Foto: Getty "Nu forstår jeg bedre min mor"

9 erkendelser om opdragelse

Rigide regler og reprimander – kan du huske det fra dengang, du var barn? Det kan journalist Kicki Thomsen, som dog må sande, at hendes mor (ofte) havde fat i den lange ende. Her kommer hun med 9 erkendelser om opdragelse – og en kærlig tanke til sin egen mor.

Kan du huske den søde barndom, hvor din gode og dejlige mor faktisk slet ikke så sjældent kom anstigende med rigide regler, irriterende reprimander, nægtede dig simple ting som en myrefarm, en pony og en navlepiercing, insisterede på åndssvage bordmanerer eller brugte formuleringer som, “at hun ikke var alle andres mor, bare din mor, og du måtte altså ikke”.

Øv, mand, hvor har du følt dig uretfærdigt behandlet, misforstået og begrænset, og hvor er der blevet stampet i gulvet, skulet og grædt salte tårer til den lille næse var fyldt med snot. Og hvor skulle du bare ikke være så streng en mor, når du fik børn. Og så blev du mor og kunne pludselig se meningen i mange ting. Undskyld, mor. Det giver bedre mening nu.

1. ”Man skal spise sine grøntsager"

...ellers er der ingen fredagsslik. Kold, kogt broccoli og bølgeskårne gulerødder, som overhovedet ikke var attraktive, når man allerede havde spist sig mæt i frikadeller og sovs. Hvor var det bare dødstrengt! Og endnu mere strengt at fredagsslikket skulle være i fare, når nu det kun var tirsdag. Sådan helt damp ud af ørerne-strengt. Og alligevel hører man nu sig selv prøve både motivationstaktikker som “Kan du spise hele det dér stykke blomkål i én mundfuld?!” eller true med, at der er nul Paw Patrol efter bad, hvis ungerne ikke spiser op. Hej mor, er det dig, der er derinde?

2. Lige i løgnhalsen

Engang tilbage i starten af 90’erne huskes tydeligt en mor, der blev taget på fersk gerning i færd med at stoppe en nymodens mælkesnitte i munden. Der huskes også et nysgerrigt barn, der straks spurgte, hvad hun spiste, og om barnet ikke også måtte smage. “Det er sådan noget slankemad til voksne”, sagde moren. Barnet snusede og anfægtede påstanden ved at pointere, at det altså lugtede lidt af chokolade. Barnet accepterede alligevel skeptisk forklaringen.

Forleden bortforklaredes en stribe Marabou på lignende vis som rugbrød og blev kastet skrækindjagende hurtigt indenbords, da en toårig fik færden af, hvad der foregik og sagde “Hva’ deeet? Os mig!”. Det var ikke stolthed, der fulgte den hvide løgn, men dog en vis forståelse og en kærlig tanke til den stakkels mor i 90’erne (min mor, selvfølgelig), som bare ikke gad dele sin mælkesnitte den dag. Det kan ske for selv den bedste.

Læs også: Skældud bliver forbudt om 100 år

3. Ny måned - nyt kæledyr

Har du også halet din mor med ind i naboens garage for at vise hende, de fire små, miavende pelstotter med blå øjne og kluntede bevægelser, der lå i en papkasse med gamle tæpper, mens du med bævrende underlæbe og bedende øjne fortalte, at det eneste, du ønskede dig i hele verden, var den grå?

Og alligevel havde din mor hjerte til at sige: “Nej, skat. Vi skal ikke have en kat”. To måneder senere var det muligvis en fjerløs dueunge, der var faldet ud af en rede et sted, som du allerede havde døbt Gizmo, og faktisk ville den DØ, hvis ikke den flyttede ind på dit børneværelse. Din mor syntes hellere, at den skulle bo i en kasse med hø udenfor. Muligvis i lyset af at hun allerede havde indvilliget i både hund og kanin, som det vist primært var hende, der stod for pasningen af. Muligvis også fordi børnehjerter kan banke for nye, (mere eller mindre) nuttede dyr hver måned. Måske havde det også lidt at sige, at det var alt fra vildfarne hunde til vandrende pinde eller halvdøde mus, der blev slæbt med hjem. Undskyld mor. Mit hus er heller ikke åbent for dyreadoptioner på den skala.

4. Ingen bliver snydt 

Når man er lille, kan det at ens bror får nye sko, og man ikke selv gør – eller at han forrige fredag måtte have to venner med hjemme på besøg, og du måtte ikke – tale til en stor uretfærdighedsfølelse. Det blev ikke bedre, hvis min mor sagde: “Jeg gider ikke millimeterretfærdighed – du bliver ikke snydt for noget, det lover jeg”.

