindre ustandseligt tapper løs som en ensformig trommesolo.

Jeg hænger min våde regnfrakke i gangen, og Nira Kehar, som jeg har mødtes med et par gange, viser mig ind i stuen, hvor hun betænksomt har dækket op med grønne stofservietter, tallerkener og naturvin fra Julien Peyras – en let og frugtig rødvin på cinsault-druer, der gror i Languedocs lerede og kalkede jord.

“Jeg tænkte, at vi har talt så meget om mad, men du har aldrig smagt min mad. Det er lidt ligesom at tale om en designer uden nogensinde at have set det tøj, han laver,” siger Nira Kehar.

Overraskelsen med middag og vin siger en hel del om Nira Kehar – om hendes generøsitet og glæde ved at fejre, feste og dele den mad, som hun elsker at tilberede. Som i hendes yndlingsnovelle, Karen Blixens Babettes Gæstebud, hvor kærligheden til udsøgte ingredienser og gavmildheden i et veltilberedt måltid går op i en højere enhed. I hendes optik rækker det at spise langt ud over det mekaniske i at putte mad i munden.

“I ayurveda, yogaens søstervidenskab, lærer du, at et måltid, du deler med andre, skal give energi, vække glæde, fodre dine celler og styrke din hjerne,” siger Nira Kehar, hvis Instagram-profil af samme årsag hedder @youarewhatyoufeast.

Dog vil hun helst ikke kaldes ayurvedakok. Heller ikke kun kok.

“Jeg har svært ved at putte et mærkat på mit køkken. Vi er alle verdensborgere. Inspiration, tendenser og teknikker krydser grænser. Det handler om, hvem du er, og hvad du bærer med dig. Jeg ser måske nærmere mig selv som en slags måltidsartist. Jeg vil gerne lave mad, blive klogere på naturen og dens ingredienser og skabe oplevelser og kunst,” siger Nira Kehar.

Det er tre år siden, Nira Kehar og Mikkel Hess pakkede kufferterne ud og fik fælles adresse – delvist på Frederiksberg, delvist på Hesnæs på Falster, hvor de har et sommerhus. Når de er der, bruger Nira Kehar en hel del tid på at gå i naturen. Sanker ramsløg, finder svampe, plukker hyben – eller hvad nu årstiden byder på. Gennem kontakten med naturen tager hun duftene og smagene ind, prøver sig frem og lærer sit nye land at kende.

Parrets historie begyndte i New York for år tilbage, da de mødtes til en middag.

“Jeg havde været til nogle af Mikkels koncerter og var stor fan. Det viste sig, at min kusine kendte ham og spurgte, om jeg ikke havde lyst til at møde ham?

“Ah, ved du hvad, en musiker, som også er flot. Jeg var skrækslagen for, at jeg ikke ville kunne lide hans personlighed. Men det havde jeg ikke behøvet at bekymre mig om. Vi havde så meget tilfælles, elektriciteten knitrede.”

I flere år så de ikke hinanden særligt ofte. Først efter salget af det brasserie, Chez Nini, hun drev og ejede i New Delhi, opstod det hul i tid og rum, der gjorde, at de nærmede sig hinanden.

“Jeg havde en klar fornemmelse af, at han var god for mig. Jeg havde lyst til at være i nærheden af ham. Vi lavede ikke rigtig nogen planer, vi lod bare livet ske, og så hvad der skete. Men vi blev ved med at have lyst til at se hinanden.”

Så du har aldrig følt, at det har kostet dig noget, at I er flyttet til Danmark?

“Nej, for han har aldrig bedt mig om det. Han har altid sagt: “Jeg kommer gerne, hvor end du er.”

Hjem er der, hvor de kan være sammen. Og København er endelig begyndt at åbne sig for hende, som den sky dame, hun er.

“Jeg har det godt her. Jeg er stadig i gang med at lære folk at kende, men jeg synes, det går fremad,” siger Nira Kehar, der forundres over, hvor lille en by København er, og hvor tæt vævet folks relationer er.

