Sanne Gram fandt kærligheden i Libanon

Egentlig skulle hun bare lære at dykke. Men for Sanne Gram endte det med lidt mere end et dykkercertifikat. ”Helt kliché”, som hun selv siger, faldt hun nemlig for dykkerinstruktøren.

Det var nu slet ikke det, der var planen. Planen var at arbejde som Mellemøstenkorrespondent for Jyllands-Posten, og derfor pakkede Sanne kufferten i slutningen af 2007 og rejste til Libanon. Da hun tjekkede ind i Beirut, kendte hun ikke et øje, så idéen med dykkerkurset var at opbygge et lokalt netværk.

Men dykkercertifikatet førte en vielsesattest med sig. I slutningen af 2010 blev hun borgerligt viet på Københavns Rådhus til libanesiske Neemtallah – eller Nano, som han bliver kaldt. I maj sidste år holdt de kæmpe bryllup på bedste libanesisk maner, og i marts blev de forældre til en lille pige, som kom til verden på Hvidovre Hospital.

Og selvom Sanne valgte at føde sit barn på dansk jord, så er hun fuldt ud indstillet på et liv 3000 km fra sit fædreland og har – lige nu – ingen planer om at vende hjem.

I Libanon er det mændene, der gør kur, og kvinderne, der er de kostbare og ærbare. Her hersker en mere gammeldags, men noget mere galant kultur, hvad angår dating, end man måske er vant til fra Danmark. Så det var Nano, der inviterede Sanne ud, og selvfølgelig ham, der betalte.

Kultursammensmeltning
– Beirut er en fantastisk gå-i-byen-by, og der hersker nogle andre normer dernede. Folk er også mere stadset ud end herhjemme. Jeg har aldrig gået så meget i stiletter, som efter jeg flyttede til Libanon. Ligesom man gerne får sig en ugentlig mani- og pedicure, fordi det er så billigt. Kvinderne er meget mere feminine end herhjemme. Når de skal ned og handle, sker det i fuld krigsmaling. Jeg går altså bare rundt i almindeligt tøj. Men dørene bliver holdt for en, når man kommer gående, og det kan man jo godt være lidt en sucker for, selvom man samtidig er den, der rejser ind i krigszonerne.

Kulturforskellene sniger sig ind alle vegne, men i forhold til Nano er Sanne sikker på, at attraktionen også netop består i, at han har en anden baggrund, end hun har. Han er vokset op lidt nord for Beirut – under en borgerkrig, som startede, da han var et år og varede i femten år. Så de oplevelser, han har med sig i bagagen, ligger milevidt fra Sannes trygge opvækst på Stevns.

– Det er ikke fordi, at han har borgerkrigstraumer, men jeg tror, det gør et eller andet ved folks karakter. Der kommer et overlevelsesinstinkt.

– Jeg kan godt lide den forskellighed. Jeg synes, det gør vores forhold spændende og interessant. Selvfølgelig opstår der også udfordringer indimellem, når vi skal have vores kulturer til at smelte sammen. Vi skal huske at respektere, at vi måske har hver vores måde at gøre tingene på. Som det for eksempel var tilfældet i forbindelse med vores bryllup.

Kæmpebryllup
Da Nano havde friet, undersøgte de, hvilke lovgivningsmæssige udfordringer, der lå for dem i forbindelse med et ægteskab. Hvis de nu ville til Danmark på et tidspunkt, hvad ville så være bedst? Sanne tog kontakt til Udlændingeservice, som anbefalede, at de først fik et civilt ægteskab i Danmark, for så kunne de være sikre på, at ægteskabsdokumenterne i givet fald blev accepteret i Danmark. Og de ville sidenhen slippe for at skulle have verificeret og oversat papirer fra et libanesisk ægteskab.

Derfor blev Sanne og Nano først civilt gift på Københavns Rådhus. En stille ceremoni med nærmeste familie. Det var derimod ikke tilfældet et halvt år senere med brylluppet i Libanon, hvor der er tradition for kæmpefester, når to mennesker vælger at sige ja til hinanden. Nano er kristen-maronit, så Sanne skulle ikke konvertere. Og gæstelisten – ja, den sneg sig op omkring de 200 styk, hvoraf de 50 var fra Danmark. Men i Libanon rækker man langt ud, når man inviterer gæster.

– Vi forsøgte at tage lidt fra begge sider. Dernede har man ikke tradition for taler, og det synes jeg jo er en stor del af det at holde bryllup. Omvendt kunne jeg godt se, at det kunne blive svært at holde en fest med 200 mennesker kørende, hvor størstedelen ikke ville være vant til at sidde og lytte til taler. I Libanon spiser du, og så danser du! Jeg kunne bare ikke forene mig med tanken om et bryllup uden taler. Der er fars tale og farmors sang, du ved… Jeg synes bare, det hører sig til. Så vi endte med en kompromisløsning og lavede en middag to dage forinden, hvor vi inviterede de 50 danske gæster og hans nærmeste familie og nærmeste venner.
Og dér var der så åbent for talerne. Tilmed blev de oversat til arabisk af en dansk veninde, jeg har i Libanon, og kørte på væggen bagved, så alle var med.

