Saras dagbog #4 Not all so happy Hollywood

Mange familier tager på eventyr og slår sig ned ude i den store verden. Men hvordan er det som enlig mor at flytte til Los Angeles, hvor der venter en ex-mand og et nyt liv, der skal bygges op fra bunden? Vi følger journalisten Sara på hendes rejse tilbage til L.A. med sine to børn og bagagen fuld af tvivl, spænding og en lille smule frygt for, hvordan det hele skal gå. 

På min Instagram ser alt egentlig ret godt ud. Men i al sviende ærlighed er humøret noget svingende i Sunny California.

Havde jeg skrevet lidt tidligere, ville alt ellers have været nogenlunde fint. Jeg fejrede min fødselsdag på hesteryg i Hollywood Hills, og nogle dage senere formåede min eks-mand og jeg at have en hyggelig, konfliktfri brunch i anledning af, at vores førstefødte vidunderbarn fyldte 15 år.

I mellemtiden er det dog skøjtet lidt ned af bakke, og jeg har for første gang haft lyst til at pakke de kaotiske kufferter, der stadig udgør det for at være et hjem, og hoppe på den første flyver hjem til Danmark.

LÆS OGSÅ: Saras dagbog #3: Hjemløs på Rodeo Drive

Slatten slush-ice
Ikke alene kan min selvmedlidenhed blomstre gevaldigt op over at stå mutters alene med hele det her projekt. Der er også tristheden over, at pigernes far og jeg ikke kan kommunikere. Jeg er ingen engel i den henseende og indrømmer blankt, at det kan være svært at skille det hele ad og huske voksen-rollen, når jeg bare savner børnene og indeni er knust som en slatten slush-ice over, at de i øjeblikket holder ferie med deres far og hans kæreste.

Og svært at sluge, at alt virker som om, det er omkostningsfrit og ikke kræver hverken de store justeringer eller ofringer fra hans side. Mit ikke altid fungerende rationelle jeg ved selvfølgelig godt, at det ikke nødvendigvis er sådan, det er, men damn, det kan føles som feje hold engang imellem.

Så ja, oveni at jeg kan synes, det er mægtig synd for mig selv, er jeg til tider også en anelse bitter og ex-kone-gal i skralden. Ingen af delene klæder mig synderligt. Men den slags ser man heldigvis ikke på Instagram.

LÆS OGSÅ: Saras dagbog 2: Flot budget. Der ikke hænger sammen

Depri-tæpper, sjat-shopperi og kagehus
Jeg er nu mest af alt ved at gå bananas over ikke at have mit eget sted at bo. Mine flinke værter er tilbage fra ferie, og selvom det er dejligt og sundt for mig med selskab, er jeg temmelig udmattet af konstant at skulle være tilstede, omgivet af folk og snik-snak.

Jeg har set på den ene lejlighed efter den anden, men enten er prisen kropumulig, beliggenheden elendig eller gulvtæpperne så mørke og deprimerende, at de i sig selv er en adgangsbillet til akut depression. Jeg savner så meget at komme rigtig i gang med at skabe en base og noget stabilitet for pigerne og jeg, men følelsen af, at jeg er landet i et underligt mellemspil, der hverken er ferie eller hverdag, er ret konstant.

I min etablerings-iver er jeg begyndt at sjat-shoppe og købe ind til det hjem, der forhåbentlig snart krystalliserer sig. Jeg har ribbet den lokale discountforretning for gryder, sengetøj og opvaskebørster, og sammen med loppefund og en absolut must-have byg-selv-kage-version af Det Hvide Hus, fylder det altsammen ret godt i bilen.

Mine amerikaner-venner synes, mit redebyggeri er vanvittigt og forstår ikke, hvorfor jeg ikke bare kan vente, til jeg rent faktisk har tag over hovedet. Men jeg er nødt til at komme i gang, nødt til at føle, at der sker noget, og jeg rent faktisk gør noget – og jeg har selvsagt ikke råd til bare at køre kreditkortet igennem i nærmeste designer-bix, når jeg en dag får nøglerne til mit kommende hjem.

LÆS OGSÅ: Derfor flytter jeg til Los Angeles med mine to børn

Amish-madamme meets Bieber
For at skubbe mine halvkedelige, praktiske udfordringer i baggrunden, trak en veninde mig forleden med på bar i Hollywood, hvor vi hev gennemsnitsalderen godt op og var omgivet af meget unge piger iført stort set ingenting. På trods af, at det føltes som om, at jeg med min alt for varme, alt for knælange kjole, havde klædt mig på til Amish-bal, blev det til en befriende, festlig aften, hvor jeg som bonus fik en på opleveren direkte fra første Hollywood-parket.

For pludselig gjorde Justin Bieber sin entré, og stedet kogte over på et splitsekund. Det var en fuldkommen surrealistisk scene, og som han stod lige der, en lille meter fra mig, havde jeg mest af alt lyst til bare at stikke ham en ordentlig krammer og sige, at det hele nok skulle gå.

For selvom han var cool og bevarede fatningen i sin Hawaii-skjorte og baggy pants, virkede han helt fortabt og lillebitte midt i alt postyret. Jeg holdt mig dog pænt i baggrunden og lod i stedet de letpåklædte piger numsevrikke sig forbi de solide bodyguards. Det havde ellers været et rigtig godt Instagram-billede, og jeg ville helt klart have brugt rigtig sjove hashtags á la #halvfuld #fuldtpåklædt #halvsvedig #amishmadamme #meetsbieber.

PS. Foretrækker du glade Instagram-billeder frem for solid selvmedlidenhed, så er du velkommen til at kigge på forbi på @saragmadsen. Der lover jeg at være fuld af palmetræer og solopgange.