Hvorfor er vores dreng bange for døden?

Spørgsmål: Hej Margrethe,

Vores Mathias på 5 år havde en svær begyndelse i børnehaven, hvor vi sammen med en pædagog havde to samtaler med en psykolog.

Han var trist i børnehaven – græd ikke, men havde ingen gnist i øjnene, og ville helst bare lege med den ene pige, han kendte i forvejen. Det hjalp imidlertid hurtigt Mathias, da pædagogerne ligesom fik sat fokus på at italesætte hans handlinger og prøve at motivere ham til leg med andre af børnene, og han fungerer faktisk fint i børnehaven nu, og leger med flere forskellige børn og er blevet mere glad.

Han har hele tiden været en frisk og fræk dreng herhjemme. Han driller meget – både sin storesøster på 8 år og sin lillesøster på 2 år, men det hører vel drenge til…

Han er det sidste halve års tid blevet meget fokuseret på politi og død. Lige meget hvad han gør herhjemme, som han ved er forkert, så spørger han, om politiet kommer – op til 15 gange om dagen! Vi siger til ham, at politiet ikke bruger tid på at komme ud til børn, der ikke hører efter, hvad deres mor og far siger. Ligeledes har han meget travlt med, hvad man kan dø af.

En dag fik han et stykke pølse galt i halsen og spurgte straks, om man kan dø af det. Jeg kom til at svare, at det kunne man i teorien godt. Han gik dermed helt i panik og skreg flere gange: “Dør jeg nu?”, “Dør jeg nu?”, og “Hvad skal vi gøre?” Pølsen sad på ingen måde fast, men han var helt ude af sig selv og stiv i arme og ben af skræk i cirka 30 minutter, inden det var muligt at aflede ham.

Vi bliver egentlig lidt skræmte ved sådan en situation og synes, det er synd for ham, at han tænker så meget over tingene.

Han har også en vane med at stryge pegefingeren fra hagen og ned over halsen flere gange om dagen. Han siger, at han ikke ved, hvorfor han gør det. Hver nat kommer han ind til os. Han falder i søvn i sin egen seng, men kommer så selv gående ind til os. Han er ikke ked af det, men vil bare have den tryghed.

Sådan har det hele tiden været med ham, og han har altid fået lov til at komme ind til os, når bare han falder i søvn i sin egen seng. De to andre børn har altid sovet i deres egen seng. Vi synes kun, det er hyggeligt, når han kommer i løbet af natten.

Vi har hverken haft politi eller død inden på livet i de fem år, Mathias har været til. Vi forældre bor sammen og har det godt i familien. Tror du, at en psykolog eventuelt skal kontaktes, eller hører disse tanker bare femårsalderen til?

På forhånd tak!

Med venlig hilsen Tanja Bjerg

Læs psykologens svar på næste side

Svar:

Kære Tanja,

Et almindeligt barn på fem til seks år er i en meget vigtig psykosocial udvikling. Barnet har udviklet et overjeg, og det vil sige, at det har lært – eller er ved at lære – hvilke regler og normer, det skal indrette sig efter i familien, børnehaven og det samfund, det lever i.

Denne forståelse kan hos de fleste børn være meget belastende, og de har meget brug for, at vi voksne hjælper og støtter dem i denne svære fase. Symptomer på, at barnet har det svært, ses ofte på tre måder.

For det første får børn angst for døden. Grunden hertil er, at børn først nu forstår, at vi fødes, og at vi dør. Denne forståelse har de ikke haft før i deres liv – de har troet, at vi lever evigt. Det udløser jo angst for døden og mange spørgsmål: Vil far og mor dø, og hvad så med mig? Hvad gør man af den døde? Dør jeg selv?

For det andet begynder børn nu at udvikle stor retfærdighedssans. De forstår nu, at nogle er onde, og at andre er gode. Dette ser man let, når et barn ser film. Barnet opdeler personerne i filmen i de sorte onde og de hvide gode.

Her er der ingen nuancer eller forståelse for den onde – han/hun skal tilintetgøres. Børnenes lege og deres legetøj afspejler også denne retfærdighedssans.

Eventyr om den onde heks er i den alder altid et hit. Men denne retfærdighedssans kan de også vende mod sig selv og for eksempel blive bange for omverdenens ”straf”.

De kan blive meget bange for sygdom. ”Fordi jeg nu har spist usundt, så får jeg nu min straf.” Eller: ”Kommer politiet og henter mig, fordi jeg gik over for rødt og legede på gaden?” børnene kan virkelig få voldsom skyldfølelse.

Endeligt er der den tredje krise, nemlig at barnet nu får en helt klar forståelse for, at der er kønsforskelle – at der er forskel på mænd og kvinder.

Når et barn er i denne alder, skal vi forældre hjælpe barnet af med dets skyld og angst. Det gør vi ved at være virkelighedsrepræsentanter:

Snakke med barnet om fødsel og død – bruge kirkegården, se på kister og urner – være realistiske med stor empati og varme – lade barnet stille spørgsmål. Og pas på ikke at dyrke det. Kom videre, så barnet får lyst til at gå ud og være aktiv igen.

Snak, om hvad politiet er her for, og forklar, at lægerne kan hjælpe os med de fleste sygdomme i dag, og at far og mor er raske og har bestemt, at vi vil leve meget, meget længe.

Endeligt er det vigtigt at være opmærksom på, at barnet via legen faktisk selv gennemlever disse kriser. Det er via rollelegen, at børn ofte får bearbejdet meget af deres angst. Så kære Tanja, din søns symptomer virker som en helt normal reaktion hos et barn på fem til seks år.

Dog vil jeg sige, at hans reaktioner er meget voldsomme, og jeg kan også forstå, at han altid har reageret voldsomt på alt nyt. Han er nok det, jeg vil kalde et skrøbeligt barn, som har brug for megen voksenstøtte og vejledning om, hvordan livet skal forstås.

Samtidigt synes jeg ikke, det lyder så godt, at han har disse tvangsbevægelser. Det er godt nok et normalt fænomen i korte perioder, og disse bevægelser skal forstås som hans ønske om at regulere og beherske den store, farlige omverden. Da jeres søn er meget skrøbelig, er det svært at vurdere, om han er på vej ud i en fejludvikling, eller om han bare gennemlever faserne dybere og voldsommere end de fleste børn.

Jeg tror på det sidste, så jeg vil anbefale jer at vente højst tre måneder. Er han herefter ikke ”kommet videre” i sin udvikling, men stadig fastlåst i sin skyld, angst og sine tvangshandlinger, så synes jeg, at I skal kontakte en børnepsykolog. Alt godt til jer.

Med venlig hilsen

Margrethe Brun Hansen