Tag ordet
SPONSORERET indhold

Sådan lærer du at tage ordet

Vil du skabe resultater og værdi i dit job, så skal du tage ordet ved møder, kunne holde klare briefinger og gode præsentationer, skriver rådgiver i kommunikation Annette Bjerre Ryhede i denne artikel.

Af: Annette Bjerre Ryhede
25. feb. 2013 | Livsstil | ALT for damerne

Jeg har haft masser af kvinder på kursus, som, når de ser sig selv på video, siger: Jeg er chokeret! Over hvor godt jeg gør det. De kan simpelthen ikke få den følelse, de har indeni, når de kommunikerer, til at hænge sammen med det, de ser på skærmen. Når de ser sig selv får de et chok over, at det går meget bedre end hvad deres egen oplevelse siger dem. De her kvinder har i årevis sagt nej tak og er krøbet udenom, når chefen har spurgt, hvem der vil repræsentere virksomheden ved en større begivenhed, eller bare holde en briefing på et internt møde. Til trods for, at de ligger inde med en viden andre har brug for, og rent faktisk slet ikke er så dårlige kommunikatører som de går og tror.

Vi er bange for hvad der kan ske
Vi er bange for hvad publikum mon tænker om os. Om de keder sig eller angriber det, vi siger. Vi er bange for, om klappen går ned og vi glemmer vores vigtigste pointe. Vi er bange for alt det, der kan gå galt. Vi er bange for at træde ud af gruppen og være den, der står overfor gruppen. Vi er bange for, at der sker noget uventet så vi mister kontrollen.

Accepter frygten
Det første vi må gøre, er at acceptere frygten. Den kommer kun for at beskytte os. Den vil fortælle os, at den mener, der kan være fare på færde. Vores reptilhjerne gør os klar til at kæmpe eller flygte. Men det er ikke de mest hensigtsmæssige signaler for os at sende ud. Så derfor må vi tage frygten under kærlig behandling. Det første, der hjælper dig, er en dyb vejrtrækning. Når vi bliver urolige bliver vores vejrtrækning mere overfladisk. Derfor skal du bevidst gøre din vejrtrækning lang og dyb. Det vil med det samme gøre dig mere rolig og gøre det nemmere at være i situationen. Tag minimum 5 dybe vejrtrækninger. Så lange og dybe du overhovedet kan.

Tag frygten under kærlig bearbejdning
For mange, hjælper det rigtig meget, at tage det, frygten sidder og siger, frem i lyset. Har den ret i det, den siger? Skriv det ned, sig det højt. "Mange, jeg coacher, kan høre det, allerede når de siger de ting, de er bange for, højt. De kan høre, at det nok ikke er så sandsynligt. Og så mister frygten sin magt over dem." siger Annette Bjerre. Så tag en blok frem, og skriv ned, hvad den rent faktisk siger: Og stil dig så kritisk overfor det: Er det virkelig realistisk?

Forbered dig og visualisér
Forberedelse giver os en følelse af at vi har styr på situationen. Når vi ved, hvad vi vil sige, og hvordan vi vil sige det, bliver vi mere rolige. Se situationen for dig og se dig selv kommunikere på den måde, du ønsker. Hjerneforskning har vist, at har vi først set tingene ske for vores indre blik, er der større sandsynlighed for, at det sker i virkeligheden, for hjernen tror, den allerede har gjort det. Og kan vi gøre det en gang kan vi også gøre det to gange.
Men efter du har gjort dette, må du også give slip på kontrollen. Vi må acceptere, at der kan ske alt muligt, vi ikke havde forudsagt på forhånd. Og have tillid til, at det skal vi nok kunne håndtere på en fornuftig måde.

Hold fokus
Når du så står der, foran publikum, så gælder det om at holde fokus: På det det handler om: På dit budskab. På din kontakt med publikum. Bliv ved med at vende tilbage til det igen og igen. Når frygten kommer med sine tanker, så lad dem bare sejle forbi. Lad være med at gribe fat i dem. Slip dem og bliv ved med at vende tilbage til det, du taler om, og din kontakt med publikum.

Og så er det jo helt ok at have lidt hjælp med, fx et par cue cards. Tag nogle postkort, eller noget pap, og skriv dine stikord her. Dem kan du have i hånden mens du taler, og kigge på dem undervejs, hvis du får brug for det. Det er helt ok, det får dig kun til at virke velforberedt!

Og husk så at nyde det! Husk at nyde, at du får lov at give noget ud til publikum. Stol på, at det har værdi for dem.