Zen Donen: Alle bør tage et ansvar, når det gælder ”kvindehad”. For det ER et problem

Jeg er feminist.

Jeg elsker min mand, min søn, min papbror, og jeg elskede mine fædre. Jeg har også gode mandlige venner. De er/var skønne mennesker, der aldrig kunne finde på at skade kvinder. Sådan er der heldigvis mange mænd, der er. Og mænd slås med udfordringer i dagens samfund, og mænd udsættes for vold og overgreb – fra mænd, men også fra kvinder. Det er et faktum.

Sagen er, at disse ting kæmper feminister, som jeg og andre, også for at gøre bedre.

Derfor bliver jeg uendeligt træt, når jeg gang på gang møder udsagn om, at feminister og mange andre kvinder hader mænd, og at det er et lige så stort problem som kvindehad.

Lige nu kan jeg læse forskellige steder på nettet, hvor den ulykkelige sag med mordet på en ung kvinde i Aalborg tages op, at mænd jo også bliver dræbt. At mænd også udsættes for vold – af kvinder. At kvinder jo også "er onde", og at det ikke handler om køn.

At feministerne bare er ude på at anklage alle mænd. Som vi hader.

Her er et lille udpluk af min historie:

Jeg er blevet voldtaget af en kæreste.
Min datter blev voldtaget af én, hun lige havde mødt.
En af mine veninder blev voldtaget af en fremmed på en parkeringsplads.

Utallige andre veninder og kvinder, som jeg har talt med, er gennem livet - fra de var ganske små - blevet udsat for grænseoverskridende behandling, chikane, voldtægt, fysisk og psykisk partnervold og alle mulige andre former for digitale og seksualiserede krænkelser.

(Stadig) forskel i 2022

En af de første oplevelser, jeg kan huske, var i 4. klasse, hvor to drenge låste mig ind med dem på et toilet, og den ene lagde sig ovenpå mig og lavede samlejebevægelser. Jeg troede, jeg skulle dø, indtil de endelig lukkede mig ud, da nogen hamrede på døren.

Det var bare én af utallige oplevelser - hvoraf voldtægten senere i mit liv - nok var den værste, men hvor det bestemt ikke var den eneste gang, jeg var bange for mit liv.

Der var også dengang, en mand fulgte efter mig fra byen og mente, at han skulle med mig op og have ”kaffe”, og jeg kun lige fik smækket hoveddøren til opgangen i ansigtet på ham.

Så er der selvfølgelig de blottere, jeg har mødt – den første som barn, mens jeg sad i et S-tog, senere som voksen, mens jeg var ude og løbe ved højlys dag.

Og ja, læg dertil utallige oplevelser i byen og på jobbet. Man kan sige, at disse ”hverdagsoplevelser” jo ikke endte med noget skidt, og jeg anmeldte dem jo heller ikke, talte knap nok med nogen om det, sådan som mange andre kvinder heller ikke anmelder eller taler højt om de mange, mange små (og store) oplevelser de har, fordi det på en eller anden måde bliver en ”normal” del af at være kvinde.

Men det er de oplevelser, jeg tænker på, når folk (mænd) fortæller mig, at min frygt jo er irrationel, fordi der sker meget sjældent noget alvorligt for kvinder – og not all men.

For når jeg taler om ”kønnet vold” er det netop, fordi det er alle de ting tilsammen, der er forskellen på at leve som kvinde og leve som mand i Danmark i 2022.

"Hvorfor hader du mænd?"

For ja, selvom jeg nu er 49 år, og derfor på mange måder er fri for uønsket seksualiseret opmærksomhed, så er det stadig ikke stoppet helt. Alene indenfor de seneste to år har jeg oplevet en behandler, der mente, han skulle fortælle mig, at jeg ikke behøvede at tage alt tøjet af for, så kunne han jo heller ikke blive fristet (tøhø), to mænd i 50’erne, der i en park ved højlys dag begynder at komme med upassende råb efter mig og en veninde, mens de dækker det ind som ”humor”, en mand på cykel, der kørte helt tæt på mig og hvæsede ”nammenam lækkert” ind i mit øre og sagde, hvad han gerne ville gøre ved mig – og en hel del ubehagelige, kønnede tilsvininger og trusler på nettet.

