Klumme: Jeg bliver aldrig mor til en pige

Jeg har for nylig fundet ud af, at det er endnu en lille dreng, der gemmer sig i min mave. Og vi er ret enige herhjemme om, at dette er det sidste barn vi skal have – og så kan man jo ret hurtigt regne ud, at jeg ikke kommer til at få glæden af at blive mor til en pige…

Babys køn fik vi at vide allerede i uge 14 til en kønsscanning ved en privat klinik her i Århus. Desværre var jeg til den pågældende scanning meget mere optaget af at få at vide, om baby så sund og rask ud, da vi havde fået lidt “dårlige tal” ved nakkefoldscanningen nogle få uger forinden.

Til denne scanning – lige efter vi havde fået bekræftet af jordemoderen, at absolut alt så ud som det skulle, og at hun på ingen måde kunne forestille sig, at vi ville få et dårligt svar på NIPT-testen, så strejfede tanken mig; Er jeg træt af, at vi venter “endnu en dreng”?

Det kan godt være et tabu at indrømme for sig selv og måske især over for andre mennesker, men ikke desto mindre tror jeg stadigvæk, at det er en reel følelse mange sidder med, hvis/når de får at vide, at de ikke skal prøve at være forælder til det samme køn som dem selv (dette tænker jeg nemlig gælder både mænd og kvinder).

LÆS OGSÅ: Barnets køn: “Barnets køn: 8 fordele ved at vælge en overraskelse

Jeg har da også både tænkt og sagt det tidligere, at det ville da være meget sjovt at prøve at være mor til en pige, og sådan har jeg det da stadigvæk…der er da ingen tvivl om, at det ville være meget spændende at prøve at være mor til en pige, men på den anden side hviler jeg meget i min rolle som “drengemor”.

Måske er det derfor, at jeg IKKE er ked af, at jeg ikke skal være mor til en pige. Jeg tror min personlighed passer meget godt til at være drengemor. Jeg er fx. meget bedre til at lege lidt vilde lege, end jeg er til at lege “rollespil” med dukker osv. – og JA, jeg er godt klar over, at piger godt kan lege meget vildt, og at drenge også leger med dukker, but you get the point. Det er faktisk lidt af min pointe – drenge kan jo gøre mere eller mindre de samme ting som piger, og omvendt – det kommer jo mere an på personlighed end køn!

Selvfølgelig er der nok nogle ting samfundsnormerne sætter grænser for (fx. er det begrænset, hvor meget hårpynt der er til drenge), så derfor kan jeg forestille mig, at hvis man er typen, der måske havde glædet sig til at lave forskellige søde fletninger og håropsætninger på en datter, så bliver man lidt begrænset. Men sådanne ting har jeg aldrig drømt om, hvilket nok også er med til at gøre det nemmere ikke at være ked af ikke at blive mor til en lille pige.

Den eneste ting jeg dog har tænkt over er, at jeg aldrig vil få en datter som selv bliver mor. Altså, vi kan vel alle blive enige om, at dét er en af de store (biologiske) forskelle på manden og kvinden – når de bliver forældre. Der er det jo pigen/kvinden, der oplever de fleste forandringer, i hvert fald inden babyen kommer. Og som oftest er det jo den kommende mormor, der bliver mest involveret i den process, da det jo kun er naturlig, at man har et tættere forhold til sin biologiske mor end sin svigermor… Meeen, så er det her jeg har besluttet mig for, at når den tid kommer må jeg bare gøre alt, hvad jeg kan for at være den sødeste, sejeste, mest hjælpsomme og involverede (på den gode måde!) svigermor, således at min kommende svigerdatter får lyst til at inddrage mig i processen.

Og til sidst så er der nok ingen tvivl om, at det faktum, at vi havde nogle meget større bekymringer end hvilket køn baby havde inden vi kom til den pågældende kønsscanning gjorde, at vi ikke havde tænkt så meget over, om vi ønskede os en pige eller ej – vi ønskede, håbede og bad blot om, at baby var “ok”. Og da vi så fik det at vide, kunne vi ikke være mere overlykkelig over den besked vi havde fået.

Jeg er SÅ taknemlig for, at vi skal have endnu en sund og rask lille mand <3