Derfor er jeg okay med at være en kedelig mor

KLUMME: Det er fredag aften. Ungerne er lagt i seng og sover sødeligt. Alt emmer af ro og fred. En velkendt tanke sniger sig ind i mit hoved: ”Du burde gå ud og opleve noget”, siger den til mig. Ja, det burde jeg. Der er åbnet en ny vinbar i nabolaget. Min venindes kæreste skal spille ved en fernisering, og hun ville blive glad, hvis jeg kom. Men jeg orker det ikke. Min krop søger sofaen.

Hvem er det, jeg løber så stærkt for?

Ganske tilfreds med sofaen

Men livet handler vel til dels om at gøre det, der gør dig glad og ikke det, der gør alle andre glade? Derfor burde jeg også slutte fred med, at jeg de fleste aftenener er ganske tilfreds med at ligge på sofaen frem for at skulle ud i byen, hvilket gør mig døden nær af træthed, inden jeg overhovedet når at tænke tanken færdig. Så ja, jeg er dødkedelig, og jeg har det fint med det.

Findes Superwoman, der klarer det hele med uanede mængder af overskud, overhovedet i virkeligheden – ud over på Instagram? For selv jeg er en Superwoman på Instagram, hvor jeg lægger lækre billeder ud af mig selv og mine børn i prikkede rum på Louisiana (de obligatoriske jeg-giver-mine-børn-kulturelle-oplevelser-billeder), bollebagende søndagsscenarier, og close ups af ‘dark and stormy’s’, når min mand og jeg er ude – som om det var hverdagskost.

I min virkelighed er jeg faktisk oftest en træt og kedelig mortype, der for det meste ikke kan overskue andet end mine børn og mit arbejde. Men det er ok, for jeg elsker det.