Blog: Langtids amning! Hvordan skete det lige?

Jeg ved godt, at der nok kommer en del fordømmende kommentarer her. Og jeg ved også godt, at jeg egentlig selv er sådan en lille smule pinlig berørt over at se det stå sort på hvidt. For jeg har jo også altid selv synes, at et år måtte være nok, når det gjalt amning.

Når først børn kan gå, skal de da ikke ammes, vel?!

Jeg har egentlig desværre også følt, at jeg nok mest synes det var pinligt at sige højt, fordi samfundet ligger op til, at det er et tabu! “Det er jo ulækkert og unaturligt”. Specielt mænd der kommer med irriterende kommentarer om, hvad de nu synes om den slags. Mon det i bund og grund er jalousi?

Skam

Når noget anses som “klamt” og unaturligt i så mange kredse, skaber det skam. Skam for os der har valgt langtidsamning TIL og ikke fra. Og det er ikke fair! For egentlig burde vi jo faktisk have guldmedaljer i lange baner for den fine indsats.Og hvordan jeg egentlig har klaret det her, ved jeg heller ikke! Nogle ville nok have tacklet situationen lidt anderledes.Andre ville måske slet ikke have taget kampen op endnu og måske lade barnet naturligt vælge brystet fra.Men uanset hvad du tænker lige nu, kan jeg jo godt se, at jeg har klaret det hele ret flot, taget i betragtning af hvor mange måneder, jeg egentlig ikke har fået en eneste sammenhængende nattesøvn. Så gu´vil jeg ej skamme mig! Jeg er STOLT! Om samfundet vil det eller ej.LÆS OGSÅ: Amning er det eneste rigtige – eller hvad?

Det tog 6 dage

Vi er i dag landet på sjette-dagen uden amning. Og jeg synes altså det er et lille blog-indlæg værd! 18 måneders amning, afbrudt søvn og ikke mindst utallige hyggestunder med min lille datter senere.Jeg havde faktisk slet ikke planlagt det, men fik bare pludselig nok. Ligesom da husets kat Kitty fik nok af at amme sine tre små killinger. Jeg kunne bare ikke mere!Og i skrivende stund kan jeg jo godt se, at det har været det bedste valg for både mor og barn. Emma havde vænnet sig til at vågne og ville have en lille tår mælk. Så i bund og grund var det jo min skyld, at hun lige så langsomt havde fået et dårligt søvnmønster.Min skyld, mit ansvar!Hun var rigtig ked af det, da vores amme-hyggestunder stoppede. Græd lidt under en time, når hun skulle puttes, også i løbet af natten når minibaren var lukket. Og det var ikke altid kun hende, der græd! Det gjorde rigtig ondt, at hun ville ammes, og jeg ikke ville eller kunne give hende det, hun nu så desperat ønskede. Jeg havde også taget medicin for at stoppe mælken, så det var virkelig “point of no return”.Men hun har nu langsomt indset, at der er ikke mere at komme efter. Mini-Baren er lukket “for good”.

Bare døm mig! Det er og bliver MIN beslutning