10 tips til stressfri morgener
Kom i zen til morgenmaden – se hvordan jeres familier undgår at starte dagen med stress. Foto: Colourbox

10 tips til stressfri morgener

Barn i flitsbue, havregrød i håret og et kvarters søgen efter bortkomne nøgler. Går din morgen til tider også helt i skuddermudder? Vi giver dig lifecoach Sarah Tornøes 10 bedste råd til, hvordan I får rolige morgener uden stress.

Faktaboks

Sarah Tornøe coacher mødre til at opnå mere ro, glæde og balance i hverdagen. Privat er hun mor til Jonathan på 5 år og Olivia på 2 år. Se mere på Supermor.nu.

1) Lav tidsplan, og stå tidligt op

Forbered hver søndag, hvem der afleverer og henter i ugen, der kommer. Og lav så en detaljeret morgen-tidsplan for dig selv, som du overholder de dage, hvor du ‘har morgenerne’. Planen skal være realistisk og med masser af luft, så I slipper for at jappe jer igennem programmet. For eksempel kan en plan hedde: Klokken 6-6.30: I bad og sminke på. 6.30-6.45: Børnene op og i tøjet. 6.45-7.15: Spise morgenmad. 7.15-7.35: Børste tænder og tage overtøj på. For at undgå at stresse er det vigtigt, at du står op i rigtig god tid, så du for så vidt muligt selv er helt klar og parat til at være nærværende, når dine børn står op. Fungerer det ikke for dig at stå hulens tidligt op, kan du også vælge at gå i bad om aftenen og sove lidt længere.

LÆS OGSÅ: Sådan undgår du at få mor-stress

2) Forbered om aftenen

Når børnene er puttet, og du endelig kan sidde og slappe af i sofaen, er praktiske gøremål sikkert det sidste, du har lyst til. Men brug alligevel en halv time (eller et kvarter, hvis I er to) på at forberede næste morgen – det kommer tifoldigt tilbage i form af overskud, når du vågner næste dag! Dæk bord, smør madpakke, pak tasker, og læg børnenes såvel som dit eget tøj frem. Og gå gerne tidligt i seng, så du føler dig udhvilet, når du vågner næste morgen.

3) Hils børnene velkomne
Giv dig tid til at sige godmorgen til dine børn med kram og lidt snak – også selvom du lige har gang i noget andet. Sig med det samme for eksempel: ‘Godmorgen skat, har du sovet godt?’. Går du i bad på et tidspunkt, hvor du ved, at dine børn muligvis vågner, så lad døren til badeværelset stå åben, og tænd på forhånd lidt lys i stuen, og læg en dyne i sofaen. Forbered dit barn på scenariet, så hun ved, at man lige kan putte lidt i sofaen, hvis mor er i bad. Hav eventuelt dæmpet børne-tv på, hvis dine børn altså må se det i hverdagene. Hav dog i så fald den faste regel, at du slukker, når dit barn skal have tøj på og spise morgenmad.

4) Ha’ faste regler

Det er superskønt for dit barn, at der er en fast rytme og faste regler hver morgen, så hun ved, hvad du forventer af hende. Bestem jer for, hvilke regler I vil have for morgenerne i hverdagen. Må børnene se børnefjernsyn? Er der tid til at lege? Siger du ja til lige at læse lidt højt? Må de få kanelsukker på havregrøden? Er I ikke konsekvente med reglerne, vil børnene forsøge at tage diskussionen med dig hver dag. Ved dit barn derimod, at kanelsukker kun er om lørdagen, og at morgen-tv hører weekenden til, så accepterer de det som oftest.

 5) Spis morgenmad sammen

Skab en hyggelig morgen-stemning med stearinlys og afslappende musik. Sæt jer ned, og spis morgenmad sammen, uden at du stresser rundt samtidig. Prioritér, at der er god tid til at sidde og spise i fred og ro, så I kan nå at sludre om, hvad der skal ske af gode ting i løbet af dagen. Væn dit barn til at tage tallerkenen med ud selv, så det bliver selvhjulpent, og du ikke står med det hele. Ros dit myr, og sig tak for hjælpen. (Psst: Slå nu ikke dig selv oven i hovedet alle de dage, hvor det ikke lige lykkes. Ingen af os er overmennesker!) Har du drøntravlt, så slæk på reglerne, og servér havrefras til dine guldklumper foran fjerneren, mens du styrter rundt. De vil være lykkelige, og du kan eksempelvis sige: ‘Det her må vi ikke normalt, men i dag er speciel, fordi vi sov over os’.

