Sine Gerstenberg

Foto: Peter Nørby "Der er ingen dødstruede i min familie, men alligevel måtte jeg slå diagnosen op for at sikre mig, at preteens ikke var de mest udsatte i kategorien. "

”Jeg satte mig i mørket med min Buster, og sammen græd vi”

Hjertesorg kan ikke fikses, men den kan deles og rummes.

BROKEN HEART syndrome. Ja, det er en diagnose, og den kan ramme fraskilte, ældre ægtefolk, hvor den ene halvdel går bort, og teenagere, der mister deres første store kærlighed. Japanerne kalder det Takotsubo, når et knust hjerte giver efter.

Det refererer til en særlig blækspruttefælde, der har samme form som en vase, og som ligner den form, et hjerte antager, hvis dele af hjertet holder op med at slå, og det venstre hovedkammer svulmer op. I 90% af alle tilfælde er det midaldrende og ældre kvinder, der kan dø af et knust hjerte, og ifølge statistikken rammer det cirka 30 danskere om året.

Der er ingen dødstruede i min familie, men alligevel måtte jeg slå diagnosen op for at sikre mig, at preteens ikke var de mest udsatte i kategorien. For hjemme hos os vandrer et lille knust hjerte på ni år hvileløst rundt. Min søns bedste ven er flyttet til den anden ende af landet. Og selvom han prøver at være tapper, så kan man godt mærke, at der er et Ludvig-formet hul i luften, der ikke kan udfyldes af nogen anden krop. Jeg oplever følelsen med dobbelt smæk.

LÆS OGSÅ: Frustreret mor: "Jeg må ikke blande mig i min kærestes børneopdragelse"

Moderhjertet brister hver gang, et barn smerter. Men smerten intensiveres, når oplevelsen virker som en repetition af ens egne. Da jeg var 10 år, flyttede min bedste veninde, Lise, til Århus. Mine forældre var i vildrede. De lovede mig en fast telefonaftale hver søndag. Fastnet-KTAS-telefonen var rødglødende.

De lovede mig en weekendtur hver måned til Århus – og at Lise måtte komme hos os lige så ofte. De arrangerede sommerferiemøder, købte frimærker og brevpapir til vores korrespondancer og sørgede for, at enhver helligdag blev set som en potentiel anledning for et møde med min hjerteveninde. Så hvorfor græd jeg mig stadig i søvn, vågnede trist og havde svært ved at se mig igennem en hel uge, selvom fredag bar på løftet om en IC3-tur til smilets by eller en afhentning af min spinkle, charmerende slyngveninde på Hovedbanegården?

Og hvorfor er det ikke nok for min egen søn i dag, at jeg laver Fortnite-gamer-aftaler med Ludvigs mor, planlægger rækker af weekender til Aalborg og allerede nu har ladet sommerferieplanerne rumme rigeligt med uger dedikeret til timevis af is, strandture, tennistimer og trampolinstunder med bedstevennen?

LÆS OGSÅ: Bekymret for dit barn? Her er psykologernes bedste råd.

Svaret fik jeg fra Cheryl Strayed, den amerikanske ”born again selfhelp guru”, der klarede sin mors pludselige død og sit eget stofmisbrug ved at gå den berømte Pacific Crest Trail-tur, beskrevet i bogen ”Wild”. I et interview fortalte hun, hvad livet som mor havde lært hende. Nemlig at vi som forældre ofte har et stort behov for at ”fikse” vores børn, løse deres problemer og styre dem væk fra smerte. Men det er forældrenes behov. Ikke børnenes.

Børn – også dem, der er blevet voksne – har ikke brug for en mor, der booker flybilletter væk fra savnet, eller en far, der køber en ny playstation for at fjerne tankerne fra den manglende ven. Børn har brug for forældre, der rummer alle deres børns triste dage, mismodet, ærgrelsen og sorg. Børn har brug for forældre, der tør ”sit in the darkness with them”.

Den dag min mor begyndte at græde sammen med mig over savnet af Lise, lettede smerten. Hun viste mig, at hun forstod den smerte, mit 10-årige hjerte bar rundt på, og hun tillod sig selv at dele den med mig. Da vi kørte fra Aalborg sidste weekend, satte jeg mig om på bagsædet. Jeg satte mig i mørket med min Buster, og sammen græd vi. Og nu kan vi skimte lyset begge to.

Sine Gerstenberg

Født 12/4 1980 Selvstændig konsulent/skribent, gift og mor til tre, superløber og superlæser.

Se, hvad vi ellers skriver om: Klumme og Børnepsykologi