#aldrigdinskyld

Foto: Andreas Bergmann Steen Robyn Funder elskede træningen på sin trapez. Men efter voldtægten ændrede alting sig.

#aldrigdinskyld

"Jeg kunne ikke holde ud, nogen skulle se på mig"

Da retssagen var ovre, troede Robyn Funder, at hun kunne ånde lettet op. Men de psykiske konsekvenser efter voldtægten var så alvorlige, at hun måtte tage hele sit liv op til revision.

Robyn Funder blev voldtaget i december 2014 og har fortalt sin historie til alt.dk. Dette er tredje og sidste del af fortællingen om Robyns kamp. Læs første og anden del.

Det eneste, Robyn Funder kunne tænke på, var at komme ud af retssalen. Hendes advokat nåede lige at takke dommeren, før hun styrtede ud af lokalet. Hun tog et hårdt greb i sin veninde, knugede hende ind til sig, mens gråden væltede ud af hende i store hulk. Advokaten kom til og lagde en hånd på hendes ryg, mens gråden langsomt ebbede ud.

En hel dag havde hun siddet i samme lokale som den mand, der havde voldtaget hende til en fest. Robyn havde hørt hans forklaring på, hvad der skete, da han kom op i sengen, hvor Robyn lå og sov. Hun havde jo ikke sagt nej, lød det i advokatens forsvarstale. At hun lå og sov, var åbenbart ikke det samme som et nej. Men nu var det værste overstået. Hun kunne forlade retten og skulle aldrig være i nærheden af ham igen.

Efter to uger kom beskeden om dommen. Robyn gik rundt på Samsø og hjalp sin far med at sætte hans sommerhus i stand, da hendes advokat ringede. To år, lød dommen på. Hendes advokat fortalte, at Robyn havde været heldig. Gerningsmanden havde to gange under afhøring nægtet at have haft sex med hende, selvom de havde fundet hans DNA i hendes trusser. Havde han ikke gjort det, var sagen måske aldrig endt i retten. I sager, hvor det er ord mod ord, er det meget svært at samle beviser nok til en dom.

LÆS OGSÅ: Jeg følte mig som en dukke, der var blevet brugt

En krop tung af bly
Efter sommerferien skulle Robyn tilbage til Stockholm for at færdiggøre sin uddannelse som cirkusartist. Træningen med trapezen havde været en af hendes yndlingsaktiviteter i de sidste seks år. I timevis havde hun hver dag kravlet rundt på trapezen og nydt at optræde foran mange mennesker. Men nu var kroppen tung som bly. Når hun nærmede sig trapezen var det som om, en usynlig kraft skubbede hende væk fra den. Hun følte sig grim og kunne slet ikke holde tanken ud om, at nogen skulle se på hende:

- Det var som om, alt inden i mig sagde fra, når jeg prøvede at gå op i den trapez. Jeg var pludselig blufærdig, som jeg aldrig har været før. Jeg har altid elsket at stå på en scene og været god til det. Men lige pludselig gjorde det at spille på en scene, hvor de skulle kigge på mig og min krop, mig utilpas. Jeg synes, det var uhyggeligt.

I Stockholm gik Robyn rundt i en grå verden med høretelefoner og hørte P3 hele tiden. Lyden af den danske radio, som hun havde hørt hele sit liv, gav hende en følelse af tryghed. Hun slap også for at tale med de andre, når hun havde høretelefonerne på. Når hun ikke var på skolen, brugte hun timevis på at ringe til sine venner i København. Hendes nye roomate spurgte hende, om det var på grund af voldtægten, at hun var så ked af det og hele tiden talte i telefon med folk derhjemme fra. Ligesom alle andre i cirkusmiljøet i Stockholm kendte den nye roomate til voldtægten. Alt i den svenske cirkusverden mindede Robyn om, hvad der var sket. Men hvad skulle der blive af hende, hvis hun ikke kunne lave cirkus?

LÆS OGSÅ: #aldrigdinskyld samler danskere i kampen mod voldtægt

Et andet liv
En morgen ringede Robyn til sin bedste ven i Danmark. Hun bad ham lytte til hende, mens hun fortalte om alle de forvirrede tanker, der drønede igennem hendes hoved. Om trapezen, hun ikke kunne komme op på. Om følelsen af, at alle kendte hendes historie. Om de mørke tanker, der blev ved med at dukke op. Til sidst sagde han, at det lød som om, hun allerede havde truffet sin beslutning. Hun kunne ikke blive i Stockholm og måtte lægge cirkusverdenen bag sig.

- Da jeg selv sagde min beslutning højt, faldt der en kæmpe sten fra mit hjerte. Jeg tog hen på skolen og fortalte min lærer om min beslutning. Og da jeg gik derfra var det som om, solen skinnede klarere, og træerne var grønnere på trods af, at vi var i slutningen november. Verden blev bare lysere. Jeg kunne tage høretelefonerne af. Nu var jeg færdig med alt det her, og jeg skulle begynde på et nyt liv. Jeg skulle hjem til København, til mine venner, til duftene, atmosfæren. Jeg skulle bare hjem.

