Pernille Blume
Foto: Franne Voigt OL-svømmeren Pernille Blume.

Pernille Blume var nervøs for hjerteoperation: Lægen sagde det helt rigtige til mig

Hele Danmarks svømmedarling blev så overvældet af interessen for hendes hjerteoperation, at hun nu vil fortælle hele den nuancerede historie. Mød Pernille Blume, der også fortæller om vejen fra barndommen med mobning og disciplin til nutiden, hvor hun gerne snart vil have tid til at finde en kæreste.

Da Pernille Blume smækkede hånden i bassinvæggen efter at have svømmet 50 meter fri ved OL i 2016, havde hun sikret Danmark den første OL-guldmedalje i svømning siden 1948. Hendes ansigt, da hun kiggede op på resultattavlen og opdagede, at hun havde vundet, er nærmest gået over i historien, for sjældent har man set så overrasket og lykkeligt et udtryk. Hun kalder det selv et ”måberen ansigt”.

Og det er en meget præcis beskrivelse. For ingen havde set den guldmedalje komme. Pernille lyser op i et kæmpe smil, som hun sidder her knap tre år efter medaljen og fortæller om sin store bedrift.

– Jeg var ikke taget til Rio for at vinde. Jeg tror slet ikke, at jeg havde tanker om, at jeg overhovedet kunne vinde et OL. Jeg tog til OL med det formål at få den absolut bedste oplevelse. En bedre oplevelse, end jeg havde haft ved OL i 2012. Selvfølgelig ville jeg gerne præstere, men på det tidspunkt var jeg overbevist om, at jeg nok var færdig med at svømme efter 2016, så det vigtigste for mig var, at jeg kunne stå tilbage og sige wauw, det her var virkelig de sidste fire års træning værd. Al det slid og hele den proces, jeg havde været igennem. Alle de aftener og nætter, hvor jeg ikke havde kunnet sove.

Alle de dage, hvor jeg havde siddet og grædt og været helt nede og nærmest ikke havde kunnet flytte mig ud af sofaen. Og hvor jeg havde tænkt, at der ikke var nogen som helst mening i mit liv. Til så – mod alle odds – at stå der med medaljen om halsen og tænke: Hold da op, ved at kende mig selv og gøre det, jeg virkelig, virkelig føler for, så kunne jeg nå hertil. For mig var det næsten som at finde ud af, at der fandtes magi.

Pernille Blume
Foto: Franne Voigt.

LÆS OGSÅ: Sus Wilkins: "Jeg har en generel angst for at miste folk i mit liv"

Pernille har fundet tid i sin ekstremt travle træningskalender til at fortælle om sine op- og nedture i den sport, der har fyldt langt den største del af hendes liv, siden hun var helt lille. Hun trak senest store overskrifter i februar i år, da det kom frem, at hun havde gennemgået en hjerteoperation. En historie, der blev blæst voldsomt op, synes hun selv, og som hun derfor gerne vil fortælle lidt mere nuanceret i ro og fred denne formiddag. Hun er kommet godt i gang med træningen igen, har for nylig været til et stort stævne i Kina, som gik rigtig godt, og hun vil i det hele taget gerne se fremad nu. Mod sommerens VM og det næste OL i 2020, hvor hun håber at deltage. For at forstå, hvad hun er rundet af, og hvorfor sporten kan være både det bedste og det værste i verden, bliver hun dog nødt til at kigge lidt tilbage og fortælle om barndommen med mobning, den tidlige ungdom med usikkerhed og ikke mindst beslutningen om at stå ved sig selv, når det hele er rigtig svært.

Pernille er vokset op i Bagsværd med sine forældre og sin 3,5 år ældre storebror, Anders, som hun så svømme om kap med de andre drenge i Gladsaxe Svømmehal. Selvom hun kun var fire år, blev hun grebet af tanken om at ville det samme, og sådan begyndte hendes liv som svømmer. Et liv, der ret hurtigt blev hele Pernilles verden og samtidig det sted, hvor hun følte sig tryg.

