Graviditetskvalme
SPONSORERET indhold

14 råd fra læserne: Sådan slap vi af med vores graviditetskvalme

Langt de fleste gravide bliver ramt af kvalme og skal fra tid til anden kaste op. Der findes mange tips og tricks til, hvordan du slipper af med graviditetskvalmen. Her kan du se læsernes bedste råd.

Af:: Kommentarerne er fra Vores Børns Facebookside, redigeret af Julie Trolle Boding Foto: iStock
19. maj. 2016 | Børn | Vores Børn

1. Reddet af nåle

Jeg var plaget af ekstrem kvalme, og da det fortsat var slemt i uge 16, valgte jeg at prøve akupunktur. Det var som at få mit liv tilbage. Det hjalp simpelthen så meget, og efter to-tre behandlinger var kvalmen væk.
Lene

2. Surt og sødt

Jeg havde kvalme og kastede op hver dag i næsten hele graviditeten. I starten hjalp intet. Jeg brugte meget syrlige drops (bolsjer). De gav ro i maven, ligesom cola heller ikke var dårligt.
Pia

3. K&K

Kakao og knækbrød udgjorde mellem 85-95 procent af min kostpyramide fra uge 6-14 …
Louise

LÆS OGSÅ: Børnenes bedste sprogbøffer

4. Duftende C-vitaminer

Ud over sodavandsis virkede friskpressede appelsiner. Jeg kunne lugte appelsinerne på første sal, når min kæreste pressede dem i køkkenet nede i stueetagen.
Melissa

5. Sådan er livet

Kast op, og skynd dig at spise lige efter! Spis ellers små, hyppige måltider, og lev med kvalmen, til den går over.
Louise

6. Spis igennem

Poloer, tvebakker og gulerødder var store hit gennem cirka ni måneders kvalme og opkast. Og så at lære ‘at spise igennem kvalmen’, altså spise trods kvalme, så man ikke får endnu mere kvalme, fordi man er sulten!
Vibeke

7. Tasken fuld af hjælp

Jeg havde stor glæde af at spise mange små måltider og nærmest hele tiden. Havde altid en pose med for eksempel gulerødder skåret i små stykker med mig. Følte jeg spiste uafbrudt. Heldigvis gik det over efter tre måneder.
Sabine

LÆS OGSÅ: Gravid uge 20: Køn? Ja, naturligvis er den det!

8. Hurra for agurketider

Jeg skylder al tak til agurk!
Maria

9. Giffel, gaffen, guffen

Mere desperat end misbrugerne foran apoteket stod jeg foran Fakta lidt i 8. Den stakkels kassedame nåede dårligt tilbage bag kassen efter at have åbnet døren, før jeg stod med første portion af mit daglige fix: to poser gifler og en gigant Cocio. Begge dele var oftest åbnet, når de blev lagt på båndet.
Christina

10. M&M

Takket være en håndfuld mandler og et glas mælk, hver gang kvalmen meldte sig, har jeg ikke kun minder om en hård graviditet.
Shada

11. Saft og kiks

Jeg tog et stort glas Ribena og et par mariekiks med i seng, og når jeg så vågnede, bællede jeg saften og spiste kiksene. Det tog det værste.
Camilla

12. Styr på blodsukkeret

Rigtig mad virkede for mig – så blodsukkeret forblev stabilt. Herunder en bananmad på rugbrød. Et glas mælk hver aften gjorde, at jeg kunne klare mig igennem hele natten.
Mia Maia

13. Hele døgnet

Mit bedste træk var at drikke et glas vand, når det var værst, så jeg ikke kun skulle kaste galde op. Og så kæmper jeg for at få det omdøbt fra morgenkvalme til graviditetskvalme, for det rammer jo døgnet rundt.
Ditte

14. Spiste ‘is’

Jeg havde kvalme stort set hele graviditeten – på nær de sidste uger – og på alle tider af døgnet. Det eneste, der hjalp, var at spise mange isterninger.
Cecilie