”Det var det hårdeste øjeblik i mit liv. At skulle sige både hej og farvel på samme tid til mit barn”

Mange tror måske ikke, de kender nogen, som har oplevet at miste et barn. Det er nemlig et tabu at dele. Derfor går der forældre rundt uden at have bearbejdet deres sorg.

Jeg synes ikke, det skal være et tabu. Derfor deler jeg min historie, så andre kan se, at de ikke er de eneste. 

Jeg fødte vores barn i uge 24 d. 28. januar 2021 klokken 06.31. Et døgn før havde vi mistet ham. Hans lille hjerte var stoppet med at slå.

Alt faldt på plads

Drømmen om at blive mor har været der i al den tid, jeg har kunne huske tilbage. Da jeg endelig mødte manden i mit liv, startede vi projekt baby efter knap 3 års forhold. Endelig nærmede jeg mig opfyldelsen af mit livs største drøm.

Sidste sommer blev jeg så gravid i første forsøg. Jeg var nervøs for tanken om, at vi ville have svært ved at blive gravide, for så ville ventetiden jo blive yderligere forlænget – måske med endnu flere år. 

Vi glædede os og havde forestillet os, hvordan hele dette år ville blive. Min kæreste Jess har en søn Anton på 8 år fra et tidligere forhold, og han glædede sig meget til at blive storebror for første gang. En nyhed han havde fået som en ”julegave”.

Jeg havde termin d. 20. maj 2021. Vi holder jul hvert år med mine forældre, og vi havde lige talt med dem om, at til næste jul sad der en lille med ved bordet. Mine forældre har været bedsteforældre-skrukke i rigtig mange år, så de glædede sig lige så meget som os. 

Begge vores barsler var på plads, børneværelset var på plads, barnevognen var lige kommet hjem til mine forældre, og dagplejemoren var også booket. Vi kunne ikke være mere klar.

Men hele vores verden blev vendt på hovedet en januar nat.

LÆS OGSÅ: "Det var svært ikke at tænke over, at fem meter til venstre lå en kvinde og fødte et levende barn”

Den ulykkelige nat

Vi var faldet i søvn om aftenen d. 26. januar. Klokken 23.30 fik jeg pludselig meget smertefulde veer. Jeg blødte voldsomt meget og fik herefter vandafgang. Med fuld udrykning blev vi kørt til hospitalet.

Der var stadig hjerteslag den nat – men næsten intet fostervand tilbage.

Hele natten gik med podning, urinprøve og blodprøver. Ingen af mine prøver viste tegn på infektion, som lægerne mistænkte for at være årsag til den for tidlige vandafgang.

Vi skulle tage stilling til, om jeg skulle have lungemodning, men da jeg kun var i uge 24, og han derfor var så lille, ville han med meget stor sandsynlighed blive hjerneskadet resten af sit liv. Vi kunne ikke bære tanken om, at vores lille søn skulle sidde hjerneskadet i en kørestol resten af sit liv.

Så vi valgte at takke nej til lungemodning og i stedet lade naturen råde. Vi ventede på, om han kom ud og skreg og viste livstegn. Det kom aldrig til at ske. Næste morgen sov vores lille søn stille ind, mens han stadig lå i min mave.

Vi havde mistet vores lille Magnus. Og vores verden stod pludselig stille.

LÆS OGSÅ: Ayla fik fire spontane aborter – så hørte hun om en bakterie, der måske kunne være årsagen

Det sværeste hej og farvel

Jeg skulle føde vores livløse søn, 4 måneder for tidligt, og vores store drøm var brast. Vores jordemoder var så dygtig og sød og tilbød at sidde og holde mig i hånden hele natten, selvom jeg havde fået epidural og havde så god effekt af den, at jeg bare kunne sove. Hele personalet var meget professionelle og kærlige. Trods situationen var det en god oplevelse at være indlagt. Vi følte os i de allerbedste hænder.

Vi takkede ja til obduktion. Hvad var det, der gik galt? Måske kunne det give os et praj om, hvad vi skulle være ekstra obs på i næste graviditet. Så kunne lille Magnus måske bidrage på dén måde.

Den morgen på hospitalet skulle vi også tage stilling til, om vi ville se ham ved fødslen, men det kunne vi ikke. Efterfølgende fortalte jordemødrene og lægerne os, at de havde erfaring fra andre par, der var glade for at have gjort det.

Vi valgte at lytte, for vi kunne jo ikke fortryde det. Dér lå han så fint lagt ind i et hæklet tæppe på sengen med sin lille, hæklede hue på, sin hæklede blæksprutte og med hænderne foldet over sit bryst. Han vejede 580 gram og var 36 centimeter lang. Han havde allerede fået tå- og fingernegle, mørke øjenbryn og mørkt hår.