LÆS OGSÅ: Stress – sådan lærer du at rumme den

6) Tal anerkendende til dit barn!
Spred morgenhygge ved at tale pænt til dit barn. Lyt efter, at du selv er hyggelig at høre på! På den måde får du skabt masser af positiv energi. Tal anerkendende med dit barn – også selvom tiden er knap. Hvis storebror febrilsk forsøger at fortælle dig noget, mens lillesøster græder, så sig: ‘Skat, jeg vil rigtig gerne høre, hvad du har at sige, men du må lige vente lidt’. Det tager ikke meget længere tid end blot at sige: ‘Vent lidt, din lillesøster græder’. Med den positive taleform imødekommer du dit barn, og han føler sig ikke afvist. Det er også en god idé hele tiden at huske dit barn på, hvad der nu skal ske. Sig: ‘Om lidt skal vi spise, så tag dit tøj på nu’. Bliver dit barn distraheret, så mind ham om det igen. Og igen. Råb ikke, men gå helt hen til dit barn, så du har øjenkontakt.

7) Acceptér, at du kommer for sent
Kan du se, at I er kommet for sent op, eller at I bare ikke kan nå at komme af sted i ordentlig tid i dag, så acceptér, at sådan er det. Gør jer færdige hurtigst muligt, men uden at du stresser. Sig til dig selv: ‘Okay, det er, hvad det er’ og: ‘Nu gør vi det, så hurtigt vi kan uden at stresse og blive sure. Så må jeg altså komme lidt for sent’. Forsøg at bevare din indre ro ved at trække vejret dybt ned i maven. Husk dig selv på, at der alligevel ikke kommer noget positivt ud af at stresse indeni. Og sig ikke ‘skynd dig’ til dit barn – det stresser ham bare og virker stik mod hensigten. Har du svært ved at udstråle positiv energi i en stresset situation, så sig ligeud: ‘Vi har travlt, så hvis jeg virker lidt stresset, er det bare derfor. I er superdygtige til at hjælpe til’.

8) Skriv dine vigtigste prioriteter ned

Hvis du husker dig selv på, hvad der virkelig betyder noget for dig i dit liv, bliver det sværere for dig at stresse om morgenen. Spørg dig selv: ‘Hvad giver det egentlig mig og mine børn, at vi har nogle gode morgener sammen?’ Lav gerne en prioriteret liste med tre punkter, der er dine vigtigste værdier. Hæng listen op på køleskabet, så du minder dig selv om, hvad der er vigtigst for dig. For eksempel kunne der stå: ‘1: Nærhed med børnene, min mand og mig selv, 2: Sundhed, 3: Mit arbejde’.

9) Tænk: ‘Den her tid kommer ikke tilbage’
Det er helt normalt, at du som mor tænker: ‘Pyh, det er hårdt’ – for det er det jo! Men tænk også, at det er en del af livet, at lillebror altid spilder mælk, og at storesøster er en krig om at tage tøj på. Mind dig selv om, at livet, som du kender det nu med relativt små børn, er en kort tid, som en dag er slut og aldrig kommer tilbage (snøft!). Hvis du har lyst, så hav et mantra, hvor du siger til dig selv: ‘En dag er det slut’. Det lyder måske makabert, men det er for at minde dig selv om at nyde det – også de morgener, hvor der er skrig og skrål.

10) Husk dig selv
Det, der betyder allermest for, hvordan dine børn har det om morgenen, er hvordan du selv har det! Nogle gange ér børn bare kropumulige – og det behøver ikke være, fordi du selv har stresset. Er det en af de morgener, hvor de skændes, er pivsure, og nægter at gøre som du siger? Så beslut dig for, at det ikke skal forhindre dig selv i at ha’ en god morgen. Tænk: ‘Det kan godt være, at I er sure, men jeg vil være glad!’ Grib stille og roligt ind, når det er nødvendigt, men forsøg ellers for så vidt muligt at springe op og falde ned på al hurlumhej, og bevar din egen gode energi. Sæt et stykke højt musik på, som du elsker, og dans rundt, og syng med, mens du gør dig klar. Sandsynligvis smitter dit gode humør af på dine skønne børn.

Kilde: Lifecoach Sarah Tornøe

Få flere råd til mindre morgenstress her

LÆS OGSÅ: Drop stress og præstationsangst over madpakkerne

LÆS OGSÅ: Stress: Giv dine vaner et eftersyn og slip kontrollen

Se, hvad vi ellers skriver om: Stress og Familieliv