– I skolen var jeg nok hende den pæne pige i klassen. Samtidig følte jeg, at jeg havde en anden og mere rebelsk side også, men for det meste var jeg den pæne pige, for det kunne bedre betale sig. Jeg vil ikke sige, at min far var streng, men han ville gerne have meget velopdragne børn. Så det var det, jeg fik med hjemmefra. At man virkelig opførte sig ordentligt og gjorde, hvad der blev sagt. Og det er jeg sindssygt taknemmelig for i dag, for jeg har lært noget om disciplin fra en ung alder. Som barn og ung var jeg også hende, der var lidt genert.

Hun trækker lidt på det, hun skal til at sige, og smiler forsigtigt.

– Og jeg har også altid gerne villet være hende, der gik lidt under radaren. Sådan en, der ikke sagde for meget. Og ja, jeg tror, at det var det, der resulterede i, at jeg blev et nemt offer for mobning. Jeg var usikker på mig selv i skolen, så fritiden og svømningen blev det sted, hvor jeg kunne være mig selv og bare hygge mig. Jeg flyttede skole i femte klasse, væk fra Bagsværd Kostskole, fordi jeg simpelthen ikke havde det godt i min klasse. Jeg vidste aldrig, hvad jeg mødte ind til. Var der nye kliker i dag? Havde de skiftet mening om mig? På den nye skole gik det bedre, men da der blev lavet nye klasser på Bagsværd Kostskole i syvende klasse, flyttede jeg tilbage og gik der de sidste to år. Det gik meget bedre, men på det tidspunkt havde jeg allerede meget fokus på svømning. Jeg var altid hende med vådt hår og joggingtøj, og jeg var som regel så træt, at jeg sov i timerne, fordi jeg havde været tidligt oppe og træne. Det er jo ikke det bedste udgangspunkt for at få og bevare venner.

Hvordan har det præget dig, at du har haft de udfordringer i skolen?

– Jeg tænker, at det på en eller anden måde har været rigtig, rigtig godt, for jeg har lært meget af det. Jeg har altid været meget observerende, og i den periode observerede jeg virkelig meget, og det udvidede min forståelse for andre mennesker. Jeg kunne ikke forstå, hvorfor de andre mobbede mig. Var det fordi, jeg var dum? Fordi jeg ikke så godt ud? Alle de der usikkerheder. Men for mig var det ikke forklaring nok, så jeg blev ved med at observere, og den forståelse jeg har fået for, hvorfor mennesker gør, som de gør, er utrolig vigtig for mig, og det er noget, jeg kan bruge i alt, hvad jeg laver.
Hvordan var dit forhold til dine svømmevenner?

– Tingene kan hurtigt skifte i svømmeverdenen. Og det farlige – eller udfordrende – aspekt ved at have venskaber i en sport kan være spørgsmålet om, hvorvidt man også ville være venner, hvis man ikke havde sporten sammen? Jeg havde jo min bror i svømningen, og jeg var meget knyttet til ham – også på grund af al den mobning i skolen – og fordi han fortsatte med at svømme, gjorde jeg også. Til svømning fik jeg lov til bare at være glad, det var virkelig mit frirum.

Pernille begyndte i gymnasiet, men måtte hurtigt indse, at svømningen fyldte for meget, til at hun kunne fokusere på begge dele. Hun droppede ud af skolen inden OL i 2012, hvor hun på grund af sin ret unge alder følte sig lidt ved siden af. Efter OL mistede hun lysten til at svømme, og hun var igennem en hård periode, hvor hun tænkte meget over, at hun faktisk ikke havde noget, hvis hun ikke havde sin sport. Det gjorde det ikke bedre, at hun i samme periode gik fra sin kæreste, og at hendes forældre blev skilt. Hun rejste til Nice for at prøve noget nyt og for at svømme et andet sted end i Danmark, men hun befandt sig ikke godt dernede og var i det hele taget ikke glad for ret meget på det tidspunkt. Hjemme igen fik hun job i en tøjbutik, hvor hun fik nogle dejlige veninder, som hun stadig ser, og som hun opfatter som en del af sin redning i en svær tid. Hun begyndte at svømme igen, men i vinteren 2015 var hun nødt til at holde en pause mere.

