Guide til motion med dit barn
SPONSORERET indhold

Guide til motion med dit barn

På Vesterbro har travle børnefamilier mulighed for at få en masse gode og sjove oplevelser – og ikke mindst sved på panden – sammen.Tag med til familieidræt.

Af:: Mia L. Rasmussen, Vores Børn Junior, August 2010
31. aug. 2010 | Børn | Vores Børn

Ej, hvor er du hurtig mor.” 5-årige Rosalina kigger beundrende op på sin mor, som løber frem og tilbage over gymnastikgulvet med sin datter i hænderne. I den ene ende af gymnastiksalen ligger en stor bunke farverige skumbogstaver. Børn og voksne kæmper om at komme først frem og tilbage for at samle de bogstaver, de skal bruge for at stave deres navne.

V-I-L-D-E står der skrevet på gulvet ved siden af M-A-I-A og K-E-N-N-E-T-H. Den lille familie bestående af far Kenneth og døtrene Maia på 3 ½ år og Vilde på 6 ½ år har fået stavet deres navne som nogle af de første, og pigerne er tydeligt stolte. På den måde kan alle deltagerne på gymnastikholdet se, hvad de andre deltagere hedder – og lære hinanden lidt bedre at kende.

Junior er taget på besøg på Vesterbro Ny Skole i København en sen torsdag eftermiddag for at være med på et nystartet ‘familielegehold’, som går ud på, at forældre og børn leger og får sved på panden sammen.

Det foregår i en gymnastiksal af den gammeldags slags med ribber på væggen, store blå madrasser stablet op i den ene ende og reb, der hænger ned fra loftet. Der er langt til smarte fitnesslokaler med de nyeste maskiner, men rummet her indbyder på en hyggelig måde til idræt og gymnastik for hele familien.

Far Kenneth, som hedder Mosby til efternavn, nyder at få pulsen op sammen med sine to børn.

“Det er en stor succes for os, fordi vi har mulighed for at røre os og lege sammen. Det giver os noget kvalitetstid sammen,” siger han, mens han prøver at holde styr på sine to piger, Vilde og Maia, som er kravlet op i den ene af ribberne og frygtløst kaster sig ned på madrassen foran ribben, mens de hviner højt af fryd.

Også 5-årige Rosa glæder sig, hver gang hun skal til familielegehold med mor.

“Det er rigtig sjovt, for vi laver alle de ting, jeg elsker,” siger en begejstret og forpustet Rosa. Glæden smitter hver gang af på hendes mor, Mona Tallgren, som i sin tid meldte dem til, fordi hun gerne ville tilbringe mere tid sammen med sin datter.

“Jeg ville rigtig gerne lave noget, hvor det bare var mig og hende. Hvor hun kunne se mor bevæge sig og have det sjovt,” siger hun. I dag har de dog taget Rosas veninde Nora med, og de to veninder ser ud til at hygge sig gevaldigt, og Rosa er tydeligt stolt over at kunne vise Nora frem for de andre.

Stor interesse for familiehold
Der har været overraskende stor søgning til den nye ‘familie-sportsdisciplin’ på Vesterbro, som de to idrætsstuderende og idrætsinstruktører Lea Dyrehauge Larsen og Trine Lindberg på forsøgsbasis startede op i foråret under navnet www.familieidræt.dk. Faktisk har interessen været så overvældende, at der nu til efteråret starter en hel række nye hold med alt fra idræt som orienteringsløb til familiefitness og endda kampsport.

Lea Dyrehauge Larsen mener, at det har stor betydning for familierne at træne sammen.

“Mange forældre får ikke leget med deres børn i en travl hverdag, så familieidræt kan give dem et tiltrængt pusterum, hvor de ikke skal tænke på andet, og hvor de lærer hinanden at kende på en ny måde.”

Hvem vil være haj?
I den gamle gymnastiksal har instruktør Trine Lindberg fundet en kæmpe farverig faldskærm frem. Børn og voksne tager fat i faldskærmen og får den til at flyve op og ned, mens de skiftes til at løbe ind under faldskærmens dug.

