Trine Gadeberg
SPONSORERET indhold

Trine Gadeberg: Dette bør alle mænd vide om kvinder

Skuespiller Trine Gadeberg om at have et stort omsorgsgen, om altid at tude til sørgelige film og om at blive kysset af en dreng i en halmballe.

Af: Cæcilie Kallehave Jensen Foto: Bjarne Stæhr
05. mar. 2020 | Livsstil | ALT for damerne

Hvem var den første, du kyssede?

– Jeg tror, at jeg blev kysset ufrivilligt af en dreng, som holdt mig i en halmballe i sådan en kåd leg. Jeg gik nok i 3. eller 4. klasse. Jeg tror måske, at han var mere interesseret i mig, end jeg var i ham, for jeg var ikke helt ude i det der med at kysse endnu. Jeg forstod nok ikke helt, hvad den slags handlede om.

Hvilken begivenhed har ændret dit liv?

– Klart at blive mor! Det er et fuldstændigt uomtvisteligt svar på det spørgsmål. Der ændrede omdrejningspunktet sig fra at handle om mig til at handle om hende. Min datter er klart det, der har ændret mit liv allermest. Rent karrieremæssigt har det nok betydet en hel del, at jeg kom med i ”Nissebanden” i sin tid.

LÆS OGSÅ: Anne Mette Hancock: "Min mand er på alle måder katapulten til alt godt i mit voksenliv"

Hvad bør enhver mand vide om kvinder?

– At kvinder egentlig ikke altid ønsker, at tingene skal fikses. Nogle gange vil vi bare gerne fortælle og forklare. Og så har vi bare brug for at blive lyttet til.

Hvad undrer dig?

– Jeg er jo fortaler for, at vi skal behandle hinanden ordentligt uanset hvilket land vi kommer fra. Derfor undrer det mig, at vi kan tillade os at være så hårde i retorikken over for nogle mennesker, som bor i vores land. Jeg undrer mig over, hvad folk kan finde på at sige i den her udlændingedebat. Det bryder jeg mig ikke om. Vi glemmer nogle gange, at der faktisk også er en modtager i den anden ende. Jeg synes generelt, at retorikken på Facebook, i aviser, blade og medier er blevet grov. Min mor har altid sagt, at man gerne må være ærlig med et k foran. Så det undrer mig, hvad folk kan finde på at sige og skrive.

Hvilket af dine karaktertræk holder du mest af?

– Det må være mit omsorgsgen. Jeg er nok en pleaser på mange måder – på godt og ondt. Derudover er jeg glad for min evne til omsorg for alle mennesker, min energi og mit livsmod. Det vil jeg aldrig gå på kompromis med.

LÆS OGSÅ: Casper Christensen: "Jeg har udstillet mig selv som idiot længe nok"

Hvilken beslutning har du fortrudt?

– Jeg synes egentlig ikke, man kan fortryde noget, for man vælger jo ud fra de muligheder, som man har det på det givne tidspunkt i ens liv. Men hvis jeg lå på mit dødsleje, og jeg blev spurgt, om der var noget, jeg gerne ville have gjort anderledes, så ville jeg sige, at jeg gerne ville have haft flere børn, men det var jo ikke så let.

Hvad er din største svaghed?

– Min største svaghed er også mit arbejdesgen. Det er både min styrke og min svaghed. Men det er en svaghed, at jeg har svært ved at sige nej til arbejde og passe på mig selv. Jeg er gået glip af rigtig mange familiefester, fødselsdage og bryllupper, fordi jeg har arbejdet.

Hvad kan få dig til at bryde ud i gråd?

– Åh, det er der simpelthen så meget, der kan! Sørgelige film, hvor der er nogen, som dør, eller nogen bliver forelsket i hinanden og får hinanden. Jeg har enormt let til tårer! Min datter og jeg sidder og flæber næsten uanset, hvilken film vi ser sammen – og min mand ved lige præcis, hvornår i filmen vi begynder at tude. Vi er nok lidt nogle følebamser. Der skal ikke så meget til før, at vi begynder at græde.

LÆS OGSÅ: Annette Heick: "Disse to begivenheder har ændret mit liv"

Hvad er du mest stolt af?

– Min datter! Hun spillede Sanne i musicalen om Sanne Salomonsen. Jeg er stolt af, at folk synes, at hun er dejlig at være sammen med. Og jeg er selvfølgelig også stolt af det stykke arbejde, hun laver, men jeg er absolut mest stolt af, at hun er sød, sympatisk og opfører sig ordentligt. Jeg er stolt af hendes måde at klare livet på.

Anbefalet til dig