Aldersforskel mellem søskende?

Aldersforskel mellem søskende?

Faktaboks

Margrethe Brun Hansen er uddannet pædagog og cand.psych. Hendes speciale er børnepsykologi og familierådgivning. Hun har i 2005 startet egen virksomhed som psykologisk konsulent for daginstitutioner, hvor hun rådgiver både pædagoger og forældre.

Spørgsmål:

Hvis man ser bort fra økonomi og lyst, hvad er så den ideelle aldersforskel mellem søskende?

Venlig hilsen Karina

LÆS OGSÅ: Test: Er I klar til barn nummer to?

Svar:

Kære Karina,

Ud fra min viden og erfaring er en aldersforskel på omkring tre år god. Barnet er netop i den alder ved at frigøre sig fra den tætte tilknytning til mor og far og er ved at have så meget sprog, at det kan gøre sig forståeligt.

Et barn på tre år begynder også at få venner, og venskaber erstatter lidt efter lidt på nogle områder far og mor. Vælger du at få børn med et til halvandet års mellemrum – såkaldte pseudotvillinger – kræver det, at du har det nødvendige overskud. Det er ikke altid lige nemt at have to blebørn, som skal hjælpes med stort set alt.

Går der seks år eller mere mellem første og andet barn, vil det første barn have levet som enebarn og vil typisk opleve det som en meget stor omvæltning at få en søskende. Griber du det an med empati og forståelse, vil der dog ikke opstå de store problemer, men ofte får de først rigtig glæde af hinanden, når de bliver voksne.

Skal du vælge ud fra børnenes behov, er det efter min erfaring godt at få nummer to, når nummer et er omkring tre år. Men du skal helst føle dyb lyst til barn nummer to, for så går det alt sammen lettere.

Med venlig hilsen Margrethe Brun Hansen

LÆS OGSÅ: Pseudotvillinger – kærlighed og konflikter