Puk Elgaard voksede op i en familie med svigt – men én særlig gruppe mennesker blev hendes redning

Puk Elgård kan ikke sidde stille ret længe ad gangen. Det siger hun som det allerførste og forsikrer mig om, at jeg ikke skal tro, hun keder sig, hvis hun sætter sig ned på gulvet eller går lidt rundt, mens vi taler. Sådan er det bare. Skoene har hun allerede taget af, hun har det bedst på bare fødder, og vi bakser lidt for at få åbnet vinduerne.

"Ah, nu har min sjæl det bedre. Åbne vinduer og en aftale om, at man godt må ligge på gulvet undervejs, så er jeg klar."

Puk er ikke meget for at blive interviewet. Hun har altid haft det bedre i den omvendte rolle. Hvor hun var den, der stillede spørgsmålene. Det har hun gjort i de 27 år, hun har arbejdet som vært på forskellige tv-programmer – senest 'Go’ morgen Danmark', som hun forlod for et år siden.

LÆS OGSÅ: Jens Werner var tæt på at miste livet: ”Jeg kalder dem for mine redningsengle”

Når hun alligevel har sagt ja til et interview, hænger det sammen med emnet. Tro. Som på en eller anden måde trigger hende. Og måske også lidt med det faktum, at hun 1. juni tiltrådte i sit nye deltidsjob som formand for Børnerådet. I virkeligheden er de to ting også forbundne. Vi begynder med troen. 

Hvad tror du på?

"Jeg har ledt i min hjernebark for at finde ud af, hvad jeg egentlig tror på. Jeg blev enig med mig selv om, at jeg i hvert fald ikke har nogen gud. Derefter tænkte jeg: Tror jeg på naturen? Tror jeg på naturkræfter? Tror jeg på intuition? Tror jeg på skæbnen? Men ved du hvad, grundlæggende tror jeg faktisk ikke på en skid. Jo, jeg tror på, at vi er her på jorden, og at vi skal gøre det så godt, vi kan, mens vi er her. Og efter at have tænkt lidt over det, nåede jeg frem til en ting, som jeg så faktisk alligevel tror på. Fællesskabet. Jeg tror på fællesskab. Men jeg skulle lede et stykke tid, før jeg fandt frem til det."

Hvorfor var det svært at finde ud af, tror du? 

"Fordi jeg er vokset op med selv at have ansvaret. Så det at tro på, at der kommer noget udefra, eller at der er noget deroppe, som man kan hænge sin hat på, det er jeg ikke vokset op med. Jeg har altid troet på, at de ting, der skulle ske – og de ting, der sker – sker på grund af de valg, jeg træffer. Men jeg kunne godt nogle gange ønske mig at have en tro."

Hvorfor?

" Fordi det sikkert er rart at have et sted, hvor man kan gå hen med de ting, man er urolig over eller glad for. Og jeg kan faktisk også godt finde på at sende en bøn ud en gang imellem, men jeg ved ikke, hvor jeg sender den hen. Det kan være sådan noget med: Lad den her flyvetur gå godt. Eller: Lad Robin – min søn – komme sikkert hjem. Men den ”bøn”, jeg nok siger mest, er i virkeligheden: Tak! Det er godt at have et sted at gøre af sin taknemmelighed, synes jeg. For eksempel HADER jeg at køre bil og har det næsten ligesom paven, der kysser jorden, når jeg kommer frem efter en tur i myldretid. Derfor sætter jeg mig stort set aldrig ind i en bil. Men i dag tog jeg en taxa herhen, fordi jeg slog mit ben i går. Og da jeg stod ud, sagde jeg tak. Jeg synes på en eller anden måde, at man skylder en tak, når noget er gået godt. Jeg har i det hele taget meget at være taknemmelig for."

Hvis vi holder fast i fællesskabet, hvorfor tror du så på det? 

"Jeg synes, at fællesskabet er et overset begreb for tiden. Og jeg tror i virkeligheden, at menneskehedens eneste rigtige superpower er at holde sammen. Jeg synes, at vi har glemt det i de senere år, og jeg tror, at det handler om, at individet på alle mulige måder står forrest. Hvad vil vi hver især? Hvad ønsker vi for os selv? Hvordan bliver JEG lykkelig. Vi tager billeder af natur, monumenter, seværdigheder, begivenheder og stiller os selv i forgrunden på billederne og har det andet bagved som kullise. Det handler om os. Vi er som mennesker trådt frem og ud af fællesskabet, og jeg tror, at det er grunden til, at mange af os er så forvirrede og usikre. Det er ikke godt for et flokdyr at have en fornemmelse af, at de valg, man hver især træffer, kan få jorden til at gå under. Det er meget få valg, der er absolutte og definitive. Der ligger et meget stort ansvar i at være et individ og ikke ”bare” en del af noget. Det bliver man bims af, og man bliver bange for at fejle. Derfor mener jeg, at vi på en eller anden måde igen skal til at tænke over at tage beslutningerne i fællesskab. Mærke, at vi er sammen."

