Sådan nyder du tiden som gravid
Her er gode idéer til, hvordan du kan slappe af og nyde tiden som gravid.
Tag på shoppetur
Ja ja, det kan godt være deprimerende at tage på shoppetur, når maven bare bliver større og større, og det derfor ikke virker så oplagt at kigge på hverken miniskørts eller høje hæle. Men du kan jo sagtens fornøje dig med at vralte rundt (husk praktisk fodtøj) og se på mennesker, spise en god frokost med veninderne – eller måske shoppe lidt til baby? Husk masser af hvil undervejs.
Op med benene
Giv dig selv tid til at ligge på divanen, slappe af og få benene op. Sørg for, at du har alt, hvad du skal bruge, inden for rækkevidde – især fjernbetjeningen er vigtig. Kombinér gerne opholdet på sofaen med en god stak blade, dvd’er eller bokssæt med din yndlingsserie.
Stil læsehestens sult
Er du en læsehest, så sørg for at få tilfredsstillet din læselyst under graviditeten. Det kan vare noget tid, før du igen har overskud til at stifte bekendtskab med boghandlernes aktuelle bestsellere.
Smut til frisøren
Det er ikke ualmindeligt, at dit hår bliver påvirket af din graviditet. Det skyldes de hormonelle forandringer, kroppen går igennem, og måske opfører dit hår sig mere sært end normalt – eller måske er du en af de heldige, der har fået en skinnende, tyk og fantastisk gravidmanke?
Vil du læse mere om graviditet, børn og sundhed? Så bliv abonnent på GRAVID og Vores Børn. Vi har masser af forskellige, gode tilbud.
Forkæl dig selv med en tur under saksen – men undgå så vidt muligt alle former for hårfarve. Ifølge Miljøstyrelsen kan kemikalierne i hårfarven nemlig overføres til dit barn, hvis du er gravid eller ammer. Også naturhårfarver som eksempelvis henna kan indeholde skadelige stoffer, så skal du være på den sikre side, må du nøjes med at få klippet lokkerne.
Tag et fodbad
For ømme, trætte og måske hævede fødder kan et hjemmegjort fodbad gøre underværker. Måske kan du bagefter få din kæreste til at massere fødderne ind i en god creme?
Få kys og kærlighed ad libitum
En af de gratis glæder, du har krav på som gravid, er uanede mængder fodnusseri, lændemassage, kærtegn og opmærksomhed fra din kæreste eller mand. Stå på din ret, og udnyt den fuldt ud.
Brug tid på yoga, fødselsforberedelse, gymnastik for gravide, svømning eller lignende
Mange har glæde af at lære deres krop lidt bedre at kende inden selve fødslen. Tilmeld dig et hold, og nyd at have tid til, at du selv og din krop er i fokus.
Gå i biografen
Du kan ligeså godt erkende, at når du først har født, vil det sandsynligvis vare noget tid, før du igen indfinder dig i biografsalens mørke. Så udnyt tiden inden babys ankomst og bliv opdateret på de seneste film. Sørg eventuelt for, at ældre søskende bliver passet, så du og din kæreste/mand kan blive luftet lidt sammen.
Tag på weekend
At få en baby er ikke enden på al spontanitet – men en lille ny sætter selvfølgelig sine begrænsninger. Så nyd muligheden for at pakke weekendtasken og komme lidt væk – enten med din kæreste/mand eller et par gode veninder.
Det kan være en smuttur til en europæisk storby, spa-ophold fyldt med luksus eller en dejlig sommerhustur med gåture og kortspil.
Skru ned for ambitionsniveauet
Lider du af rengøringsvanvid, eller har du et mantra om, at bunden af vasketøjskurven altid skal være synlig, så kan du ligeså godt gøre dig selv den tjeneste at skrue ned for ambitionerne. Afhængigt af hvilken type barn du får, kan det blive svært at sørge for, opvasken altid er taget og vasketøjet ordnet. Så øv dig allerede nu i at slappe af og slække lidt på ambitionsniveauet.
Smil til fotografen
Selv om du måske føler dig som en strandet hval og ikke har specielt meget lyst til at smile til fotografen – så gør det! Besøg eventuelt en professionel fotograf, og få taget nogle flotte billeder af den store mave, mens den endnu er der. Gravide er og bliver smukke. Sådan er det bare!
Vil du læse mere om graviditet, børn og sundhed? Så bliv abonnent på GRAVID og Vores Børn. Vi har masser af forskellige, gode tilbud.
FIND DIN TERMINSGRUPPE I VORES BØRNS FORÆLDREFORUM HER!