Derfor følte jeg, at det var tabubelagt at fortælle om min nemme fødsel

Igangsættelse, veer i 48 timer, epiduralblokade, lattergas, hård sugekop og kejsersnit. Jeg husker tydeligt ”runden” med fødselsberetninger, da jeg, efter at have født mit første barn, startede på et efterfødselshold samme sted, som jeg havde gået til fødselsforberedelse. Da turen blev min til at fortælle om min fødsel, følte jeg mig akavet. For jeg havde haft en god fødsel.

For nogle år tilbage – efter jeg havde fået mit første barn – så jeg et afsnit af en amerikansk realityserie på MTV. En af deltagerne var højgravid og skulle føde. Det foregik på den måde, at hun begyndte at få veer og tog på hospitalet umiddelbart efter, hvor hun straks kom ind på en stue og ret hurtigt fik lagt en epiduralblokade. Hun lå i fuld makeup og fint tøj og fødte sit barn uden de helt store smerter.

Hun oplevede i hvert fald ikke smerterne i længere tid. Jeg husker, hvordan jeg undrede mig over, at den fødsel – dér på tv – var så kontrolleret og planlagt med alt, hvad den kunne trække af smertelindring. Der var ikke nogen kampgejst over kvinden, der skulle føde. Hun forvandlede sig nærmere til en lille pige, der absolut ikke skulle opleve smerte ved at føde sit barn.

Åh nej, en “normal” fødsel

Synes ikke, smerterne var uudholdelige

En fødsel er aldrig en hyggelig oplevelse

En gruppe, jeg til gengæld har elsket at fortælle om min fødsel til, er de højgravide, der skal igennem en fødsel lige om lidt. For de vil rigtig gerne høre om den gode fødsel også. Og det kan jeg godt forstå. For hvis de bliver en smule mere rolige omkring, hvordan en fødsel altså også kan være, er der måske en større chance for, at de slapper lidt mere af og dermed måske også får en bedre fødsel. For jeg har hørt, at hvis man er skide bange, kan det være selvforstærkende og gøre fødslen mere kompliceret.

Selvfølgelig er fødsler komplicerede, og nogle fødsler (s)værre end andre. Og selvfølgelig skal nogle have smertelindring, hvis de har brug for det. Men jeg ville bare ønske, at der var mere rum til at snakke om den normale fødsel også, uden at man skal føle sig som ”den kedelige” eller den, der ”får de andre til at se svage ud”.

Da jeg så realityserien på MTV, fik jeg lyst til, at nogle skulle sige: En fødsel er ikke ment som at skulle være en ”hyggelig” oplevelse i fin kjole og med perfekt malede læber. En fødsel gør skide ondt, og det må den gerne, for den kan ikke andet. Der er en naturlig årsag til den store smerte. Den er som en forsmag på, hvordan det er at blive mor: Det er udfordrende, smertefuldt og indviklet.

Men det bliver en del nemmere, hvis man som mor er opmærksom på det og tager det sure med det søde. Selvom mine fødsel var “nem”, så var den altså ikke nem. Det var da stadig det mest udfordrende og smertefulde, jeg forhåbentlig nogensinde kommer til at opleve i mit liv. Og dét har vel også en berettigelse i fødselsberetningsrunden.