Morlykken der lod vente på sig

Jeg sidder i metroen en sen eftermiddag. Et lille barn græder. Hun er sikkert ikke mere end fire måneder. Hun græder ikke stille og roligt, som mange børn gør. Gråden er høj og febrilsk. Moren har hende i en bæresele. Hun vugger hurtigt med benene op og ned. Ikke roligt og søvndyssende, men hastigt. Op og ned.

Far tager hende ud af selen, og ligger hende i sine arme. Han gynger roligt fra side til side. Frem og tilbage. Gråden tager til. Mor ser sig desperat omkring. Øjnene flakker. Frem og tilbage. Gråden tager til.

Mor tager barnet ind til sig igen, mens far smiler varmt til hende. Mors stivnede blik bløder op. De stramme ansigtstræk forsvinder. Vugningen har fået hende til at falde til ro. Barnet bliver roligt.

Jeg kender det. Jeg har også været dér. Forskellen er bare, at min desperation ikke endte efter et par metro-stop.

Jeg havde arbejdet med børn i en årrække. Jeg har en mastergrad i udviklingspsykologi og har endda selv lavet forældrevejledning. Til trods for det var der ikke noget, der kunne have forberedt mig på chokket ved at blive mor.

Følelsen af nederlag

Skammede sig over sig selv

Morlykken kommer heldigvis

Det tog flere måneder før morlykken meldte sin ankomst. Til trods for alle de påstande om at barselstiden skulle være den lykkeligste. Jeg var ikke lykkelig hver dag. Men jeg græd lidt mindre for hver dag. Jeg strålede lidt mere for hver gang, jeg så min pige smile. For hver lille berøring kildede det lidt mere i maven.

Nederlaget var ikke længere altomfattende. Han er ikke væk endnu. Jeg tror aldrig, han nogensinde kommer til at forsvinde helt. Men nu kan jeg høre skridtene, før han kommer. Jeg kan forberede mig på hans angreb. Hver gang at min pige fortæller mig, at hun elsker mig. Hver gang hun kommer løbende ind i mine arme. Hver gang hun griner af mig og fortæller mig, at jeg er et toilet. Da bruger jeg det imod ham.

Nutidens mor skal præstere alt. Og den største præstation af alle er, at hun skal være lykkelig. En god mor bør være lykkelig.

Nu venter jeg mit andet barn. Det er et længe ventet barn. At være mor er det mest krævende og det mest fantastiske, jeg har oplevet. Jeg vil have flere. Jeg er ikke bange for at få et nyfødt barn i mine arme igen. Jeg ved, hvad jeg kan vente mig, og jeg er forberedt. Den vigtigste forberedelse er at være åben om mine oplevelser. Jeg ved nu, at mine oplevelser ikke er unikke. Man taler bare ikke om dem. Det, som man ikke taler om, får lov til at vokse sig stort og uhåndterligt.

Jeg er ikke bange for at få et nyfødt barn i mine arme igen. Min største rædsel er, at jeg ikke kommer til at elske det andet barn lige så højt, som jeg elsker min pige.