Hvad gør du selv i den sammenhæng?

"Ja, det er nemlig et rigtig godt spørgsmål..."

Hun holder en lille pause, og tankerne lander et sted i fortiden.

"Jeg HAR jo været i den situation, at mine handlinger betød liv eller død. Jeg passede på min mor og far. Hvis jeg var uopmærksom, kunne det få store konsekvenser. I min opvækst var det meget afgørende, hvilke valg jeg tog."

"Jeg var også afsender på alt, hvad der foregik i mit liv. Med årene har jeg indset, at det ikke behøver at være sådan, jeg kan og skal ikke gøre alting alene. Man kan hjælpes ad. For eksempel tænker jeg i dag rigtig, rigtig meget over klimaet. Jeg vågner med ondt i maven næsten hver morgen, fordi klimaet er i mine tanker. Jeg er bekymret på egne vegne, men i høj grad også for vores børn og deres børns fremtid. Vi er nødt til at løfte i flok, når det gælder fremtiden, og vi er nødt til at træffe nogle beslutninger, der ikke kommer os selv til gode. Hvis vi bliver ved med at tænke, jeg VIL have to biler, jeg VIL have fire køleskabe, jeg VIL have... så bliver det svært. Jeg prøver selv at være en god kammerat og et godt fællesskabsmenneske. Jeg har ikke meldt mig ind i klubber eller foreninger, men jeg tror på at styre tanker og samtaler hen på værdien i at holde sammen. Jeg snakker især meget med de unge om det. De har også en stor angst i forhold til klimaet og deres fremtid. De er oplyste og ved meget om klimakrisen, men de er tynget af ansvaret og føler sig alene. De vil have, at vi voksne skal høre efter, hvad de siger."

LÆS OGSÅ: Natasha Brock: ”Jeg var en stræber i kirken, mens jeg forberedte mig på at blive en god kone”

"I mit nye deltidsjob i Børnerådet fylder børn og unges angst og uro også meget. De unge fortæller mig, at meget af deres uro bunder i, at de er optagede af de valg, de træffer. De føler, at hvis de ikke præsterer ordentligt og gør alle de rigtige ting, så kan hele lortet falde ned om ørerne på dem. Hvis de vælger forkert eller ikke har succes, så er livet nærmest slut. Mit ønske er, at de kan finde modet til at lave fejl. Det mod kan de finde, hvis vi lover at gribe hinanden, når vi falder."

Puk vender gang på gang tilbage til sin opvækst, som hun har skrevet bogen 'Se mor, jeg danser' om. Meget kort fortalt var Puks forældre i deres unge dage et succesrigt kendispar, der arrangerede modeshows over hele landet. Deres liv faldt dog fuldstændig sammen, da de mistede deres første datter, Pia, da hun var bare syv år.

Lægernes råd var at få et nyt barn så hurtigt som muligt, og Puk blev undfanget i den uge, hvor Pia blev begravet, og kom dermed til verden som det, hun selv kalder et ”erstatningsbarn”. Forældrene blev aldrig sig selv igen, og de kom ud i et misbrug af piller og alkohol, som prægede Puks og hendes storebrors liv. De har dog begge formået at skabe sig et godt liv, og det er netop den bagage kombineret med en stor evne til at trænge igennem, der gør, at Puk i dag sidder som forkvinde for Børnerådet.

"I øjeblikket er jeg rundt i hele landet for at tale med børn og unge, der er klemt i systemet, og som har det svært. Jeg lytter og tager deres fortællinger med mig. De samtaler bliver min drivkraft i jobbet som forkvinde, hvor jeg forhåbentlig med tiden kommer til at gøre en forskel."

Hvordan er det at høre på de historier, når du selv har haft en svær barndom?

