Sonja Oppenhagen sidder i blazer og mønstret tørklæde.

Sonja Oppenhagen er træt af, at den ældre generation stemples som boomere: "Der er mange ting, der går tabt"

Hun tror, der er især én grund til, at de unge ikke længere i samme grad søger mod de ældre for at finde livsråd.

alt.dk logo

Sonja Oppenhagen ærgrer sig over, at den ældre generation ikke længere bliver inddraget og spurgt til råds, som man gjorde tidligere.

– I mange lande respekterer man alderdommen og den livserfaring, vi har, men i Danmark bliver man kaldt for 'boomer', og det er altså et negativt ord. Det er ikke noget godt, og hvem gider at høre på sådan én, der sidder ovre i hjørnet?

Det fortæller hun i ALT for damernes podcast Skål Søster.

– I for eksempel Japan flokkes man om den ældre og lytter til, hvad vedkommende kan fortælle – de tager det til sig, tænker over det, og så kan de måske trække på deres erfaring, hvis de en dag selv står i en lignende situation. Men vi lever jo i en ungdomskultur, og jeg mener, at der er mange ting, der går tabt ved, at vi ikke får lov til at fortælle historierne videre til de yngre generationer – til vores børn og børnebørn.

Hun tror, der er især én særlig grund til, at de unge ikke længere i samme grad søger mod de voksne for at finde livsråd.

– Det skyldes nok, at der er sindssygt mange bud til de unge mennesker. Vi har internettet, hvor de kan google alt, der er Instagram og TikTok, og så er der mange ting, de kan streame. Det hele går meget hurtigere for dem, og de kan søge deres svar frem på telefonen, siger hun og fortsætter:

– Jeg var 14, da vi fik fjernsyn, og dengang var der kun én kanal. Så jeg kan også huske, at jeg elskede, når min mormor fortalte historier. Fællesskabet er jo truet med de der telefoner.

Lyt til hele samtalen i podcasten Skål Søster, hvor hun og Kirsten Olesen sætter fokus på kvinders alderdom og de mange aspekter, der følger med.⁠⁠