Dans dig glad til ALT for damernes årlige danse-event i København

Fødselsdepression
Foto: Pia Nyborg Jensen Pia Nyborg Jensen fik en fødselsdepression, da hun havde født sit første barn, sønnen Oskar. Først efter et langt terapiforløb lærte hun at holde af rollen som mor - som hun til gengæld også nyder i fulde drag i dag.

Pia oplevede et mareridt, da hun fik sit første barn

For 35-årige Pia Nyborg Jensen blev det at få et barn begyndelsen på en lang periode med vrede, selvhad og destruktive tanker. Først efter et længere terapiforløb lærte hun at finde sig til rette i rollen som mor.

Af Anne Nørkjær Bang

Pia Nyborg Jensen havde aldrig troet, at hun ville få en fødselsdepression. Men da hun for fire år siden fødte sønnen Oskar, ændrede alt sig. Her er hendes historie:

– Oskar var et ønskebarn, og alt gik planmæssigt og fint under graviditeten. Selve fødslen gik til gengæld mindre godt. Moderkagen ville ikke løsne sig, og jeg skulle derfor opereres lige efter Oskar kom ud. Jeg fik ham kun lige på maven, og så blev jeg kørt af sted. Det lignede et slagtehus, sagde Michael, min mand, for der var blod overalt.

Bagefter var vi indlagt en uge. Det var rart at være et sted, hvor der var nogle, der kunne hjælpe, men allerede fra da af var jeg ligesom lidt bagud på point. Jeg havde mistet 3 liter blod og havde en alt for lav blodprocent. Jeg var så træt. Og Oskar var, som mange andre små børn, ikke indstillet på at skulle sove fra det hele. Jeg er sådan en, der er vant til at have styr på tingene, men det her var virkelig hårdt.

LÆS OGSÅ: #Regrettingmotherhood skaber debat: Må mødre fortryde?

Det blev ikke nemmere, da vi kom hjem. Jeg var stadig meget træt og havde fortsat lav blodprocent, og Oskar ville slet ikke sove. Han skreg ikke eller noget. Men han var vågen. En nat vågnede han 20 gange mellem klokken 22 og 05. Jeg ved det, fordi vi satte streger. Der begyndte det allerede at smuldre for mig.

Oskar er fra april, og da vi nærmede os juletid, begyndte det at eskalere. Oskar var begyndt at sove mere normalt, så det kunne jeg ikke give skylden længere, men jeg gik stadig med sådan en voldsom vrede. Michael var startet på arbejde igen, hverdagen var begyndt at melde sig, og det var virkelig svært for mig. Når jeg havde planlagt at tage et bad, begyndte Oskar at rode rundt ude i barnevognen. Og sådan var det hele tiden. Alle mine indre systemer og rutiner var helt forstyrrede. Sådan er det at få et barn, det ved jeg godt. Men det påvirkede mig mere, end jeg nogensinde havde troet, at det skulle.

Vreden kom i høj grad til udtryk verbalt. Jeg var frustreret og urimelig. Jeg gjorde alt i verden for at skjule det for alle i vores omgangskreds, men så snart Michael kom hjem fra arbejde, så fik han den helt store tur. Det handlede ikke kun om Oskar – det var alt muligt. At jeg syntes, at det var latterligt, at vi havde skråvægge i soveværelset. Det var helt uden sammenhæng. Jeg begyndte også at få decideret destruktiv adfærd. Jeg kradsede mig i armen, til der gik hul. Og jeg synes jo ellers selv, at jeg er et velfungerende, rationelt menneske, så i dag tænker jeg jo: Hvad fanden havde jeg gang i? Men jeg var bare så langt ude, og det var vel også et slags råb om hjælp, tror jeg.

Jeg var godt klar over, at jeg burde få hjælp. Men jeg tænkte: "Vi har selv planlagt at få det her barn. Det var vores egen beslutning, og den må vi leve med." Jeg havde jo også veninder, hvis børn havde kolik og skreg i timevis, og det gjorde Oskar jo ikke. Han var en sød og glad baby, ganske vist med et lidt skævt søvnmønster, men ellers var han jo ikke noget svært barn. Så jeg havde ikke noget at pive over, syntes jeg.

LÆS OGSÅ: Sådan giver du slip på dit barn

Jeg følte mig meget alene i den periode. Jeg elskede at være ude blandt folk, for så skulle jeg ikke være alene med den destruktive adfærd og tankerne. Dengang boede jeg langt fra min familie, og jeg kan huske, at jeg tænkte, at det var præcis den samme følelse, som da jeg havde hjemve på en lejrskole i tredje klasse. Der sad jeg, helt alene, med det dyrebareste foran mig, som burde være det bedste i verden, og jeg tænkte bare: "Hvorfor var det egentlig, at det her var en god idé?"

Jeg var aldrig bange for, at jeg ville gøre Oskar noget. Det var mere mig selv, jeg var hård ved. Jeg begyndte også at sætte nogle ord på det overfor Michael. Jeg sagde ting som, at det ville være nemmere, hvis jeg ikke var her, og inden han tog på arbejde, har han fortalt mig, kunne jeg finde på at sige: "Nå, men så må vi se, om jeg er her, når du kommer hjem." Det virker jo så langt ude nu, men jeg følte simpelthen ikke, at jeg havde fortjent mit liv eller Oskar.