– Jeg var bare ikke klar til at tage udfordringen fuldstændig op. Den pause havde nok ligget og ventet på, at jeg skulle blive moden nok til at kunne kigge på de udfordringer, jeg havde med mig selv i sporten. Jeg var nået til et punkt, hvor jeg simpelthen var så udkørt og så demotiveret. Det var så hårdt at vide, at jeg havde trænet i 3,5 år til et OL, som jeg muligvis ikke engang kom til. Og at vide, at jeg ikke engang havde syntes, at det var sjovt. I alle de år, jeg havde svømmet, havde jeg observeret, hvad der foregik, men jeg havde ikke taget særlig mange beslutninger selv. Nu begyndte jeg at sætte spørgsmålstegn ved, hvorfor jeg egentlig skulle træne på den måde, som jeg blev bedt om. Kunne man måske gøre tingene på andre måder? Der var mange ting, som jeg slet, slet ikke forstod, jeg var bare fulgt med. Og nogle gange er man så nødt til at trække sig helt væk fra rutinerne for at begynde at lytte til sig selv. Ved at gøre det fandt jeg ud af, at der var nogle ting i min måde at træne og leve på, som jeg var nødt til at prøve af, fordi JEG troede på dem.

Pernille Blume
Foto: Franne Voigt.

LÆS OGSÅ: Mette Lindberg: "Han så en anden, og det gjorde jeg også, men der var helt klart kemi"

Hvad gik det ud på?

– Det handlede om at finde ud af, hvad der virkede for mig. Hvilken slags svømmer ville jeg gerne være? Var jeg proces-orienteret, eller var jeg mere fokuseret på målet? Hvordan kunne jeg nyde det mere? Hvordan kunne jeg få det her legende barn ind i min sport igen? For jeg ER et legebarn. Jeg elsker spas og ballade. Jeg elsker at prøve nye ting og ikke bare gentage det, der virker på papiret. Vi havde fået en ny træner på det tidspunkt, som var mere åben for, at vi kunne komme med input til, hvad vi gerne ville, og den mulighed greb jeg.

Det lyder som en meget moden tankerække?

– Ja, jeg tror, jeg er en gammel sjæl i en ung krop, ha ha.

Hvordan var det så at finde ud af, at din egen måde at træne og leve på virkede så godt, at det førte til en OL-guldmedalje?

– Fantastisk! For mig var det et bevis udadtil på, at jeg performer bedst, hvis jeg er glad og også får fyldt op på den tank, der hedder Pernille Privat. Det er vigtigt at kigge på sig selv som et helt menneske. Jeg kan godt arbejde mentalt med min sport, men det alene gør mig ikke god til min sport. Jeg er nødt at være glad andre steder i mit liv også. Jeg bliver heller ikke stor og stærk, hvis jeg kun sidder og spiser gulerødder. Jeg er nødt til også have kød og kulhydrater. Ved at træne og leve på en ny måde fik jeg modet og motivationen til at fortsætte i sporten, og det var en ny verden, der åbnede sig for mig på trods af, at jeg havde været i sporten i så mange år.

Der har for nylig være en tv-dokumentar om, hvor hård svømmeverdenen er – er det noget, du også har oplevet?

– Jeg vil sige, at tingene har ændret sig sindssygt, sindssygt meget. Det er rigtigt, at der har været en meget hård tone og en meget sort-hvid indstilling til sporten. Det føltes naturligt dengang, fordi man ikke vidste bedre, men sådan er det ikke længere. Der skete rigtig meget, da vi fik den træner, der nu er vores landstræner. Han har været med til at få nye tanker og idéer ind i sporten.

Med OL-guldet fulgte et stort fokus på Pernille. Alle ville vide alt om hende, og det var temmelig overvældende og grænseoverskridende for en pige, der altid helst har villet flyve under radaren. Pernille tog dog rollen som vinder på sig, stille og roligt, og i dag er det vigtigt for hende at være et godt forbillede for kommende generationer af svømmepiger.

– Det er jo en gave, jeg har fået, og jeg tænker meget over, hvordan jeg kan bruge den på bedste vis til at inspirere andre. Jeg er taknemmelig og ydmyg over for min rolle, og derfor er det også vigtigt for mig hele tiden at huske på, at jeg ikke skal tage noget for givet.

Det blev du også mindet om, da du blev syg for halvandet år siden?