“Alle kender hinanden, eller sådan kan det føles, når man kommer udefra.”

Hun har forskellige projekter, hun arbejder på. Under Copenhagen Jazz Festival i sommer var hun med i en performance bygget op om de seks smage sammen med Hess is More og koncertserien Apollonian Circles på Copenhagen Distillery, hvor hun med popcorn i håret og i en lyserød candyfloss-drøm af en vintage Nina Ricci-kjole gik rundt på bare fødder og serverede sin mad, ligesom hun fremstillede en 3,5 meter høj lysekrone af popcorn. Internationalt har hun også skibe, der er sat i søen, men som corona har sænket farten på.

“Jeg vil gerne være en del af forskellige kreative projekter sammen med andre mennesker, men jeg gider ikke arbejde som en maskine,” svarer hun, da jeg spørger, om hun kunne finde på at åbne en restaurant igen.

“Men hvem ved. Måske lysten melder sig igen om nogle år.”

Vi sætter os ved spisebordet, og hun skænker vand og vin i de små, farvede glas. Hun skæver nysgerrigt til mig på samme måde, som hun tidligere har fortalt mig, at hun elskede at stå i et hjørne af Chez Nini og lure på gæsterne, når de førte en gaffel mod munden med den første bid af en af hendes retter.

“Det er det øjeblik, der er al besværet værd. Al den vask, rens, hakken og snitten,” siger Nira Kehar, hvis krydrede, fløjlsbløde hirserisotto med stegte majs, kammuslinger og parmesan er en intens sanseåbenbaring, der stikker af i sin egen mangfoldige retning – et kludetæppe af vestlige og østlige traditioner, der væves sammen og får et nyt kreativt udtryk. Lidt som Nira Kehar selv.

40-årige Nira Kehar er født og opvokset i en indisk immigrantfamilie i Montreal i Canada. En smeltedigel af forskellige kulturer og sprog, og hvor hun i sin tid blev uddannet først computeringeniør og senere kok. Men hun har også boet et årti i den kaotiske millionby New Delhi i Indien, hvor hun afsøgte sine kulinariske rødder og blev restauratør.

Efter årene i Indien flyttede hun til New York, hvor hun skrev kogebogen Ojas – Modern Recipes and Ancient Wisdom for Everyday Ayurveda og gav sig tid til at dykke endnu længere ned i den indiske holistiske sundhedsvidenskab ayurveda, der har været hendes store passion, siden hun som 10-årig faldt over Paramhansa Yoganandas bog Autobiography of a Yogi (en introduktion til østens spiritualisme, red.) fra 1946 på det lokale bibliotek.

“Jeg har altid haft en drivkraft mod og nysgerrighed over for spørgsmålet om, hvor vi kommer fra, og den bog blev min Harry Potter, min sandhed,” siger hun om den 5.000 år gamle holistiske sundhedsvidenskab ayurveda, som flere gange har fungeret som en redningskrans, der har hjulpet hende med at holde hovedet oven vande – og som senere i livet blev nøglen til hendes personlige måde at lave mad på.

Ayurveda tænker du måske. Hvad er det nu, det er? Og ja, det er ikke et begreb, man bare lige kondenserer ned til et par sætninger, det er … abstrakt.

“Ayurveda betyder livets videnskab. Det er ikke en religion med bud og regler, du kan abonnere på. Det er videnskaben om, hvordan vi sameksisterer og harmonerer med naturen i en sund balance. Det er en intuition, lidt som den, du har brug for, hvis du skriver smuk poesi. Det er en guide, som kan hjælpe dig med at navigere yndefuldt gennem livet med en afbalanceret krop og et fredfyldt sind,” siger Nira Kehar og forklarer, at man aldrig bliver færdig med at studere ayurveda.

“Jeg er stadig kun i gang med at kradse i overfladen. Alle de erkendelser og anstrengelser, du gør dig for at blive klogere og opnå større indsigt er blot sten, du kan bygge videre med ovenpå dit fundament.”

