Børn med blister på tungen
SPONSORERET indhold

Blister på tungen: Sådan behandler du små, ømme blærer i munden hos børn

Blister på tungen kan gøre det svært for børn at spise, synke og tale. Heldigvis er de små, hvide blærer ganske normale og vil ofte gå væk af sig selv – eller ved at skifte tandpasta. Her får du alt, du skal vide om blister på tungen hos børn.

Af: Amalie Louise Bernitt Foto: Getty Images
30. jan. 2020 | Børn | Vores Børn

Blister på tungen kan gøre det svært for børn at spise, synke og tale. Heldigvis er de små, hvide blærer ganske normale og vil ofte gå væk af sig selv – eller ved at skifte tandpasta. Vores Børn tager et 360 graders blik på blister hos børn. 

Junior klager over en øm tunge. Det svier, når hun spiser, og når hun taler, gør det en smule ondt. Små, gråhvide pletter har taget plads på siden af kroppens stærkeste muskel, og du genkender dem med det samme. For ja, du har også selv døjet med blister en gang eller to.

De fleste børn vil opleve at have ømme blister i munden én eller flere gange i løbet af deres liv - særligt mens de er i skolealderen. Blister på tungen og andre steder i munden er nemlig temmelig udredt og rammer typisk hos større børn over 8 år. Det siges, at piger er de mest udsatte.

Men hvad gør du, når blisterne gør det svært for dit barn at spise, synke og tale? Svaret kan måske findes i jeres tandpasta og i køleskabet. 

LÆS OGSÅ: Sygt barn: De 12 uundgåelige sygdomme

Hvad er blister på tungen?

Blister i munden - eller after, som de også kaldes – er små, smertefulde sår, der danner sig på de bløde steder i munden. Det kan f.eks. være på tungen eller på indersiden af kinden og læben. De er ikke ret store, har en rund eller oval form og en gråhvid farve, der gerne er omgivet af en rød omkreds. Ofte vil blisterne starte som små blærer, der vokser hurtigt, inden de sprækker og udvikler sig til betændte sår. Når det sker, vil nerveenderne blive blottet, og det er derfor, dit barn kan have ondt, når det drikker, spiser eller taler.

Hvem får blister på tungen?

Det er uhyre almindeligt at få blister på tungen. Faktisk er det en af de mest udbredte mundproblemer, og man mener, at mellem 15-20 procent af befolkningen er generet af blister i større eller mindre grad. Større børn og teenagere er især populære værter for de små, hvide blærer, og blister ses oftere hos piger end hos drenge.

Selvom det er ganske ufarligt, når der danner sig små blister i dit barns mund, er det sjældent rart, og for nogle børn vil det være et tilbagevendende problem, mens andre vil slippe ganske nemt. Nogle vil også opleve, at de vokser fra problemet, mens de mere uheldige kan opleve, at det tager til med alderen.

Hvorfor får man blister?

Svaret er ikke helt ligetil, for selvom problemet nok er stort, ved man stadig ikke nøjagtigt, hvad der er årsag til blister i munden. Ofte kommer de, hvis junior er ramt af infektioner eller en virus som f.eks. en forkølelse, men det er stadig ikke videnskabeligt bevist, at der er en tilknytning mellem de to. Flere læger mener dog, at der med stor sandsynlighed kan være en sammenhæng mellem blister og infektioner i kroppen, og derfor er det ikke så underligt, hvis dit barn altid får blister, når det døjer med sygdom.

Dertil kommer, at en række madvarer, dagligvarer og tilstande i kroppen også kan være skyld i, at junior får små, hvide blærer i munden. Vi har samlet nogle af de mest udbredte her:

  • Visse fødevarer – gerne de skarpe eller sure madvarer, fx tomater og æbler, og madvarer, der kan give rifter i munden
  • Tandpasta med skummemiddel og laurylsulfat
  • For hård tandbørstning
  • Mangel på vitaminer og/eller mineraler
  • Stress
  • Nedsat immunforsvar
  • Rifter og bid i mundslimhinden
  • Fødevareallergi

Nogle familier er desuden så plaget af blister, at det kan tyde på en arvelig tendens. Det er dog endnu ikke blevet videnskabeligt bevist.

LÆS OGSÅ: Guide: Gør tandbørstning til en succes

Hvordan behandler man blister på tungen?

Fire til syv dage er alt, det tager, fra en blist opstår, til den forsvinder igen. Derfor vil det i langt de fleste tilfælde være unødvendigt med behandling, når små, hvide pletter har indtaget dit barns mund. Du kan i stedet forsøge at linde smerterne med kolde drikke, masser af vand og en sodavandsis. Ja, du læste rigtigt: Sodavandsis kan lindre ømme blister.

Er junior særligt hårdt ramt, kan det være nødvendigt med desinficerende midler, som fremmer helingsprocessen. På apoteket kan du købe mundskyllevæske, som indeholder klorhexidin, eller en lokalbedøvende gel, som du kan smøre på. Begge kan købes som håndkøb.

Derudover kan lægen udskrive en mundskyllevæske, som er smertedæmpende og rensende, eller en salve med kortison, som er et betændelsesdæmpende middel, der kan hjælpe med at dulme dit barns smerter. Det er dog uhyre sjældent, at der er brug for den slags behandling.

Kilder: Børnelæge Thomas Lee Dahm, Netdoktor.dk, Sundhed.dk, Tandlægeforeningen 1 og 2, Apotekeren.dk og Københavns Universitet

Anbefalet til dig