– Min brudekjole blev designet i Danmark – i samarbejde med Lasse Spangenberg. Alt på mig var dansk, og jeg sagde også til hende, der lagde min makeup, at hun skulle huske, at jeg ikke var libaneser.

Læs også: Bonderøvens kæreste: Forbløffet over folks frækhed

Men den danske tradition om, at ingen må se bruden, før hun træder ind i kirken, var Sanne nødt til at give køb på. For gammel libanesisk tradition tilskriver, at gommens forældre kommer op og ”henter bruden hjem til deres hjem” – og det var en vigtig tradition for Nano og hans forældre. Til gengæld kunne danskerne diske op med nogle traditioner, libaneserne var vilde med.

– For eksempel at de måtte kysse den, der sad tilbage, når henholdsvis Nano og jeg gik på toilettet. Og kling-kling med gaflerne i tallerkenerne, så vi skulle op på stolene og kysse. Det taler de stadig om. Nano, der fik klippet strømperne, efter vi havde danset dansk brudevals.

Og dansk salme i kirken, ”Det er så yndigt at følges ad”.

– Faktisk synes jeg, vi endte op med den perfekte blanding, hvor Nano fik de ting, som var vigtige for ham og hans familie, og jeg fik det, der var vigtigt for mig og min familie. Og brylluppet er jo bare et eksempel på de kultur-kompromiser, vi jævnligt indgår.

Det er særligt i højtiderne, de løber ind i hinandens forskelligheder. For eksempel da Sanne måtte på jagt efter et ægte juletræ, fordi hun nægtede at købe et af plastik.

– Ellers tænker jeg jo ikke til daglig over, hvad han er, og heller ikke omvendt.

Bliver i Libanon
– Nanos kirke følger paven, og Nano er væsentligt mere kristen, end jeg er. Går mere i kirke og tror mere aktivt, end jeg gør. Jeg går gerne med ham i kirke, men nogle ritualer udfører jeg ikke, fordi det føles mærkeligt i forhold til den, jeg er. Jeg slår ikke korsets tegn foran mig, når jeg opholder mig i kirken. Og til påske har de en tradition med, at man følger efter en kiste, som bliver båret rundt uden for kirken i forbindelse med gudstjenesten. Den symboliserer Jesus, og til sidst, på vej ind i kirken, skal man gå under den og kysse et kors. Det gør jeg ikke. Det føles for mærkeligt. Jeg respekterer Nanos måde at gøre tingene på, og han respekterer min.

– Nano er et enormt roligt menneske og har fødderne solidt plantet i jorden. Han er virkelig et rart holdepunkt, og det er dejligt, når jeg godt kan være flyvsk og rent fysisk også rejser en del i mit job. Jeg er også lidt tiltrukket af, at han ikke er journalist og laver noget, der er så anderledes end mit fag. Om sommeren er han dykkerinstruktør, og om vinteren er han skiinstruktør. Selvfølgelig er det rart at have nogen at diskutere journalistik med, men det kan jeg gøre med rigtig mange. For selvfølgelig interesserer Nano sig for omverdenen. Vi har mange diskussioner om, hvad der foregår i regionen – lige nu særligt i Syrien – men det er ikke ud fra et journalistisk synspunkt. Som korrespondent er man i forvejen på arbejde hele tiden. Man bliver hurtigt opslugt af det univers. Du er ikke journalist, du er dit arbejde. Derfor er det rigtig rart, at der er nogle andre ting, der fylder. Det gør dig også til en bedre journalist. Når jeg er kommet hjem efter 14 dage i Libyen og har set rigtig mange grimme ting, så er det rart at komme hjem til en hverdag, hvor det hele ikke handler om journalistik og bearbejde oplevelserne i noget, der er normalt. Og generelt er Nano enormt god til at få mig væk fra computeren, hvilket er vigtigt, for ellers er jeg sådan en, der bliver siddende. Jeg elsker mit job, som er mere end livsstil end bare et job.

– Selvfølgelig har jeg da også haft nogle overvejelser ved at indgå ægteskab med en libaneser. Det giver os tilsammen nogle andre præmisser for, hvor vi kan være. Men jeg er afgjort nået til den konklusion, der hedder: Jamen, hvad skulle jeg så? Skulle jeg så sige nej til ham, fordi jeg ikke rigtig turde? Selvfølgelig skulle jeg ikke det! Da vi fandt hinanden, opstod der en ny situation, og så må vi deale med den. Man må bare forholde sig til den virkelighed, man står i lige nu. Det samme gælder i forhold til mit job.  

– Jeg føler mig som en af de heldigste i verden. Jeg har et af de mest inspirerende job, der findes, føler jeg. Et job, jeg oven i købet betragter som en livsstil. Og Libanon er et fantastisk sted at være – meget inspirerende både personligt og arbejdsmæssigt. Jeg tror simpelthen ikke, jeg pludselig får et kæmpe behov for at komme hjem til Danmark.

Læs også: Mia Lyhne: Ikke nemt at finde Mr. Right