Kæphesteridning

Hyp hyp, lille Lotte: Nu kan dit barn gå til kæphesteridning på rideskolen

Har du et barn, der elsker at springe afsted på kæphesten? Nu er det muligt at få undervisning i den populære trend. Flere danske rideskoler har nemlig sat kæphesteridning på programmet for at imødekomme den store efterspørgsel, og det hitter.

De fleste kender kæphesten – det hestelignende plyshoved på en træpind, men for flere og flere børn er kæphesten ikke bare endnu et stykke legetøj, der samler støv på børneværelset. Kæphesteridning er nemlig blevet en disciplin for sig selv, som børn og unge kan gå til i fritiden og konkurrere mod hinanden på lige fod med ridning på ”rigtige” heste.

Ifølge Dansk Ride Forbund er mindst 20 og forventeligt over 40 danske rideskoler og -klubber landet over begyndt at tilbyde undervisning i kæphesteridning, siden forbundet tog aktiviteten til sig i 2020. I Ryslinge Rideklub ”Gyngehesten” træner børn ugentlig op til kæphestestævner:

”Børnene rider på levende heste ved siden af kæphesten. Kæphesten bruger de til selvstændig træning og til at indlære rideprogrammer. For rytterne er det ramme alvor – de her kæpheste har sjæl, og de bliver behandlet som rigtige ponyer med grimer, sadel og godbidder,” siger Karin Moslund, bestyrelsesmedlem hos Gyngehesten.

I stalden bliver kæphestene striglet, og der muges ud efter dem på lige fod med de levende dyr. Minus hestepærer, antageligt. Men det er ikke kun i stalden, at de plyssede dyr får en royal behandling. Kæphestene er nemlig især blevet populære på grund af den store detaljerigdom, og børnene kan selv style og gøre netop deres kæpheste helt personlig med diverse udstyr. Den stigende efterspørgsel kan derfor også mærkes hos legetøjskæden Børnenes Kartel, hvor salget af kæpheste forventes at fordoble i år sammenlignet med 2021, mens ingen købte kæpheste tilbage i 2018.

”Der er rift om både kæphestene og tilbehøret til dem, og det er meget vigtigt for børnene, at de får den helt rigtige variant og det rigtige udstyr. For langt de fleste er en kæphest meget mere end blot legetøj”, siger Heidi Ritter, der er medejer af Børnenes Kartel.

Kæphesteridning rammer tidsånden

Trendforsker Mads Arlien-Søborg mener, at kæphesteridning har potentiale til at nå samme udbredelse i Danmark som rollespil. Ifølge ham har særligt tre aspekter af kæphesteridning givet trenden medvind: nemlig håndarbejdet, naturopholdet og det sociale fællesskab.

”Kreative gør det selv-projekter er blevet kæmpestort hos børn som en modtendens til digitaliseringen, og en stor del af kæphestetrenden går ud på selv at pynte og videreudvikle sin kæphest. Samtidig er aktiviteter i naturen oppe i tiden, og kæphesten gør det nemt at bringe sin hobby udenfor”, siger Mads Arlien-Søborg og tilføjer:

Ikke mindst betyder det at høre til i et socialt netværk enormt meget for børn, både i virkeligheden og i nichegrupper på de sociale medier.”

Kæphesteridning dyrkes primært af børn i alderen 4 til 16 år. Ifølge Mads Arlien-Søborg kan trenden kan være med til at forlænge barndommen for de større børn:

”Behovet for at personificere ting starter i småbørnsalderen under leg med bamser og dukker. Kæphestetrenden giver større børn mulighed for at fortsætte med den type leg og fantasiudfoldelse, så de kan være børn lidt endnu.”

Drømmer dit barn om at prøve kræfter med kæphesteridning, har Dansk Ride Forbund samlet en liste over rideskoler, som tilbyder disciplinen.