Konflikter mellem søskende kan faktisk være lærerigt

Indrøm det bare: Nogle gange føles dit hjem som en krigszone, hvor dine børn river i hår, slår, sparker og råber, mens du stavrer rundt som en træt general og forsøger at dæmpe gemytterne.

Fortvivl ikke – konflikter mellem søskende er både naturlige og lærerige for dine børn. Det er her, de øver sig på at være mennesker og begå sig blandt andre.

Det er gennem konflikter med sin bror Julius, at Emma lærer, at slag og spark ikke er hensigtsmæssige. I hvert fald ikke på den lange bane, hvis hun gerne vil have en fornuftig respons fra sin bror. Måske finder hun hen ad vejen ud af, at det er nemmere at blive hørt, når hun erstatter en vred knyttet næve med ord, der udtrykker, hvorfor hun er vred.

“Jeg bliver ked af det, fordi du altid bestemmer, når vi leger. Jeg vil også gerne bestemme legen,” kan Emma for eksempel sige.

Måske slår brormand Julius lyttelapperne ud og svarer: “Jamen, når du bestemmer, skal jeg altid være hund. Det vil jeg ikke.”

Læs også: Klumme: "Selv på vores romantiske voksen-date taler vi jo kun om børnene"

Her har vi et eksempel på en god gammeldags konflikt, hvor Emma og Julius øver sig I at sætte ord på, hvad de vil og ikke vil. De finder deres egne grænser og får – forhåbentlig – gennem konflikten forståelse for den andens grænser. Det er lige præcis det, konflikter mellem søskende kan bruges til.

“Gennem konflikterne lærer barnet at mærke sig selv, mærke den anden og at udtrykke sine behov på en måde, der ikke tilsidesætter den andens behov,” siger konfliktmægler og familieterapeut Helle Birkholm-Buch.

Bland dig udenom

Men – og det her er vigtigt – hvis dine børn skal lære noget af deres konflikter med hinanden, skal du blande dig udenom. Ikke ved at forsvinde helt ned i krybekælderen, hver gang der er optræk til krig i børneværelset, men ved at holde dig i nærheden og støtte dine børn, når de gennem konflikter øver sig i at blive klogere på sig selv og hinanden.

Et eksempel: Noah og Mille, et søskendepar med to år imellem sig, ønsker at lege sammen. Noah vil lege med legoklodser, og lillesøster Mille vil have sine vilde dyr, der ligger i en kasse på værelset, med i legen. Noah vil ikke have dyrene med og ender med at tage kassen fra Mille, der i arrigskab niver Noah. Det gør ondt på Noah, og han slår fra sig. Det hele ender med, at begge to græder.

Hvad gør du? Tænk dig godt om. For måden, du som forælder reagerer på, har stor betydning for dine børns chancer for at lære af konflikten.

Hvis du som forælder påtager dig rollen som dommer, kommer der ikke noget godt ud af konflikten. Konflikten bliver til et problem, hvis du går ind og dømmer ved for eksempel at sige: “Noah, du kan da nok forstå, at det ikke ødelægger legen, bare fordi de dyr er med!”, eller “Mille, det er simpelthen ikke I orden at nive! Hvis du ikke kan finde ud af at lege med Noah, må du lege alene.”

Reagerer du på den måde, bliver du som den voksne til dommer i konflikten.

“Og så ligger begge børns retssikkerhed på et meget lille sted. Vi skal ikke blande os ved at rede trådene ud for børnene. I stedet skal vi lære dem, at sandheden ikke findes, og at samme situation kan opleves forskelligt,” siger pædagog og familieterapeut Lotte Secher.

Hun foreslår derfor, at du i stedet mægler mellem børnene ved at spørge ind til, hvordan de rent faktisk oplever situationen.

Sig for eksempel til Mille: “Sikke vred du blev …?” Og til Noah: “Du gider da bare ikke have de dyr med i legen, hvad?” Ifølge Lotte Secher går konflikten ofte i sig selv, når børnene oplever, at de bliver hørt.

Sådan udvikler konflikten sig

Det er naturligvis lettere sagt end gjort at bevare overblikket, når børnene skriger i munden på hinanden, og legetøjet ligger spredt for alle vinde. Men eksperterne har heldigvis flere gode råd i ærmet, som kan give dig en bedre forståelse af, hvad der sker, når dine børn ryger i totterne på hinanden, og ikke mindst hvad du bør – og ikke bør – gøre ved det. Groft sagt kan man dele konflikter ind i tre trin på en såkaldt konflikttrappe. På det første trin i konflikten, det grønne trin, er børnene uenige, men forsøger stadig at løse problemet. På det næste trin, det gule, mener begge børn, at den anden er skyld i problemet og synes selv, at de har ret, mens den anden bare opfører sig åndssvagt. Sidste trin er det røde trin. Her råber og skriger børnene og er oppe i det såkaldte røde felt. Når de er oppe i det røde felt, kan de være så voldsomme over for hinanden, at vi som forældre ofte træder ind og forsøger at forhandle en løsning igennem. Men stop lige op – du skal ikke løse konflikten nu! “Det eneste tidspunkt, hvor vi voksne ikke kan finde frem til en løsning, er, når børnene er I det røde felt,” siger Helle Birkholm-Buch.

Læs også: Sådan taler du bedst med dit barn

Hvad så? Skal du så bare se til, mens de flår hovederne af hinanden? Nej, selvfølgelig ikke. Helle Birkholm-Buch råder til, at du i stedet parkerer børnene i hver sit ringhjørne og forsøger at få dem til at falde ned. Det kan du gøre ved at tale om, hvad de føler.