"Det er over 40 år siden, jeg selv sad hos kommunen og ventede på, at nogen skulle tage nogle beslutninger for mit liv, og jeg kan godt tænke, at det er utroligt, at der på nogen områder ikke er sket mere i systemet, end der er. Men det, der især gør mig ked af det, er, at de børn, jeg snakker med, ikke føler, de har nogen. Det har de jo. Der er pædagoger, lærere og andre voksne, som vil dem det godt. Det ved de også godt, men de har også en grundfølelse af svigt indeni. Når man som barn er blevet svigtet af de mennesker, der skulle passe på en, som regel ens far og mor, så stoler man ikke rigtig på nogen. Man får en følelse af ensomhed, som jeg stadig selv kan mærke. Også nu som voksen. Det bliver svært at lukke nogen ind. Jeg har været heldig at møde nogle gode voksne i mit liv, ildsjæle, som sørgede for, at jeg kom ind i nogle sammenhænge som teater og idræt, også selvom der ikke var penge til at betale for det. Jeg blev lukket ind i varmen, og her gjorde fællesskabet igen en afgørende forskel. Jeg hørte til. Det er jeg meget taknemmelig for."

Puk er kommet til det punkt, hvor hun ikke længere kan sidde på stolen. Hun henter noget vand og sætter sig op på bordet og taler videre. Og her kommer hun i tanke om en anden ting, hun faktisk tror på. Nemlig det at holde sig i bevægelse.

"Jeg tror på fællesskabet for klodens skyld og for menneskehedens skyld. Men hvis jeg skal sige, hvad jeg tror på helt for mig selv, så er det, at jeg er nødt til at holde mig i bevægelse. Jeg har set, hvad der sker, når man sætter sig ned og på en eller anden måde giver slip."

Sæt nogle flere ord på det?

"Mine forældre var førtidspensionister, før de fyldte 40. Livet blev simpelthen for svært for dem. Da jeg selv kom over de 40 år og stadig var i arbejde, tænkte jeg: Okay, jeg klarede den. Nu har jeg i hvert fald brudt med noget af den sociale arv. Der er ikke noget i vejen med at være førtidspensionist, livet kan ramme hårdt, og det er vigtigt at sige, at det ikke er alle mennesker, der kan eller skal presse sig selv, så jeg taler ikke generelt nu, jeg taler for mig selv. Min egen medicin og drivkraft har været, at jeg flytter mig og holder mig i gang. Det er jeg nødt til. Det er også derfor, at jeg tre gange i mit liv har sagt et fast job op uden at have noget nyt. Jeg er simpelthen bange for at være et sted for længe. Jeg er bange for at gå i stå. Jeg er ligesom ænderne på søen: Hurtige ben under vandet og rolig på overfladen."

Hun griner.

"Jeg ved ikke, hvad det er. Rastløshed, måske. Men man kan også vælge at kalde det en nysgerrighed. Jeg kan ikke synke ned i et job og blive der. Jeg må videre. Præcis som jeg ikke kan holde ud at sidde for længe på en stol. Jeg er glad for alt det, jeg har oplevet og opnået. Og jeg har fået at vide, at det er gået mig godt, fordi jeg kan genkende farlig adfærd."

LÆS OGSÅ: Benedikte Hansen: "Efter så mange år i fortvivlelse og afmagt findes der også en lettelse i døden"

Hvad mener du med det?

"Min storebror, Claus, var på et tidspunkt ude i noget ludomani, og begge vores forældre endte i et misbrug af piller og alkohol. Claus har det supergodt i dag, og vi besluttede på et tidspunkt at lave en dokumentar, der handlede om, hvorfor tre ud af fire i vores familie var blevet afhængige, og hvorfor jeg ikke var blevet det. Vi opsøgte seks forskellige eksperter, som i overskrifter samstemmende sagde, at jeg var sluppet for misbrug, fordi jeg kunne genkende farlig adfærd. Når jeg har rigtig travlt i en periode, kan det være fristende at tage et – eller to – temmelig store glas chardonnay hver dag, når jeg kom hjem. Men i det øjeblik jeg sætter hånden på køleskabsdøren, siger min hjerne: ”Ah, ah, stop!”. På grund af min opvækst opfatter jeg det som en fare at komme hjem og drikke vin for at falde ned og falde til ro. Den adfærd har jeg set for meget af, og jeg kan ræsonnere mig frem til, hvor det kan ende. Det kan også være det glas vin, nogle kan lide at drikke, lige inden de skal gå på skærmen eller stå på en scene. Det kunne jeg aldrig gøre. Min far drak en flaske whisky, før han skulle på scenen med sit modeshow. Jeg vil hellere stå i jordens største angstanfald og ikke kunne mærke mine ben, end jeg vil drikke et glas vin, før jeg skal være ”på”. Det lyder måske åbenlyst, at man ikke vil drikke, når man er barn af alkoholikere, men så let er det bare ikke."