Hvor var det bare indbegrebet af uretfærdighed, altså! I dag forstås rimeligheden i, at der ikke partout skal være nye sko til hele børneflokken, bare fordi ét barn igen er vokset ud af sine kondisko. Man kan sågar se det fuldt ud retfærdige i, at børnene får hver deres fede fridag med hygge og forkælelse – men ikke på samme dag. Ingen millimeterretfærdighed her heller. Tænk, at det skulle komme så vidt!

5. Detektiv-damen 

Helt ærligt, hvad var i grunden problemet i at spørge om morhjælp, når nu man havde ledt efter sin gymnastiksko i (hvad der føltes som) flere timer, og den vitterligt var pist forsvundet? Hvorfor så hun altid helt udmattet ud? Og hvorfor sagde hun nogle gange, at hun blev tosset, hvis hun gik direkte ind på værelset og fandt den?

Nåh jo – det var fordi, man da allerede havde kastet et hurtigt blik ud over værelset uden at finde skoen. Det kan godt være, man ikke havde brugt decideret lang tid på at lede. Det kan da også godt være, at man ikke overvejede, hvor man sidst havde set den. Men når alt skal være fair, så må alle medgive, at mødre altså bare kan noget særligt med at finde bortkomne ting på et splitsekund. Og mellem alle os, der selv er mødre nu, hersker der sikkert samtidig en forståelse af, at det er en forbistret fuldtidsbeskæftigelse at være hele matriklens Sherlock Holmes!

Læs også: Færre børn læser

6. Det er lige meget, at de andre børn må

Det tangerede faktisk børnemishandling, når man havde et fast tidspunkt, man skulle være hjemme på, og når ens mor ikke var med på, at man skulle have Buffalo-støvler, eller når sengetiden hed klokken 20, når alle de andre henne i 4.b måtte være oppe helt til klokken 21, ifølge dem selv. Og når så ens mor gav sig til at sige, at det var bedøvende lige meget, hvad alle de andre børn godt måtte, fordi du var hendes barn, og hun vidste, hvad der var bedst for dig, så var det slet og ret salt i et åbent sår. I dag stamper mine egne børn også i gulvet med korslagte arme, når samme formulering anvendes. Det kan være svært at indrømme, men hun havde jo fat i noget, hende mor.

7. Manerer ér vigtige

Jeez, hvor kunne det føles gammeldags og som et princip installeret for at genere børn, at man evigt og altid skulle lade være med at snakke med mad i munden, at man skulle øve sig på at bøvse med lukket mund, huske at sige tak for mad og også helst selv huske at spørge sin mormor, om der var noget, man kunne hjælpe med, når man var derhjemme til frokost.

Men helt ærligt – er der noget mere ucharmerende end voksne uden manerer? Det er ikke bare for sjov. Hun havde jo ret i, at det var vigtigere, end vi troede. Så hvad siger vi, når vi er færdige med at spise, unger? “Tak for mad!”.

8. Rengøringen er lig med solo-tid 

"...Og det er en god idé, at I går ud og leger imens – det er ikke særligt spændende for jer”, sagde min mor hver evig eneste søndag. Michael Jackson dundrede ud af højtalerne, mens hun svingede støvsuger, moppe og støveklud. Og hvad var det? Dansede hun faktisk lidt imens? Hvad gik det lige ud på?

Det viser sig, at rengøring godt kan være et lille helle, når man er mor. Ikke ubetinget en nydelse, men alligevel en temmelig tilfredstillende semi-pause, hvor man har fred og ro og ser orden indfinde sig og fedtfingre fordufte. Og høj musik er faktisk en nødvendighed. Det renser ligesom sjælen lidt at skråle med, mens man agerer moderne hausfrau. Det gør heller ikke tingene værre, at alle andre lyde forsvinder. Også den skærende lyd af søskende, der skændes. Det er smart nok, egentligt.

9. ”Fordi jeg siger det”

Hvor kunne jeg blive eddikesur og frustreret, når jeg mødte denne mur, som tilsyneladende kunne lukke enhver diskussion. I hvilken verden er det retfærdigt at lukke noget ned med sådan et ikke-argument? I denne verden kan det konstateres efter eget moderskab er indtruffet. Det føles måske ikke altid fair, men nogle gange har man bare gjort sit bedste for at forklare, hvorfor ens barn ikke må få huller i ørene, eller hvorfor man skal have solcreme på med alle rationelle og fornuftige argumenter.

Men når de preller af, og man forsat bliver gået på klingen og løber tør for videre argumenter, som giver mening i børnehøjde, så er “fordi jeg siger det” bare et helt validt, sidste argument. Punktum. Vi sympatiserer, unger, men sådan er det altså, og I forstår det, når I selv er blevet forældre

Se, hvad vi ellers skriver om: Børneopdragelse og Mor