I sin kogebog Ojas – Modern Recipes and Ancient Wisdom for Everyday Ayurveda, der udkom i 2018, bygger Nira Kehar sine opskrifter, a la dadler med feta og kammuslinger eller lakse-khichdi på bælgfrugter og fuldkorn, op omkring seks krydderiblandinger, der hver især repræsenterer de seks smage; salt, sød, sur, bitter, skarp og astringerende, som betyder noget i retning af sammentrækkende, og som nærmere er et smagsindtryk, en slags mundfølelse.

LÆS OGSÅ: Oh Land: "Det er rigtig svært ikke at være sammen med sit barn juleaften"

“Alt, hvad jeg arbejder med, er med fokus på sanserne og de seks smage.”

“Et måltid involverer synet af maden, lydene og teksturen, når du tygger. Det involverer duftene, følelsen, når du berører den og din fantasi. Sanserne er det værktøj, vores krop har til at interagere med verden omkring den,” siger Nira Kehar.

Livet er en kompliceret matrix, hvor alt er forbundet. Vi bruger endda nogle af de samme ord, som vi bruger til at beskrive smage, til at beskrive følelser. En sød forelskelse eller kærlighed – ligesom livet kan gøre dig både sur og bitter.

“Det er metaforisk, men for mig er forbindelsen åbenlys. Sanserne er vores portaler ind til verden og verdens portaler ind i os,” siger Nira Kehar.

Sødt

“Jeg har haft et smukt og velsignet liv, men min barndom var selvfølgelig ikke kun nem. Alligevel husker jeg den som fyldt med venner, sød sukker fra slikkepinde, der smeltede i munden og leg fra morgen til aften. Mine søstre og jeg kunne svømme rundt i den offentlige udendørs swimmingpool hele dagen, indtil min hud var helt runken. Vi sang sange, dansede og opdigtede vanvittige karakterer. Jeg var en grinebider, der altid lavede jokes og skøre stemmer. I min fritid gik jeg til dans og klaver, men ingen gik for alvor op i, om jeg fortsatte eller ej. Det var bare noget, der var godt at kunne.

I skolen fik jeg nogenlunde karakterer, mest B’er og C’er, det interesserede mig ikke så meget. På et tidspunkt begyndte jeg at komme hjemme hos en af mine venner hver dag efter skole, fordi jeg gerne ville hænge ud med hende. Hendes mor var læge, og hver eftermiddag sad hun og hjalp os med lektierne. Det ændrede min karakterbog til rækker af A’er. Hun lærte mig at fokusere, når jeg var i gang, og slippe det fuldstændig, når jeg havde brug for en pause. Det var ekstremt lærerigt og ændrede meget for mig. Som barn har du brug for nogen, der interesserer sig for det, du laver, opmuntrer og støtter dig. Det var på sin vis hendes fortjeneste, at jeg gennemførte ingeniørstudiet senere.”

Surt

“Min ungdom forbinder jeg med den sure smag, fordi det er en periode, hvor du endnu ikke er moden. Hormonerne pisker rundt i kroppen på dig, og din krop ændrer sig. Når du kigger dig i spejlet, er det svært at genkende dig selv i den her nye form, kroppen antager. Men også personlighedsmæssigt er du på en lang rejse, hvor du skal finde ud af, hvem du er.

Jeg var ekstremt genert og åbnede dårligt munden, når jeg var ude. Jeg gik bare under radaren, så ingen lagde mærke til mig. Jeg havde masser af venner, men følte altid, at jeg stod udenfor. Jeg var en af dem, men jeg var ikke én af dem.

Det fyldte meget for mig, at jeg så anderledes ud end mine venner. Det var i 90’erne, og idealkvinden var den her alfetynde, blonde Kate Moss-type, og alle de populære piger i high scool var hvide og lyshårede. Jeg var brun og sorthåret og følte ikke, at mit udseende blev positivt anerkendt nogen steder. Med det ville jeg aldrig komme i nærheden af at blive en, som folk syntes, var smuk. Der var zero chance for, at det kunne ske.