"Mange gange gentager mønstrene sig. Og det kan være umuligt at bryde den sociale arv. Mit held, hvis man kan tale om held, var ifølge eksperterne i dokumentaren, at jeg stadig boede derhjemme og var en del af det kaos, der var. Jeg så det hele. Og ved at være midt i det hele fik jeg altså evnen til at genkende farlig adfærd og dermed muligheden for at kunne flytte mig væk fra misbrug i mit eget liv. Claus var flyttet hjemmefra og var på den måde længere væk. Han fik så heldigvis styrken til at komme ud af sin spilafhængighed. Det har jeg stor respekt for. Vi har begge klaret den med de skrammer og buler, som den slags opvækst giver."

Men det er vel ikke det, der gør, at du rent fysisk er nødt til at bevæge dig rundt lige nu og her?

"Nej. Ikke helt. Eller... Det er en uro, jeg har i mig. Jeg ved sgu ikke, om jeg ville have fået en form for ADHD-diagnose som barn, hvis jeg var blevet udredt. Det kan sagtens være. Jeg tror faktisk, at jeg har fået uroen med mig fra min mors mave, for jeg blev jo skabt i en krop, der var midt i en kæmpe sorg. Jeg kan næsten ikke forestille mig andet, end at den uro og sorg har forplantet sig til mig. Da jeg var barn, fik jeg som den eneste i skolen lov til at bevæge mig rundt i klassen og sidde oppe i vindueskarmen i timerne. Det gjorde man ellers ikke dengang. Jeg tror, det handlede om, at min familie var så anderledes. Vi var københavnere for fuld udblæsning, og på en eller anden måde fik vi nogle privilegier, da vi flyttede til Elbæk ved Horsens. Man havde simpelthen aldrig set noget lignende før i den lille by."

Hun holder en tænkepause og er nødt til at komme med en vigtig tilføjelse.

"Jeg er ked af, at jeg ofte kommer til at tale om afhængighed, når talen falder på mine forældre. De var så meget andet end det. De var humoristiske, talentfulde, vilde, seje og supersmukke mennesker. Men de blev ramt af den største ulykke, man kan opleve. De mistede et barn, og deres verden styrtede i grus. Man skal altid huske, der er en historie bag, når man ser mennesker, der mister grebet."

LÆS OGSÅ: Kirsten Hammann: ”Jeg har altid set meget negativt på tilværelsen”

Puk har en hel del tatoveringer på sin krop, men der er især en, der fanger øjet. Det er et hjerte, der er tatoveret inde på håndfladen i højre hånd. Et ret usædvanligt sted. Da jeg spørger til tatoveringen, knytter Puk hånden og åbner den igen.

"Hjertet symboliserer, at man skal holde det, man elsker, i en åben hånd. Hvis man klemmer sammen, så kvæler man kærligheden. Fordi jeg selv er vokset op med frygten for, at der skulle ske mig eller min familie noget, har jeg fået denne reminder i hånden, så jeg ikke glemmer, at jeg skal give børnene og min kæreste, Lothar, frihed. Det nytter ikke noget at holde alt for hårdt på dem."

Hvordan er dit og Lothars parløb i forhold de ting, vi har talt om – fællesskab, klima, bevægelse? 

"Jeg har et forholdsvist rigt indre liv, som Lothar ikke nødvendigvis altid er en del af. Jeg kan vågne op om morgenen og være bange for, at verdens floder er ved at udtørre. Det gør Lothar ikke. Der er han slet ikke. Og hvis jeg siger det til ham, vil han kigge på mig og spørge, om jeg vil have en kop kaffe. Han er på mange måder mere spirituel, end jeg er, men som tidligere jægersoldat deler han også tingene ind i det, vi kan gøre noget ved, og det, vi ikke kan gøre noget ved. Her og nu. Så nej, mange af de bekymringer, jeg går med, deler jeg ikke med ham."

Og det er okay?

"Ja, ja. Hundrede."

Hvad binder jer sammen? 