Trine Lindberg spørger, hvem af børnene, der vil være haj. Hænderne ryger i vejret, og børnene råber i munden på hinanden: Mig, mig, mig! De bliver enige om at skiftes til at være haj, i mellemtiden agerer de redningskrans. Forældrene sætter sig i en rundkreds med faldskærmen over sig, som i dagens anledning får rollen som det store hav.

Hajen ‘svømmer’ rundt og hiver fat i de voksne og prøver at trække dem under vandet. Der bliver råbt og skreget, mens ‘redningskransene’ iler til og hiver den anden vej.

“Jeg tænker meget over, hvad vi laver fra gang til gang. Det er meget vigtigt for mig, at det er noget, som får pulsen op hos forældrene, så de også føler, de får noget ud af det. Samtidig skal det være motorisk udviklende for børnene,” forklarer Trine Lindberg.

Legen skifter, men det er stadig faldskærmen, der skal bruges. Den skal nu agere popcornmaskine, og en stor bunke kulørte bolde bliver hældt oven i faldskærmen, og forældre og børn får dem til at flyve højt op i luften. Legen slutter, og Lea Dyrehauge Larsen kommer til.

Læs videre på næste side >>

Kaptajnen bestemmer
Nu skal hun nemlig være kaptajn på et skib, hvor forældre og børn er matroser, der skal makke ret.

“Den leg kender jeg godt,” råber en af pigerne. Lea Dyrehauge Larsen stiller sig op og gør honnør. Med bestemt stemme befaler hun ‘matroserne’ til at kravle i masterne. Børn og voksne løber hen til ribberne og kravler hurtigt op. ‘Alle mand i bådene’, råber ‘Kaptajn Lea’, og børn og voksne kravler ned fra ribberne, sætter sig på gulvet og begynder at ro ved at skubbe sig af sted på gulvet og væk fra hajerne, der truer med at spise dem. Det er ved at blive farligt, og børnene skriger højt, delvist af skræk, delvist af fryd.

‘Alle mand på dæk’, råber kaptajnen, og alle løber hen og stiller sig på gulvet, som udgør skibsdækket, og gør honnør. Sådan fortsætter legen i lang tid.

“Ja, jeg når ikke alle de lege, jeg har planlagt i dag,” siger Trine med et smil og peger hen i hjørnet, hvor en masse forskellige legesager er stablet op. Men det gør heller ikke noget, for jeg vil hellere fortsætte med én leg, hvis den viser sig at være en succes!”

Det er tydeligvis også en succes for lillesøster Sara, som med sine halvandet år egentlig er for ung til at være med på familielegeholdet, som er for de 5-8-årige børn og deres forældre. Men Sara har fået lov til at være med sammen med far, mor og storesøster Anna på 5 år.

“Det er fedt at gå til noget, hvor vi kan være sammen hele familien. Anna har gået i musikskole, men der var det bare sådan noget med at aflevere hende og så vente udenfor,” fortæller Anna og Saras far, Jonas Løvstad. Lillesøster Sara kan da også sagtens få tiden til at gå. Hun har nemlig fundet alt det farverige legetøj, som ikke når at blive brugt, og her får hun god tid til at gå med at putte bolde i nogle plastik-skåle, mens resten af familien forpustet løber rundt i salen.

Da legetimen er ved at være slut, er der dømt fri leg de sidste ti minutter, og især hulahopringene bliver taget i brug af de største piger, mens andre kravler i ribberne. Andre tager lige en pause på gulvet, inden det er tid til at vende næsen hjemad til aftensmad og putteritualer. En af dem er Cecilie Thaning, som sidder med røde kinder op ad væggen sammen med sin datter, 5-årige Rosalina.

Det er første gang, mor og datter har været til gymnastik sammen, men langt fra den sidste.

“Det har været helt perfekt. Rosalina havde ikke lyst til at gå til noget alene, og så er det superfedt at kunne lege og bevæge sig sammen. Vi er jo væk fra hinanden i mange timer hver dag, og så er det bare rart at lave noget, hvor vi er sammen om det.