Konkurrencen om, hvem der var mest cool, deltog jeg heller ikke i. Jeg røg aldrig cigaretter eller drak alkohol i smug, så det der med at tage sådan en rebelidentitet på mig, var ret udsigtsløst. Jeg var en weirdo, som brugte de fleste at mine timer på biblioteket.

Mine forældre kom til Canada uden en cent på lommen og arbejdede sig op, så der lå en implicit forventning om, at den uddannelse, jeg valgte, var en, hvor jeg var sikker på at kunne få et succesfuldt job. Kreativitet var en hobby – ikke en profession, så jeg blev uddannet computeringeniør. En dag efter en lang arbejdsdag gled jeg på arbejdet og beskadigede min hofte og min rygrad. Jeg var 24 år, og faldet udløste en kæmpe identitetskrise for mig. Når du er ung, lever du jo bare og bruger din krop, så det var voldsomt at være midlertidig handicappet.

Som en anden Frida Kahlo var jeg var bundet til min seng i otte måneder og havde al tid i verden til at spekulere. Jeg havde studeret fysik, men havde altid haft mange kreative hobbyer. Jeg begyndte at tænke, at mit liv kunne været fyldt af det, jeg er allermest passioneret omkring. Lysten til at arbejde kreativt pressede sig på som et myggestik, jeg blev nødt til at klø i. Kunne det være mit job?
Sproget for kærlighed i min familie var mad. Måden min mor viste mine søstre og jeg kærlighed og omsorg på, var gennem nærende måltider.

Min mors køkken sov aldrig. Der var altid vidunderlige, også sommetider mærkelige, dufte, der strømmede ud af hendes køkken og materialiserede sig på vores tallerkener. Der var altid en historie, der blev fortalt med maden i gryderne, og jeg kom frem til, at jeg ville søge ind på kokkeskolen. For mig var der en sammenhæng mellem kærlighed, kreativitet og mad. Det var et medie, jeg kunne udtrykke mig med. Det var skræmmende, men også den vigtigste og mest livsændrende beslutning, jeg har taget.

En ny verden åbnede sig for mig. Alt, hvad du har lavet, og summen af den, du er, tager du med dig. Disciplinen, viljen til at forstå, og den systematiske tilgang til fysik og kvantefysik, gav mig en virkelig god indgang til at blive en bedre kok. Jeg tog polaroidbilleder af ingredienser som kardemomme, noterede under billedet, hvad krydderiet gjorde for kroppen og kombinerede den med smagsmæssigt gode matches, såsom appelsin. Jeg gik videnskabeligt til værks, som jeg var vant til fra ingeniørstudiet.

En af underviserne på skolen foreslog, jeg skulle tage et praktikophold i Indien. Han sagde: “Dine forældre er fra Indien, du ser indisk ud, men du ved meget lidt om indisk madkultur.” Jeg tænkte, han måtte være skør. For mig var Indien restriktioner og Bollywood-film. Hvad skulle jeg der? Men tanken kunne ikke helt slippe mig. Indien er jo en brik i mit personlige puslespil, som jeg endnu var ved at lægge. Måske kunne jeg lære noget om mig selv, hvis jeg forbandt mig selv med den del.”

Styrke

“Jeg kom til New Delhi i juni måned, hvor solen brænder, og jorden tørster. Byen er et kaos med biler og milliarder af mennesker overalt. Jeg havde fået praktikophold på et hotel og arbejdede i en kælder sammen 160 mænd og én anden kvinde. Det var så vild en udfordring. Nu lignede jeg alle andre af udseende, men jeg forstod ikke ret meget af sproget. Jeg kogte og svedte igennem mine kitler fra morgen til aften på mit lille parti, men jeg blev der – og blev ved med at forlænge mit ophold – uden helt at kunne forklare hvorfor. Jeg endte med at blive der i ni år.

Jeg havde en ven. Hver dag kom han cyklende – ingen cykler i New Delhi – og drak te med mig i et lille galleri, som jeg hjalp med at etablere. En dag fortalte han mig om bier – i timevis og så fuldt af indsigt og respekt, at mine følelser for ham ændrede sig fra venskab til forelskelse.