Men nu taler jeg om det. Jeg taler højt om det på vegne af mig selv og mange andre kvinder. Jeg taler højt om den kønnede vold, vi udsættes for. Som kvinder udsættes for af mænd.

Alligevel er det mig, der ofte bliver spurgt, om jeg hader mænd. Jeg tror aldrig de mænd, som udsætter kvinder for den slags oplevelser, er blevet spurgt, om de hader kvinder?

Der er en helt utrolig berøringsangst i forhold til at tale om kønnet vold. Om mænds vold mod kvinder. Vi lader som om, at det er det samme som al anden vold.

Hvornår har vi sidst hørt om kvinder i grupper, der voldtager mænd? Om kvinder, der i grupper på nettet deler nøgenbilleder af mænd uden samtykke? Kvinder i stort tal, der holder mænd som "sexslaver" i store dyre villaer? Kvinder, der tager til fremmede lande for at begå overgreb på børn? Kvinder, der systematisk groomer mænd, der er meget yngre, og joker med veninderne om, at "to på 12 er bedre end 1 på 24"? Kvinder i massevis, der slår deres mænd halvt ihjel, når de kommer fulde hjem? Kvinder, der sidder i grupper på nettet og kalder mænd for ”sædcontainere”, og mener, at de har ret til en flot mand og deler manifester om massemord og mandehad? Kvinder, der sender voldtægtstrusler til mænd, der har afvist dem? Kvinder, der putter stoffer i mænds drinks i byen for at kunne begå overgreb, og kvinder, der joker på deres Tinderprofiler om, at de tager mænd på date i en ubåd?

Kvinder, der tager en ung mand op i en bil sent på natten og efterlader ham død?

Og ja, jeg kunne blive ved. Nej, det er ikke ALLE mænd, der hader kvinder, men kvindehad er så altomfattende og bliver samtidig bagatelliseret i en grad, så man både får lyst til at skrige højt og i samme åndedrag at give op.

Lad os kæmpe sammen

Jeg forstår ikke modstanden mod at kalde sig feminist.

Ofte handler det udelukkende om myter, som fx at kvinder vil have flere rettigheder end mænd, eller bare "de hader mænd", fordi de er for grimme til, at nogen gider dem.

Vi hader ikke mænd, fordi vi taler om kvindehad. Men vi har været vant til i så mange år, at undlade at tale om det store problem med had til kvinder, at det, at vi taler om det, for mange er ensbetydende med mandehad.

I mange andre lande tales der åbent om, at de problemer mænd har - fx hjemløshed, kriminalitet, udsathed for vold fra andre mænd, selvmord - skyldes den samme skadelige maskulinitetskultur, som er årsagen til, at kvinder udsættes for overgreb, partnervold, online chikane osv.

Det er ikke en konkurrence om, hvilket problem vi først skal gøre noget ved. Faktisk kæmper vi imod det samme, og det er ikke "mænd", men en kamp imod indgroede forestillinger om, hvordan en "rigtig" mand skal opføre sig, og hvad der er hans plads i verden.

Skadelig maskulinitetskultur handler ikke om al maskulinitet, men om den del af kulturen, som fremhæver aggressivitet, som noget maskulint. Dét, at man klarer sig selv og ikke beder om hjælp, at man ikke taler om og deler svære følelser, som en del af det ”at være mand” – og hertil mandens berettigelse til kvinders kroppe og liv, til at tage og tale om kvinder, som om de ikke er medmennesker, som om det er en joke.

Det skader os allesammen. Så lad os kæmpe sammen.

For det er den eneste måde vi kan forebygge.

Ingen af os ønsker jo at det sker igen.

Det, vi advarer vores piger om. Det, vi alt for længe har givet ansvaret til kvinderne selv - alene - for at undgå.

Så nej, det er ikke et spørgsmål om mandehad at tale om vold mod kvinder. Had mod kvinder. At bede alle mænd om at tage et ansvar.

- de skal ikke påtage sig skyld.
- de skal ikke tage afstand fra deres køn.

De skal bare tage et ansvar. Sammen med os. Så det ikke sker igen.

#IkkeÉnMere