sponsoreret indhold
Fødselsdag: 12 sjove lege for store og små børn
SPONSORERET indhold

Fødselsdag: 12 sjove lege for store og små børn

Nærmer dit barns fødselsdag sig? Og skal hele klassen eller børnehavegruppen med hjem for at fejre den store dag? Så er det en rigtig god ide at have planlagt nogle lege på forhånd, så der er styr på tropperne. Her får du inspiration til masser af festlige fødselsdagslege for både små og større børn.

Foto: GettyImages
26. aug. 2020 | Børn | BR

6 lege for små fødselsdagsbørn

Tre timer kan være lang tid med små gæster. Det er en god idé at planlægge et par lege – og desuden have et par stykker i baghånden, hvis den frie leg bliver til kaos.

  1. Det kreative værksted
    En god aktivitet, når der er brug for at skrue ned for tempoet til festen. Det kan stilles op på gulvet eller græsset på en plastikdug og kan bestå af en overdådig buffet af pap, perler, tusser, silkepapir, klistermærker, limstifter, sakse og skabeloner, så børnenes fantasi kan få frit løb. Sørg for at have nok kreasager til alle, og husk at få skrevet navn på, så de kan få deres fine kreationer med hjem som minde fra festen.Balloner_illustration.jpg
  2. Stopdans med et twist
    En klassiker, der sætter gang i festen og pulsen. Når musikken spiller, danser gæsterne løs, og når musikken stopper, skal de sætte sig eller stå helt stille – så gælder det om ikke at ryste for meget på kroppen, for så er man ude af legen. Det kan være svært for især de mindre børn at ryge ud af en leg, så giv dem mulighed for at komme ind i legen igen, hvis de fx laver 10 hop på stedet eller slår en kolbøtte.
  3. Hvor er skatten?
    Ingen fødselsdag uden skattejagt! Men for de mindste kan det måske være sjovere med en alternativ version. Gem en eller flere små skatte, og del børnene i små grupper. Nu skal de så på jagt efter skatten, og når de kommer tættere på den, får de at vide, at det bliver varmere, mens det bliver koldere, når de er længere væk. Når de er helt tæt på, brænder tampen selvfølgelig! Giv dem også ledetråde som ”det er nede i græsset”, ”der er mange blomster”, eller ”der er vinduer”.Skattekort_illustration.jpg
  4. Huskespil på græsset
    Måske har du et huskespil med billeder, som hænger sammen to og to. Spred brikkerne over stuegulvet eller græsset, og så skal børnene i små hold finde billederne, der passer sammen. Du kan også forberede en kims-leg, hvor du lægger forskellige genstande på jorden (en ske, en sok etc.). Lad børnene kigge i et minut uden at tale sammen, og læg derefter et tæppe over. Hvor mange kan de huske?
  5. Pas på halen
    Giv alle børnene en hale – det kan være en strømpe, en snor eller en elastik – sæt den fast i bukser eller nederdel, og så går den vilde jagt ellers på at fange så mange haler som muligt uden at miste sin egen. Sæt musik på for at starte legen, og så tælles der haler, når musikken stopper. Mister man sin hale, er man ude, men hvis du deler børnene op i hold, kan de arbejde sammen om det – og sørg for, at der er præmier til alle.
  6. Gemme- eller fangeleg
    Vi kender alle legen, små som store, og der er utallige versioner. Del fx børnene op i små hold, der skal gemme sig for hinanden – eller de voksne – så det ikke bliver en alle-mod-alle-konkurrence. Lad en af grupperne tælle til 10, 20 eller 50, mens de andre gemmer sig, og så gælder det bare om at lede! Udvid eventuelt legen med et fange-element, hvor man ikke bare skal finde, men også fange de andre, før de er rigtigt fundet i legen.

6 lege for større fødselsdagsbørn

Der er fuldt knald på, når klassekammeraterne kommer for at fejre dit barn, og så er det en god idé at have lege og aktiviteter klar i ærmet. Få inspiration til festlige lege til den store dag.

  1. På jagt efter skatten
    Skattejagten er en klassiker, og børnene elsker det. Ved hver post kan I lave små opgaver fx en lille quiz, som de skal løse for at få spor til næste post. Der kan eventuelt være et tema for skattejagten, som er noget, dit barn går op i; så de skal svare på spørgsmål om Batmans fjender, Elsas superkræfter eller det farligste monster i Minecraft. Børnene kan også være pirater, der skal lede efter skatten eller detektiver på jagt efter tyvenes gemmested.CDghetto_illustration.jpg
  2. Dans med balloner
    Bind en ballon om benet på hvert barn, tænd for musikken, og så gælder det om at få trampet alle de andre børns balloner i stykker, mens man passer rigtigt godt på sin egen, til der kun er ét barn tilbage med en hel ballon. En anden, mindre vild, version er, at børnene i hold på to og to skal holde ballonen i luften ved at støde maverne sammen om den eller bruge kroppen til at puffe til den, så den ikke rammer gulvet.
  3. Dåsebowling
    Byg en pyramide af tomme dåser eller med halvfyldte vandflasker, som børnene skal prøve at vælte med en bold eller en ris- eller ærtepose. De kan enten kaste med posen eller sparke med bolden mod dåserne eller flaskerne og har fx 3 forsøg til at vælte pyramiden, før turen går videre
    til den næste.Daaser_illustration.jpg
  4. Sækkeløb med ekstra sjov
    Man får pulsen godt op under denne leg, som voksne også kan deltage i – fordi det er sjovt at se på! Alle børnene skal stå i en affaldssæk og hoppe fremad på en lille bane. Del børnene op i hold, så det bliver en stafet, hvor alle skal igennem banen, og det hurtigste hold vinder. Gør legen ekstra sjov ved at give børnene hatte på, som de ikke må tabe undervejs – eller lav små forhindringer med fx kegler, som børnene skal hoppe uden om.
  5. Den hurtigste slikspiser
    Alle får et lakridssnørebånd, og så gælder det om hurtigst muligt at få hele snørebåndet ind i munden ved kun at bruge tungen – hænderne skal blive på ryggen. Taber man snørebåndet eller kommer til at bide det over, må man stikke enden af det ind i munden igen og begynde forfra. Der behøver ikke at være en vinder i denne leg, men det er da sjovt at se, hvem der er hurtigst til at spise slik!
  6. Pas på ægget
    Supersjov leg, der kan svine lidt. Del børnene ind i hold, og lav en lille bane, hvor børnene skal løbe frem og tilbage. Giv dem en spiseske og et æg, og så går starten! Hvert barn går eller løber nu med skeen med ægget på, og så gælder det om at nå hele banen igennem for alle på holdet – uden ægget går i stykker. Hvis man taber ægget, starter man forfra med et nyt æg. Det hold, der først kommer igennem banen med et intakt æg, har selvfølgelig vundet.