Vi blev gift. Men efter noget tid forandrede alt sig. Selv om han forklarede mig det, forstod jeg ingenting. Kærligheden var forsvundet, som en tør gren, der knækkes af et træ, og det efterlod mig i total limbo. Jeg kunne ikke slippe det og var knust. Jeg følte, at jeg kun kunne redde mig selv og komme over skilsmissen ved at bygge noget op. Al min smerte, min ild og energi lagde jeg i at åbne min restaurant, Chez Nini, et lille hyggeligt brasserie efter fransk forbillede.

Jeg drev brasseriet i næsten seks år og gennemlevede mange liv i den tid. Det var hårdt, men også en drøm, der gik i opfyldelse. Fyldt med naivitet og gåpåmod kastede jeg mig bare ud i det og fortsatte. 
Jeg arbejdede som en gal, men det var ikke nemt. Når du er opvokset i Montreal, er du kulinarisk forkælet. I Indien er sæsonerne mere begrænsede i udbud.

Jeg forsøgte at genskabe fransk mad i Indien med ingredienser, som jeg kendte og havde lært at arbejde med. Da jeg endelig åbnede øjnene og forelskede mig i de lokale ingredienser i sæson omkring mig, fik jeg knækket nødden. Det viste sig, at ayurveda var det perfekte fundament for de her specielle lokale råvarer, som jeg behandlede med de franske, klassiske teknikker – og ud kom min historie. Jeg var den brik, der manglende i puslespillet.

LÆS OGSÅ: ”Nogle gange har de dem seriøst i Netto. De smager næsten bedst fra de billige supermarkeder…”

Hver dag, døgnet rundt, arbejdede jeg med mel i håret, snitsår på hænderne og en permanent duft af hvidløg på mine fingerspidser, som fulgte mig overalt sammen med aromaen af krydderier, men endelig havde jeg fundet en forbindelse. Restauranten blev en stor succes. I loftet hang en stor træinstallation, der bredte sig hen over bordene, som sad gæsterne under åben himmel i en lille oase væk fra byens konstante kaos.

Et stamsted, hvor folk kunne få en prop i vinen og lade den stå til næste dag. Madbloggere, aviser og magasiner strømmede til, og Chez Nini blev kendt som en perle i New Delhis restaurationsmiljø. Jeg fik lov at være kreativ, jeg forbandt mennesker og mad, og det gav mig en følelse af at have et formål.

Kokkeuniformen lod jeg hænge i skabet. Jeg elsker at udtrykke mig gennem mode, og jeg føler, uniformen anonymiserer mig. Mine gæster skulle præsentereres for en samlet fortælling, når de kom og spiste på Chez Nini.

I 2014 afholdt jeg en middag for den kulinariske nonprofit-organisation James Beard i New York. Det var en vigtig anerkendelse af mig og mit arbejde. Jeg var en enlig svale som kvindelig kok, der drev et brasserie i New Delhi. Muligheden for at præsentere min mad for et internationalt publikum, som jeg respekterede højt, opmuntrede mig. Jeg serverede selvfølgelig en middag bygget op om de seks smage og de fem sanser og selvpublicerede en lille kunstbog, Eating Stories.”

Bitter

“Jeg arbejdede som en gal i de seks år, jeg havde min restaurant. Ildeelementet rasede i mig, men alt var overophedet, og jeg var ved at brænde ud. Jeg sov dårligt, havde ingen tålmodighed, og jeg begyndte at stille spørgsmålstegn ved, hvad det egentlig var, jeg havde gang i? Det tog mig ugevis at falde ned og få tænkt over min situation. At se mig selv i øjnene efter en lang periode, hvor min krop havde gjort alt for at holde mange følelser nede. Det havde været et fantastisk eventyr, men hvorfor gjorde jeg det egentlig. Var det pengene? Jeg følte, jeg drev en maskine, og jeg kunne mærke lysten til at fodre min kreativitet og tage mere styring i mit liv. I 2016 solgte jeg Chez Nini og forlod Indien.”

