Dilemma: Hjælp, jeg er forelsket i min søns kammerats far

Dilemma: Forelsket i min søns kammerats far Jeg er fraskilt og har en søn på 10 år. Der er nu sket det forfærdelige – og vidunderlige – at jeg har forelsket mig i en af min søns klassekammeraters far. Jeg er ret sikker på, at det er gengældt – men hvad med drengene? Kan vi tillade os at have et forhold? Hvordan skal vi fortælle dem det? Og hvad gør vi, hvis det går galt?

Panelets svar

Hvis I finder ud af, at I vil være sammen, synes jeg, at I hver især fortæller jeres børn om det og umiddelbart efter laver et eller andet sammen allesammen for at bløde op for den lidt akavede situation, det må være for børnene. Hvad I gør, hvis det går galt? Det skal man jo ikke satse på, at det gør, men jeg synes, I skal være ret sikre på, at I mener det seriøst, inden I på nogen måde involverer børnene.

Natasja Crone:

Hmmm – hvis I har tænkt jer at blive rigtige kærester, så skal I jo finde ud af det – også sammen med drengene! Men jeg studser lidt over formuleringen: ?Jeg er ret sikker på, at det er gengældt?. Det skal du nok være helt sikker på, før du begynder at involvere din søn – og hans.

Hvordan I skal gøre det, kommer rigtigt meget an på deres indbyrdes forhold – drengenes, altså. Hvis de er gode venner, så ville jeg tage det stille og roligt. Lave nogle ting sammen i begyndelsen alle fire uden så meget kæreste-agtigt indover. Og så derfra begynde at tale om, at I er glade for hinanden. Men lav nogle aftaler, så den ene ikke siger mere end den anden, og drengene så skal gå og fritte hinanden, og den ene ved mere end den anden.

Det med hvad I gør, hvis det går galt, kan jeg til gengæld ikke svare på. Det er bare generelt svært og muligt – uanset om børnene går i klasse sammen eller ej. Så hvis det går galt – hvilket det forhåbentligt ikke gør – så opfør jer ordentligt og anstændigt og tal pænt til og om hinanden, når drengene er i nærheden! Så går det ikke helt galt. Og så lad vær med at flirte og holde i hånd til forældremøder og skolefester! Det, tror jeg umiddelbart, vil blive opfattet som totalt pinligt!

Anne-Mette Rasmussen:

Hvis en forelskelse er gengældt, kan jeg ikke se nogen hindring i, at man indleder et forhold. Man skal måske nok gå lidt stille til værks i starten, når man har børn. Prøv at finde ud af, om det virkelig skal være jer – om der er noget at bygge på – så vil børnene, som jo kender hinanden, nok synes, at det er meget spændende.

Emilia van Hauen:

Det her er et ikke voksent spørgsmål. For hvad fanden er det for noget? Det er helt godnat, synes jeg, at spørge om man kan tillade sig at have forhold. Det bestemmer de voksne suverænt ? det skal børnene slet ikke spørges om.

Jeg ville gå trinvis frem:

1. Find ud af, om det ER gengældt.

2. Hvis ja, så mød hinanden uden at inddrage børnene.

3. Hvis det holder, så lad være at forvente, at børnene elsker hinanden, fordi I gør det, når de bliver inddraget.

Børnene skal ikke bestemme, OM I ? og de ? skal være sammen. Men de skal selv bestemme HVORDAN, de skal være sammen.

Lav nogle spilleregler for, hvordan man taler sammen osv. Hvis I skal stoppe forholdet, skal I også lave nogle spilleregler for, hvordan I skal være over for hinanden, så alle taler ordentligt til og om hinanden for eksempel.

Peter Hansen:

Nu fortæller du jo ikke, om han er gift ham legekammeratens far? Men det er han sikkert ikke. I så fald hvad er problemet? Gør det dog. Du er forelsket. Han er forelsket. Det er perfekt. Hvad tror du, din søn helst vil have? En mor der er lykkeligt forelsket eller en mor, der lever sit liv i misforstået hensynstagen til sin søn?

Han ville jo sikkert elske (sagt i dyb ironisk tone), at du senere i livet sagde til ham: Du skal vide, at jeg har gået meget igennem i de sidste år. Jeg har været forelsket og sagt nej til kærlighed for din skyld. Der er dømt ?skyld med skyld på?.

Kys ham nu og fortæl til jeres drenge, at I også er gode venner. Ja faktisk er I forelskede i hinanden. Og til sidst: Hvem er det lige her i livet, der kan give garantier i kærlighed? Det må tiden vise, og du skal se ? det kommer du ikke til at fortryde:-)

Anne-Grethe Bjarup Riis:

Har et godt eksempel i min egen skilsmisse. Ikke at det ligner det her, men da havde alle mulige mennesker omkring mig en masse moralske holdninger om, at man må lade som om, der ikke er noget for børnenes skyld. Gu? må man da ej! Det må briste eller bære.

Hvis det går galt, så går det galt. That´s life! Vi kan ikke gardere os i hoved og røv. Skal jeg så lade være med at gifte mig? Eller købe en ekstra lejlighed hvis det går galt? Mit svar er: Spring ud i det!

Peter Aalbæk Jensen: Hvad er problemet? Du er forelsket. Det er gengældt. Kør løs.

Troels Mylenberg:

En af de ultra-banale, er jeg ked af: Hvis du er forelsket og glad, så bliver børnene det sikkert også, uanset om de ellers er venner i skolen eller ej. Husk blot for alt i verden ikke at glemme børnene midt i forelskelsen – og så håber jeg for din søn og hans klassekammerat, at kammeratens far ikke er gift med kammeratens mor…

Karen-Marie Lillelund:

Ja, selvfølgelig kan I tillade jer et forhold. MEN I har selvfølgelig også pligt til at tænke jer om i forhold til børnene. Først og fremmest handler det da om at finde ud af, om denne fantastiske far deler dine følelser.

Hvis han gør det, så må I jo tage den derfra. Jeg ville forsøge at holde børnene udenfor det hele i den første tid – nøjagtig som jeg ville gøre med et forhold, der ikke var til en klassekammerats far. Lad være med at flytte sammen efter 14 dage og hold store planer om fælles ferier og fælles tandbørster for jer selv, mens I prøver det af.

Hvis det går galt – jamen, så har I selvfølgelig en ekstra forpligtelse til ikke at opføre jer åndssvagt overfor hinanden. Helt grundlæggende: I er voksne mennesker, og hvis I opfører jer sådan, er der plads til både vidunderlig forelskelse og børn i samme skoleklasse.

Står du også midt i et dilemma, så kontakt panelet på: panelet@juniormag.dk