– Ja, det begyndte tre-fire måneder efter OL. Først var det bare som om min krop var blevet lidt anderledes. Jeg havde ikke smerter, bare mindre følelse. Som om min krop havde fået et ryk. Da jeg begyndte at træne for alvor efter et halvt år, føltes det som om, jeg var lidt ude af kontrol i min venstre side. Og det var svært, fordi jeg normalt er meget teknisk dygtig. Jeg plejer at have kontrol og styr på alt, men det havde jeg sgu ikke lige pludselig.

Snakkede du med nogen om det?

– Ja jeg skiftede jo træner lige på det tidspunkt og fortalte ham om det, men han havde lidt svært ved hundrede procent at kunne sætte sig ind i det, fordi han ikke vidste, hvordan jeg plejede at være. Jeg tænkte okay, det er nok ikke noget særligt, og så svømmede jeg VM i sommeren 2017. Det gik godt, men efterhånden fik jeg det værre og værre. Jeg gik til fysioterapeut og blev behandlet for en skulderskade og nogle spændinger, og jeg havde hele tiden selv følelsen af, at det var noget, der var relateret til nerverne. Omvendt snakkede vi også om, om det måske kunne være noget stress, men det var først i januar 2018, jeg kom til lægen. På det tidspunkt havde jeg det så skidt, at jeg knap nok kunne gå op ad trapperne eller løfte en gaffel. Jeg kunne heller ikke træne. Jeg kom til neurolog, som lavede en masse tests på mig, og efter de tests fik jeg det så dårligt, at jeg gik hjem og kastede op. Mit nervesystem var blevet helt overbelastet. Jeg blev nødt til at tage en slapper og holde mig i ro, og det hjalp lidt. Jeg var også til nogle scanninger, og i maj 2018 fik jeg svar. Man havde fundet en lille bitte blodprop i min hjerne, som højst sandsynligt havde forårsaget al balladen.

Hvordan var det at få den besked?

– Ja, det var da sådan lidt …

Hun holder en lille pause.

– Jeg tror, at der et eller andet sted kom noget ro over det, for nu vidste jeg, hvad det var, og jeg vidste, at det ikke var farligt. Og så gik jeg i gang med træning igen.

Pernille svømmede EM, og i efteråret 2018 skulle hun til nogle ekstra undersøgelser. Her fandt man et lille hul i hendes hjerte. Blodproppen i hjernen var muligvis forårsaget af det hul.

– Og så er det klart, at man blev nødt til at finde ud af, hvad der så skulle gøres. Når man får sådan en besked, er der nogle ting, der ændrer sig, og det er svært at slippe tankerne om det. Jeg havde det hele tiden i tankerne, når jeg trænede, og bare jeg følte det mindste, blev jeg nervøs. Efter nogle samtaler med min træner og lægen på Rigshospitalet besluttede jeg, at jeg ville have lukket hullet i hjertet, så jeg kunne være mere fri rent mentalt. Jeg nåede også frem til, at hvis jeg ikke havde mit helbred, så havde jeg heller ikke min sport, og lægen på hospitalet anbefalede da også operation. Han sagde: Hvis du var min datter, så ville jeg sige, at du skulle have det gjort. Det var lige det, jeg havde behov for at høre.

Pernille Blume
Foto: Franne Voigt.

LÆS OGSÅ: Jasmin Gabay: "Nu har jeg jobs, så jeg kan betale mine regninger"

Hvordan var det at gå ind ad døren og vide, at nu skulle du opereres i hjertet?

– Jeg havde ringet til lægen om mandagen og sagt, at jeg gerne ville have det gjort, og om torsdagen, da jeg var til morgentræning, ringede han og sagde, at der lige var kommet et afbud, og om jeg ville have den tid. Jeg tænkte fint, lad mig få det gjort, så der nåede ærlig talt ikke at gå ret mange tanker igennem mig hoved. Men lige da jeg kom ud af elevatoren på hospitalet, tænkte jeg da: Okay, det er nu, jeg skal løbe væk, hvis jeg ikke vil igennem det her. Men det endte med at være en fantastisk oplevelse.

Ligefrem en fantastisk oplevelse?