Lille monster af ubehag
Stenen i piercingen over Robyns overlæbe fanger lyset og glimter lidt, hver gang hun smiler. Og hun smiler meget – hun er glad for at være hjemme i København. Men smilet virker lidt som en afværgende grimasse, hun sætter på for at se ud som om, alt er okay. Ligesom når hun helt overdrevet hæver stemmen og forsikrer sin far om, at hun er lykkelig, når han hver dag ringer og spørger, om hun er okay.

Cirkusverdenen er et overstået kapitel, og hun er gået i gang med at tage den 9. klasses eksamen, som hun aldrig har fået færdiggjort. Hun drømmer om at læse film- og medievidenskab, hvor de mange år som artist forhåbentlig kan bruges som erfaring.

I sofaen på hendes lille kollegieværelse piller hun lidt ved en gul bamse med store pilotbriller på, som hendes lillebror gav hende i julegave. Det er en minion fra animationsfilmen Despicable Me og har en særlig betydning for hende:

- Den minder lidt om mig selv – sådan lidt sommerfugleagtig. Skrøbelig, men også entusiastisk. Lidt ligesom et lille barn, forklarer Robyn, mens hun strækker hånden op og ryster lidt på den som en nervøs minion.

Hun ved godt, at hun har et stykke arbejde foran sig for at lægge voldtægten bag sig. Det kan hun mærke, når hun får lyst til at nogen skal holde hårdt om hende, mens hun råber og skriger så højt, hun kan. Den følelse har hun haft mange gange:

- Jeg har overvejet at tage ud på Fælleden og bare råbe rigtig højt, men så vil folk bare tro, at nogen bliver overfaldet. Der har ikke rigtig været en måde, jeg kunne få det lille monster af ubehag, som ligger i kroppen, ud. Så jeg har trykket det ned, selvom jeg godt ved, at det ikke er sundt. Men det har været en måde at overleve på.

"Det" der skete
Hver gang Robyn nævner voldtægten, beskriver hun overgrebet, som "det, der er sket". Hun nævner aldrig ordet voldtægt. Og netop det med at tale om det, kan være rigtig svært. Ikke kun fordi, hun selv bliver ked af det, men fordi alle andre har svært ved at rumme det. Hun har oplevet mange gange, at folk bliver utilpasse og ikke ved, hvordan de skal reagere. Derfor er det også svært at fortælle, hvorfor hun har valgt at lægge cirkuslivet bag sig.

- Jeg har svært ved at sige sandheden til dem. At jeg blev....at det skete. Og at det stadig sidder i kroppen. Jeg ved ikke, om alle vil kunne forstå det. Eller om nogen vil føle, at det bare er en undskyldning, jeg kommer med, fordi træningen var for hård. Jeg vil rigtig gerne være åben omkring det. Men jeg er også bange for, at folk tror, jeg bare vil have opmærksomhed.

At der lige nu er fokus på voldtægt i medierne påvirker hende meget. Selvom hun er glad for, at der er fokus på problemet, bliver hun også ked af det, når hun hører om alle de tilfælde af mere eller mindre alvorlige overgreb på kvinder. Og hun håber med sin historie at kunne hjælpe andre til at tale højt om deres egne oplevelser:

- Jeg bliver så ked af, at det her problem er lige for næsen af os, uden at vi gør en skid ved det. Det er forfærdeligt. Så sætter vi straffen op på voldtægt, men det hjælper jo ikke noget. Vi går ikke ind i kernen af problemet. Ingen lærer drengene, at det er ikke okay at slå en pige i røven. Det bliver altid slået hen med drengestreger, og det fortsætter. Det er aldrig okay. Man føler, at man er en dukke til pynt og til fri afbenyttelse.

LÆS OGSÅ: Voldtægtsofrenes advokat: "Det er aldrig din skyld

LÆS OGSÅ: "Jeg var bare en tom skal"

LÆS OGSÅ: Derfor skal vi tale højt om voldtægt

FAKTA

  • Mange ofre for voldtægt oplever, at overgrebet efterfølgende føles uvirkeligt, som på film.
  • Mange bliver bange eller kede af det og får humørsvingninger, så man er glad det ene øjeblik for så at blive ked af det eller vred det næste.
  • Mange oplever søvn- og koncentrationsbesvær
  • Mange ofre får det dårligt ved at tænke på overgrebet og prøver derfor at undgå alt, som kan minde om det.
  • Nogle ofre for voldtægt får det bedre i løbet af et par måneder, men hos andre kan der gå mange år. Hos mange bliver reaktionerne kroniske. Det betyder, at man har brug for hjælp fra f.eks. en psykolog for igen at få det godt.

Kilde: Center for Voldtægtsofre

Se, hvad vi ellers skriver om: Interview