Blog: Nej, du må ikke holde min baby!

Allerede da jeg så de to streger første gang, vogtede jeg over min graviditet med den største forsigtighed. Jeg spiste mine vitaminer, holdt mig fra tun og alkohol, gik ikke under stilladser, hørte ikke musik i trafikken eller dyrkede nogen former for motion, der kunne udgøre en risiko for det lille foster i min mave.

Fordi jeg havde haft svært ved at blive gravid, var min største frygt, at jeg en dag ville vågne op og opdage, at jeg ikke længere var det. Så jeg tog mine forholdsregler. Jeg gjorde, hvad jeg kunne for at beskytte mit ufødte barn.

Da min datter kom til verden, blev denne beskyttelsestrang kun større. Nu var hun her endelig, og jeg var bange for, at der skulle ske hende noget. For første gang i mit liv oplevede jeg en kærlighed, der gjorde mig stærkere og svagere på samme tid, og i den spæde tid efter fødslen opfattede jeg verden omkring mig som en konstant trussel.

Selv da sygeplejersken på Skejby Sygehus skulle undersøge Elinor for første gang, sad mit hjerte i halsen. Hun vendte og drejede hende, strakte hendes arme, og jeg forestillede mig, at armen ville falde af eller i det mindste gå af led, og jeg tror, hun så angsten i mit ansigt, for hun sagde, “de kan holde til meget mere, end man tror”, og deri lå hemmeligheden, for måske kunne min lille datter holde til det, men jeg kunne ikke.

Nybagt mor: Vær stolt af din indre løvemor!

Som nybagt mor er alting forstørret i kærlighed og angst, og ligesom en nyfødt oplevede jeg verden for første gang. Det var en ny verden af hormoner, søvnmangel og dyriske instinkter, der gjorde mig ekstremt fokuseret. Jeg vidste, da jeg fik Elinor, at hun var mit ansvar, og alt i min krop var indstillet på at beskytte hende, hvorfor jeg ikke brød mig om, at særligt mange – udover min kæreste – skulle holde hende.

Jeg ønskede i de første mange uger at have hende i mine arme hele tiden. Sådan spiste hun, og sådan sov hun. Selv en tur i barnevognen oplevede jeg som angstprovokerende. Jeg mener, come on, verden er utilregnelig. Der er kantsten og brosten og biler og andre mennesker. Det tog mig en uge at samle mod til den første tur.

For en, der ikke lige er blevet mor, virker dette tunnelsyn måske ekstremt, men for en nybagt mor er det instinkt. Denne beskyttelsestrang er en fysisk erkendelse. Hjertet slår hurtigere, man holder vejret, og adrenalinen i kroppen stiger, når nogen nærmer sig ens baby. Det er naturens måde at sørge for, at den vigtige tilknytning mellem mor og barn finder sted, og at det hjælpeløse barn, der endnu ikke har sprog, beskyttes af sin mor.

De svære barselsbesøg

De fleste, der besøgte os i tiden efter fødslen, var søde og afventende. De mærkede, hvordan jeg havde det og beundrede Elinor på afstand. De spurgte ikke, om de måtte holde hende, men ventede til jeg selv tilbød det. De spurgte kærligt ind til fødslen og sagde rosende ord om min baby og mig. De talte med stille stemme og satte deres eget tekrus i opvaskeren. Disse mennesker fik mig til at føle mig elsket og stolt.

Men der var desværre også dem, der tog Elinor ud af mine arme og lod hende gå på omgang, som om hun var en genstand, der ikke kunne gå i stykker, indtil jeg til deres forundring stjal hende tilbage og fortrak til et andet lokale med min baby tæt til hjertet, hvor hun hørte til. Disse mennesker gjorde mig stresset, og når de tog afsted, græd jeg. Jeg følte, jeg havde været udsat for et overgreb.

Det kræver stor omsorg og forsigtighed at omgås en nybagt mor. Hun har brug for støtte til at finde sit eget ståsted som mor. Hun har ikke brug for at få at vide, at hun er pylret eller overbeskyttende, hvis hun ikke vil slippe sit barn. Hendes reaktion er helt normal. Det er ikke meningen, at hun skal give slip, før hun er klar, og det sker på forskellige tidspunkter for os alle sammen. Nogle mødre er klar med det samme og nyder en lille pause for sig selv, og andre har det ikke sådan.

Spørg ikke en mor, om du må holde hendes barn. Hvis hun føler sig tryg og elsket, skal hun nok tilbyde det, og ellers må du vente, for det handler ikke om dig. Det handler kun om den vigtige relation mellem mor og barn, og intet er vigtigere end det.