Astringerende

“I tiden efter Indien var jeg i New York, hvor jeg fulgte nogle kurser i ayurvedisk madlavning og så småt begyndte at arbejde på min kogebog. Til James Beard-middagen i 2014 mødte jeg en journalist fra Food & Wine, der opfordrede mig til at skrive en. På det tidspunkt havde jeg den ikke i mig, men ideen begyndte at spire.

Jeg følte jeg, at jeg havde gået en lang vej for at overleve og vokse. Det var tid til at reflektere; havde jeg truffet de rette valg, havde jeg været tro og fair mod mig selv? Jeg brugte lang tid på at rejse rundt i mine egne landskaber. Jeg fortrød ingenting, men det var første gang, jeg tillod mig selv at mærke, at eksempelvis måden min eksmand havde behandlet mig på, fik mig til at føle mig ubehageligt til mode. Hvis du ikke anser dig selv som værdifuld, kan det være svært at tro på, at du er elskværdig, hvis du viser vrede. Men selvfølgelig fortjente jeg at blive elsket. De ekspressive følelser, der buldrede frem der i 30’erne, var vigtige, for de var en sti, en vildtbevokset og ufremkommelig sti, som førte til en indre fred.”

Salt

“Salt er det element, der fremhæver og afbalancerer alle smagene i en ret og harmoniserer dem. Jeg er stadig i en proces, hvor jeg er i færd med at lære at afbalancere alle smagene i mit liv. Jeg er ved at lære, hvordan jeg udlever og udvikler mit forhold til ayurveda – sammen med mit brændende behov for at arbejde kreativt – uden at det tager overhånd og styrer mig.

I 2018 fandt jeg ved et tilfælde på en ferie sammen med Mikkel i New Delhi ud af, at jeg havde brystkræft. Det var en aggressiv én, men heldigvis blev den opdaget på et tidligt stadie.

Oprah Winfrey, som jeg drømmer om at møde engang, har engang sagt, at når der er noget, du skal indse, begynder gud at hviske. Hvis du ikke lytter, skruer han op og taler højere og højere. Bliver du ved med at overhøre det, livet prøver at fortælle dig, slår han døren ind. Min sygdom var gud, hvad gud end betyder for folk, der slog min dør ind.

Det betyder ikke, at jeg selv var skyld i det, men det vækkede mig. Det var en skræmmende og meget personlig oplevelse, med den definerer mig ikke. Ofte er de svære ting, vi skal igennem en transformation, der bringer os til et nyt og bedre sted. Sygdommen lærte mig en lektie, som jeg gentager for mig selv dagligt: “More and more with less and less until eventually you can do everything with nothing.” Citatet af professor og opfinder Buckminster Fuller betyder noget nyt for mig hver dag, men det minder mig altid om at være taknemmelig og inspirerer mig til at finde fred i hverdagen.

eg blev erklæret rask i 2019, men det tog tid at komme mig, efter jeg teknisk set var helbredt. Det var et par skridt frem og så en hel del tilbage. I lang tid kunne jeg ikke ret meget og følte, at der var plexiglas mellem mig og verden.

Tidligere troede jeg, at hvis livet gav mig en mulighed, skulle jeg gribe den. Men det skal jeg ikke. Jeg øver mig i at balancere mine drømme, min motivation, mine håb og mit begær. Jeg vil gerne udgive endnu en kogebog. Det var en af de bedste oplevelser i mit liv og en stejl læringskurve, men nu er jeg hooked.

Denne gang ligger jeg ikke vågen om natten og vender og drejer mig for at finde det rigtige forlag eller funderer over, hvorfor en opskrift ikke virker efter hensigten. Jeg ved, at en god daglig rutine betyder alt for mig; læse, lytte, trække vejret helt ned i maven, meditere, bevæge mig – og ikke være på min telefon for længe. Forandring er altid en mulighed.”