"Friheden til at være den, man er, binder os sammen. Lothar er lige nu en måned i Afrika som rejseleder, og selvom jeg er ved at dø af stress, fordi jeg har alt for meget at lave i øjeblikket, kunne jeg aldrig drømme om at bede ham om at blive hjemme. Jeg ved, at det er vigtigt for ham at komme afsted. Og omvendt, hvis jeg kommer hjem og siger, at jeg vil forlade et godt fast job, så siger han ikke, nej, det kan du ikke, for hvad med økonomien? Han siger: ”Det løser vi”."

Hvad betyder fællesskabet i jeres familie?

"Lothar har en idé om, at han gerne vil leve sådan lidt italiensk. Han har italienske rødder. Det er ham, der laver maden hjemme hos os, og han har en følelse af, at vi hele tiden skal være sammen og dyrke maden, fællesskabet og børnene. Sandheden er jo lidt en anden. Vores familie har også vores ups and downs. Der er stor forskel på, hvor meget vi ser børnene. Tre er flyttet hjemmefra, og alle har så pissetravlt. Men vi prøver. I det sidste år, efter jeg har sagt op, synes jeg dog, at mit arbejde har styret hele mit liv, fordi jeg har haft svært ved at sige nej til forskellige freelanceopgaver. Det har betydet, at jeg har set familie og venner for lidt. Men ellers prøver vi virkelig. Det er mest Lothar, der er primus motor, når vi samles. Jeg har det med at putte mig lidt, når jeg er hjemme. Jeg kan godt lide, at folk kommer og er der, men serviceniveauet fra min side er lavt."

Det er vel fair nok?

"Det ved jeg sgu ikke, om det er. Men altså, Lothar elsker at lave mad, jeg hader det. Jeg synes, det er superhyggeligt at få gæster, hvis jeg kan bestille udefra, eller hvis andre laver mad. Og hvis vi kan sidde på gulvet. Jeg er ikke så god til at sidde mange timer ved et bord, eller når det hele bliver for højtideligt. Jeg hader nytårsaften, der vil jeg helst gå i seng kl. 20."

LÆS OGSÅ: Stine Bramsen: "Jeg tager noget magt ved at italesætte mig selv som et seksuelt menneske, der har brugt sex i en periode af mit liv"

Hvorfor?

" Fordi der er så mange regler. Man skal have pænt tøj på, sidde længe til bords og være oppe til kl. 24. Når jeg vågner den 31. december, har jeg nærmest klaustrofobi. Det er en af årets værste dage for mig."

Men du holder den alligevel?

"Før jeg mødte Lothar for 22 år siden, gik jeg tidligt i seng nytårsaften. Nu synes jeg ikke, at jeg kan byde ham og vores venner det, så jeg går selvfølgelig på kompromis og holder mig oppe til kl. 24. Men jeg har det stramt hele dagen ved tanken om, at jeg skal holde mig vågen."

Hun griner højt.

"Mit nye år begynder et helt andet sted. Det begynder hvert år, når kastanjerne blomstrer. Når jeg ser ”lysene” i kastanjetræerne, tænker jeg over, at endnu et år er gået, og jeg reflekterer over, hvad det er gået med. Desværre har stort set alle kastanjetræer en larve, som betyder, at det måske snart er slut med de træer i landskabet. Men så må jeg finde en ny markering af årsskiftet."

Hvad betyder naturen for dig?

"Den betyder meget, men jeg har ikke noget med, at jeg ”tror” på naturen og krammer træerne eller sådan noget. Jeg har et meget pragmatisk forhold til naturen, den er barsk, og jeg finder ro, når jeg er ude. Jeg går meget. Otte til ti kilometer om dagen. Det er igen det med bevægelse. Det er vigtigt for mig. Jeg holder øje med naturen. Jeg observerer, hvor mange sangfugle der er, hvordan det står til med insekterne, og om der er vand i vandløbene. Jeg ser, at naturen forandrer sig. Jeg holder også øje med lyset og elsker, når dagens længde begynder at tiltage ved juletid. Det fejrer vi faktisk også, og det er en ting, jeg virkelig nyder. De sidste ti år har vi invitereret venner og familie den 22. december kl. 17, og så går vi op i skoven med fakler og fejrer, at lyset vender tilbage. Vi laver bål, drikker champagne og hører høj musik. Folk har flyverdragter på og alt der grimmeste og varmeste tøj, de kan finde, og så vi ender hjemme på vores gulv med en flaske vin og noget pizza, som jeg har bestilt. Det er et arrangement lige efter mit hoved."