På et tidspunkt satte Michael stolen for døren og sagde: "Nu får du hjælp. Og hvis du ikke tager til lægen, så ringer jeg til dine forældre." Og det gjorde jeg så. Men jeg formåede også til dels at sløre det for lægen. Jeg tror, jeg var bange for, at det pludselig blev virkeligt. Så var der jo en masse mennesker, der skulle involveres i det. Og så var det også et svaghedstegn, syntes jeg, at være syg. Jeg har været altid en social, udadvendt og positiv person. Jeg var nok den sidste, jeg ville have peget på pludselig til at sidde i et hjørne og rive sig selv til blods.

Efter noget tid gik jeg dog selv ind og googlede mig frem til en terapeut i mit nærområde. Og han blev simpelthen min redning. Det var et frirum, et sted, hvor der var en, der lyttede, lige meget hvad. Jeg kunne få lov at tale ud, uden at der var en eller anden, der sagde: "Nå ja, men dengang jeg havde små børn, var det sådan" eller "Jo, men jeg syntes også, det var hårdt at blive mor". Jeg oplevede ofte, at folk som jeg åbnede op overfor enten reagerede med et "Nej nej, sådan må du ikke have det" eller med et forsøg på at normalisere det. Jeg tror ikke, at det var i en ond mening. De har bare ikke vidst, hvor dårligt jeg havde det.

Det var meget gennemgående i mødregrupper og hos sundhedsplejerskerne, at det blev normaliseret: "Det er helt normalt at være træt. Det er helt normalt, at børn ikke sover så godt. Det skal nok blive bedre." Men man hører ikke så ofte spørgsmålene: Men hvordan har du det med det? Hvad gør det ved dig? Og det kunne jeg godt have haft brug for.

LÆS OGSÅ: Vi lyver for vores børn

Jeg var i terapi i et års tid. I starten var jeg der et par gange om ugen, og med tiden blev det sjældnere og sjældnere. Jeg begyndte på terapien samtidig med, at jeg begyndte på arbejde igen, og jeg tror også, at det hjalp mig at få et break fra barselslivet derhjemme. Men jeg tror alligevel først, at det er her indenfor det seneste års tid, at jeg er kommet helt over det.

Hvor underligt det end lyder, så tænker jeg faktisk nu, hvor jeg er kommet ud på den anden side, at jeg har fået rigtig meget ud af det. Det er ikke sådan, at jeg ikke ville have været det foruden, for det ville jeg bestemt helst have været. Men når det nu var det, jeg skulle igennem, så har jeg faktisk lært rigtig meget om mig selv. Jeg har lært, at det, jeg føler, er okay. Det er okay at være vred og at være ked af det. Så kan man godt tale om, at de følelser ikke er ret konstruktive at have hele tiden, men de er der, og man skal kunne rumme dem.

Det er klart et tabu at have det, som jeg har haft det. For mange er fødselsdepression lig med den der film, hvor moren slår sit barn ihjel ("Sorg og glæde" af Nils Malmros, 2013). Men der er jo rigtig mange versioner af fødselsdepressioner. For mange, oplever jeg, handler det om, at man ikke føler sig god nok, og at man er hård ved sig selv.

Jeg synes, at det er vigtigt at få italesat, at man godt kan opleve nogle følelser, man kan blive bange for, når man bliver forældre. Og at man kan få hjælp. Det vigtigste, hvis man oplever sådan noget her, er at bede om hjælp. Men det kan samtidig være det sværeste af det hele. Hvis jeg ikke havde haft min mand, som reagerede, så ved jeg ikke, hvordan det var gået. Så omgivelserne bør virkelig også bakke op. Ikke at man skal gå i panik, hvis man har et par tudedage – det har man, når man bliver forældre. Men man skal være opmærksom og spørge, hvis man har en mistanke om, at der er noget galt.

Lige nu taler vi faktisk om herhjemme, om vi mon skal have flere børn. For jeg begynder faktisk at synes, at jeg er et sted, hvor jeg godt kunne have lyst til at få en mere. Men det er først nu, jeg har det sådan. Og det er stadig et stort virvar af tanker. For hvis jeg var garanteret det samme forløb engang til, så var det valg slet ikke svært. Så var det slet ikke en mulighed, at vi skulle have flere børn. Men Oskar er så nem nu. Han sover rigtig godt, han bruger ikke ble, han spiser det mad, vi andre spiser. Og ja, nogle gange må jeg da slæbe ham hylende ud af Føtex, når han ikke får sin vilje, men det kan jeg forstå. Det kunne jeg ikke, da han lå der, otte uger gammel, og bare ikke ville sove. Jeg tror også, at jeg er bedre rustet nu. Jeg håber at det er lysten til endnu et barn som bliver afgørende for vores beslutning og ikke frygten for et lignende forløb.

LÆS OGSÅ: "Børnene betaler en høj pris for det liv, vi lever"

LÆS OGSÅ: Tommys søn har ADHD: "Jeg blev fuldstændig bange for at være far over for ham"

LÆS OGSÅ: "Det er tæt på ulideligt. Vi er nødt til at sætte børnene mere fri"

Se, hvad vi ellers skriver om: Fødselsdepression