Spørg ind til følelser

Spørg stille og roligt ind til, først det ene barns og så det andet barns oplevelse af situationen. Du skal endelig ikke være optaget af, hvad der skete men af, hvad de hver især oplevede.“At børnene oplever, nogen ser og hører dem, er i sig selv beroligende og med til, at de kan køre ned ad konflikttrappen igen. De tænker: ‘Nu behøver jeg ikke smøre tykt på, så hun kan finde ud af, hvor vred og sur og krænket, jeg er’,” siger Helle Birkholm-Buch.I det øjeblik, børnene kommer ned på det grønne niveau og kan se hinanden, går problemet tit i sig selv igen, lyder det fra familieterapeuten.

“Tit og ofte finder børnene så helt selv ud af, at konflikten bunder i misforståelser, og at der egentlig ikke er noget at være sure på hinanden over.”

Anerkend dit barns følelser

Giver du ikke taletid til dine børn, men går ind i konflikten selv og vil have parterne til at sige undskyld til hinanden, kan du derimod, stik mod hvad du ønsker, være med til at gøre konflikten værre. Ham, der skal sige undskyld, bliver møgsur, og vender ryggen til.

Kort tid efter blusser konflikten op igen, og børnene er ved at rive håret af hinanden. Det skyldes, at den gode kontakt mellem børnene ikke er genskabt.

Det er vigtigt at forstå og acceptere – også for os forældre – at alle ikke altid kan få opfyldt deres behov på en gang. Er begge børn faldet ned og har talt ud, kan det for eksempel godt være, at lillesøster Mille aldrig får sine dyr med i legen. Men det kan være helt okay for Mille. Hvis Mille har forældre, der generelt er gode til at anerkende hendes følelser, går Mille ikke i stykker af ikke at få dyrene med.

“Hvis hun møder respekt for den, hun er, og det, hun gerne vil, ved hun, at hun stadig har ret til at være i denne verden – også selv om hun har lyst til at have dyr med i legen og ikke får lov til det. Hun græder måske, men så er den heller ikke længere,” siger Lotte Secher.

Børn finder selv løsninger

Men hvad gør du, næste gang dine børn kommer op at toppes? Er der nogen gode råd til, hvornår du skal lade børnene klare det selv – og hvornår det er en god idé, at du blander dig?“Vi skal ikke blande os i konflikter, når vi kan se på børnene, at de kan klare sig selv. Vi skal slet ikke blande os i konflikter, når børnene ikke ser utilfredse ud med noget, vi synes, er uretfærdigt. Men vi skal blande os, når børnene bevæger sig op på det gule trin, og vi kan mærke, at deres konflikt begynder at blive optrappet, eller når skænderiet overskrider vores egen grænse for, hvordan vi behandler hinanden,” siger Helle Birkholm-Buch.

Læs også: Sådan beskytter du dit barn i sommervarmen

De bedste løsninger kommer dog som oftest fra børnene selv. Lad os sige, at det er fastelavn, og dine børn slår katten af tønden. Tønden brister, og det vælter ud med chokolade. Storebror skraber rigtig meget til sig, lillebror får næsten ingenting og forsøger at kapre noget af brormands chokolade – til brorens store irritation. Som forælder kan du foreslå en hel masse løsninger, men ofte vil det være godt lige at vente lidt, og se, om situationen løser sig selv. Det kunne jo være, at storebror får ondt af lillebror og knækker et lillebitte hjørne af et lillebitte stykke chokolade og rækker det til ham. Så kan det godt være, at lillebror bliver endnu mere ked af det – men vent et øjeblik endnu. Det er slet ikke udelukket, at storebror selv reagerer, når han ser, hvor ked af det lillebror bliver og derfor selv finder på at give ham noget mere chokolade.'

“Det er et eksempel på, at børnene selv finder løsninger, fordi de kan se hinanden,” siger Helle Birkholm-Buch. Sker det ikke, kan du selvfølgelig foreslå storebror at dele med sin lillebror.

Derfor skændes søskende meget

Det betyder ikke, at der ikke opstår et nyt skænderi eller en slåskamp senere på dagen – for søskende har det bare med tit at ryge i totterne på hinanden. Spørgsmålet er så, hvorfor konflikter mellem søskende ofte er mere voldsomme end konflikter mellem dine børn og deres venner fra skolen eller børnehaven? Det er der en helt naturlig forklaring på:

“Jo tættere vi er, jo tryggere føler vi os, og jo mindre behersker vi os selv. Børnene er heller ikke på samme måde bekymret for relationen, som hvis det var en legekammerat. Søskende kan i konflikter derhjemme finde på at slå hinanden, mens de aldrig kan finde på at slå andre børn,” siger Helle Birkholm-Buch.

Desuden er det vigtigt at forstå, at børns konflikter i høj grad er bestemt af deres temperament, deres aktivitetsniveau, og hvordan de matcher hinanden. Har I en flok aktive børn med stort temperament, vil der komme flere konflikter end ellers.

Det er dog langt fra det samme som, at de altid vil slås mod hinanden, siger familieterapeuten Lotte Secher, der har arbejdet som pædagog i 30 år. Hun har ofte oplevet søskendepar, der skændes og slås meget derhjemme, holde sammen som ærtehalm i institutionen. Når lillebror starter i børnehave, er storesøster parat til at beskytte ham. “Så kommer løvinden virkelig på banen, for lillebror er en del af hendes klan,” siger Lotte Secher.