– Ja, det lyder så mærkeligt at sige, men jeg kom derind med et smil på læben, og jeg gik derfra samme dag med et smil på læben. De var så søde derinde, jeg følte mig i så gode hænder, og jeg havde så meget støtte. Og så følte jeg mig sej. Ærligt talt. Jeg følte mig seriøst så sej, da jeg var der, fordi jeg var i stand til at kunne smile og være let og positiv omkring det. Jeg havde besluttet mig for, at jeg ville fokusere på de gode ting og ikke tænke på de dårlige, for ellers ville jeg få en dårlig oplevelse.
Hvordan havde du det i dagene bagefter?

– Jeg var ret høj på energi, fordi jeg var stolt over, at jeg havde taget den beslutning og havde fået lavet operationen. Så jeg havde lige fire dage, hvor jeg lavede alt muligt – jeg ved ikke helt, hvad jeg tænkte på – og så ramte jeg muren og kunne mærke, at okay, måske skal jeg lige sætte farten lidt ned. Men man får følelsen, tænk, hvor heldigt, at de fandt ud af det, at jeg fik det ordnet, og at jeg nu er rask. Nu ved jeg, at mit hjerte er helt ok. Men selvfølgelig er der også den anden side, hvor man tænker, okay, hvad nu hvis…? Hvad nu hvis jeg ikke kan komme tilbage til min sport? Hvad nu hvis det føles forkert? Hvad nu hvis jeg bliver dårlig? Der kommer mange hvad-nu-hvis-tanker.

Også: Hvad nu hvis jeg kunne dø?

– Man får da et lidt andet forhold til døden. Det er uundgåeligt, at man gør sig nogle tanker om det, når det er ens hjerte, det handler om. Man kan godt leve uden sin arm, men man kan ikke leve uden sit hjerte, så selvfølgelig kan man godt komme til at lave en lavine af dårlige tanker på en dårlig dag. Men jeg tror også, at det er vigtigt at prøve at tage noget af det dramatiske ud af det. For jeg er ikke en rigtig hjertepatient. Jeg bliver ikke kategoriseret sådan. Og der er mange andre derude, der har langt større problemer. Det, jeg fejlede, var en lille bitte ting, og derfor er det vigtigt for mig at tage noget af alt det drama ud af det, som der har været i medierne. Hver gang jeg har udtalt mig om det, har alle været helt oppe og køre, og det har slet ikke været sådan for mig. Og jo, jo, det er da vildt nok, at jeg har fået lavet en hjerteoperation, men når jeg har mødt folk, der har været sådan, aj, hvor er det godt, at du er i live, har jeg tænkt: Okay, jeg har altså ikke på noget tidspunkt troet, at jeg var ved at dø.
Pernilles professionelle fremtidsplaner rækker lige nu til OL næste år. Hvad der skal ske derefter, ved hun ikke endnu. Ved siden af svømningen har hun forskellige professionelle samarbejder, senest med tøjmærket Only, som hun er blevet ansigt for. Noget, som hun er rigtig glad for og meget stolt over at være blevet udvalgt til.

Og hvad med fremtiden i forhold til mand og måske børn?

– Uh, ja, jeg vil da rigtig gerne lave en lille familie, men det er ikke noget, der ligger umiddelbart i støbeskeen. Jeg tænker, at når tiden er til det, så skal jeg nok få min familie. Men ikke lige nu. Lige nu er jeg faktisk nået dertil, hvor jeg virkelig har behov for at investere tid og energi i mig selv. Det er mega, mega svært at finde tid til en kæreste, og for at kunne være den bedste udgave af mig selv i forhold til en partner, er jeg nødt til at finde en balance mellem arbejde og fritid, som jeg ikke har fundet endnu.

Hvem er Pernille Blume?

Pernille Blume

Pernille Blume, født 1994

  • Professionel svømmer, der vandt OL-guld i 50 meter fri i 2016.
  • Ved siden af svømningen arbejder Pernille for forskellige virksomheder, senest for tøjmærket Only, som hun er blevet ansigt for.
  • I januar gennemgik Pernille en hjerteoperation, hvor hun fik lukket et lille hul i hjertet.
  • Pernille er single og har ingen børn.
Se, hvad vi ellers skriver om: Interview, Kvinder du skal kende og Svømning