Det var det hårdeste øjeblik i mit liv. At skulle sige både hej og farvel på samme tid til mit barn.

Hvad skal jeg gøre af min kærlighed?

Det skulle have været sådan et glædeligt år. For hver dag i graviditeten blev glæden, drømmene og kærligheden kun større og større.  

Men det forsvandt. Det er både noget konkret, man mister, men også alle de forestillinger vi alle havde. 

Jeg har mest lyst til at falde i søvn og først vågne, når jeg igen ser mening med livet. Nemlig når jeg sidder med en lille baby, som vi kan tage med hjem fra hospitalet og kaste al vores kærlighed over. Lige nu har jeg en masse kærlighed og omsorg, som jeg skulle have givet til Magnus, og nu har jeg pludselig ikke noget sted at gøre af den.

Jeg savner ham hver dag, de små spark og at mærke det lille liv inde i mig. Man får jo helt instinktivt en kæmpe kærlighed til sådan et lille væsen, så snart man ser den lille på scanningen og ser det første hjerteblink. Allerede her er det jo ens lille barn, og man er villig til at gøre hvad som helst for ens lille guldklump.

Undervejs i graviditeten havde vi været til både tidlige scanninger, nakkefoldsscanning og misdannelsesscanning, og alle var til UG. Her troede vi, at vi var safe. Vi havde aldrig i hele vores liv troet, at vi skulle skifte barnedåben ud med begravelse. Det er en fysisk og psykisk sorg, der sidder i hele kroppen.

De fleste forældre har haft mareridt om, at deres børn døde. Men for os er det et mareridt, vi aldrig vågner op fra. 

Vi har efterfølgende fået resultatet af Magnus’ obduktion, som viste, at han intet fejlede. Ingen misdannelser eller sygdomme. Han døde af akut iltmangel. Jeg havde en moderkageløsning, som vi ikke kender årsagen til. Det er så uretfærdigt og meningsløst, at han ikke skulle have en chance, når han ingenting fejlede.

Når vi en dag bliver forældre igen, vil det være med blandede følelser. Først kommer glæden og herefter angsten. Angsten for at miste igen. Men vi håber meget på at kunne give Anton og Magnus en lillebror eller lillesøster en dag, og at angsten ikke kommer til at overskygge det hele.

Jeg håber sådan, at Magnus nåede at mærke en tryghed og al min kærlighed i de 5 måneder, som han nåede at være i min mave. 

Han vil aldrig blive glemt, og han vil altid være en del af os og en del af vores historie. Vi har fået lavet en stregtegning af Magnus, som er tegnet efter billedet, fotografen tog på hospitalet. Han skal ikke glemmes og gemmes væk. Selvom historien endte trist, så ligger der stadig en stolthed i at være blevet mor. Jeg har også fået lavet en halskæde med fodaftryk på den ene side og ”Magnus” indgraveret på bagsiden med plads til et navn mere, når vi bliver forældre igen. Det gælder om at finde ud af, hvordan man lever bedst med savnet. Så er han her lidt alligevel.

Den uvurderlige omsorg

Både min kæreste og jeg er på sorgorlov. De første måneder har verden stået helt stille. Jeg ved slet ikke, hvor de måneder er blevet af, eller hvordan vi er kommet igennem dagene. Orloven har gjort, at vi har haft ro til at tage tingene i vores tempo og begge starte langsomt op på job, når vi følte os klar til at møde verden igen. Det føles underligt og forkert at være på job igen, for netop nu skulle jeg være gået på barselsorlov. I stedet starter jeg op på arbejde.

Landsforeningen Spædbarnsdød har rådgivere, der ringer til os begge og kommer med gode råd. De rådgiver om, hvordan vi bedst muligt kommer gennem livskrisen og advarer os om folks kommentarer, som vi vil møde ude i virkeligheden.

Alt lige fra “Op på hesten igen” og “Du er jo ung der er masser af år endnu” til ”Det skal nok lykkes næste gang” og “Godt, at det ikke var tættere på termin”.

Det er jo alt sammen ord, der siges i god mening og for at trøste. Jeg ved godt, at ingen mener noget ondt. Men sådanne kommentarer hjælper bare ikke på den sorg, vi står med nu.

Det eneste, der hjælper, er omsorg. Omsorgen fra min kæreste er uvurderlig. Han er den største klippe i mit liv. Både mine veninder, familie og kollegaer har også været en meget stor støtte med alt fra blomster, kærlige hilsner, måltidskasser og hjemmelavet mad. Vi er dybt taknemmelige.

Vi ved godt, at vi aldrig kommer til at lægge sorgen bag os, men vi skal nærmere lære at leve med den, og på et tidspunkt bliver alt dette en del af min DNA. Men vejen dertil er svær og lang.