Homoseksuelt par om at få børn: ”Vi har besluttet, at vi begge skal hedde mor”
Når der er to kvinder i et forhold, kræver det mere end et knald, hvis der skal komme et barn ud af det. Efter en operation, fertilitetsbehandling og diskriminerende parpirarbejde bliver Maja Nyvang Christensen, 34, journalist på DR og Sissel Moos, 27, konsulent, mødre til det barn, der vokser og sparker inde i Majas mave.
Hvordan fandt I ud af, at I skulle have et barn?
Maja: “Min mor var 40, da hun gik i overgangsalderen, så da jeg var 32, ville jeg gerne have tjekket min fertilitet. Jeg fandt ud af, at jeg havde fibromer, muskelknuder, og særligt én sad dumt, ved livmoderhalsen, hvor ægget sætter sig fast. Fertilitetsprofessoren kiggede på os og sagde: “Det kan godt gå hen og blive svært for dig at blive gravid, så hvis jeg var dig, ville jeg gå i gang hurtigst muligt.” Jeg har altid gerne villet være gravid, og pludselig var det ikke sikkert, det ville lykkes, hvis ikke vi gik hurtigt i gang.”
Sissel: “Så fik jeg svedige håndflader. Vi havde kun været kærester i et år og boede ikke sammen. Jeg boede på et værelse og var på SU, så vi flyttede sammen for at finde ud af, hvordan det ville være at dele hverdag og lejlighed.”
Maja: “Jeg var sikker på, at jeg gerne ville have børn med Sissel. Jeg har lyst til at være sammen med hende, til jeg bliver gammel, og jeg har hele tiden kunnet se for mig, at vi ville blive nogle nice forældre.”
Sissel: “Jeg har aldrig haft lyst til at blive gravid, så derfor gav det også mening for mig, at det var Maja, der skulle være gravid. Før jeg mødte hende, var jeg ikke sikker på, at jeg ville have børn. Jeg var ikke i tvivl om, at jeg var forelsket i Maja, men pyh, det var tidligt i forholdet at skulle tage stilling til. Maja havde venner, der allerede havde fået børn, og jeg ville blive den første i min vennekreds. Men vi flyttede sammen, og lige så stille begyndte det at føles rigtigt.”
LÆS OGSÅ: Olga Ravn: ”Fra det øjeblik var det full-blown fødselsdepression”
Maja: “Vi kan ikke bolle os til børn, så det er en meget aktiv beslutning. Vi havde lange snakke, om hvad det ville betyde at blive forældre. Hvem du vælger at få børn med, er en af livets største beslutninger. Der er ingen fortrydelsesret.”
Sissel: “Vi havde fået at vide, at ventelisten til fertilitetsbehandling var et år, så vi blev enige om, at vi kunne starte med at skrive os op. Men allerede efter tre måneder indkaldte hospitalet os og var klar til at starte forløbet.”
Maja: “Vi blev kaldt ind til en samtale, og pludselig gik alting vildt stærkt. Muskelknuden skulle opereres væk, og så skulle jeg insemineres. Det kom lidt bag på os begge, at det gik så hurtigt. Men efter flere snakke om alt fra, hvordan vi skulle få plads til babyseng og puslebord, til om vi havde råd til at have et barn, og hvordan vi vil forholde os, hvis drømmen braser, og vi ender i skilsmisse, følte vi os sikre.”
Sissel: “Og så havde jeg et ønske. Jeg ville ud at rejse med Maja, inden vi skulle have et barn. For at få sådan en oplevelse, mens vi kun var os to. Så vi tog en måned til Sri Lanka.”
Maja: “Fra at alting gik lidt for hurtigt, og vi knap følte os klar, begyndte det pludselig at gå langsomt. Jeg var igennem seks inseminationer med donorsæd over et år, inden det lykkedes. Jeg blev modløs og bange for, at jeg ikke kunne blive gravid. Jeg stoppede på mit arbejde og fik et nyt og gik fra at arbejde 40 timer om ugen til 15. Det var en svær beslutning, men den helt rigtige for min krop.”
Sissel: “Vi var ret sikre på, at vi ville bruge en åben donor, så vores barn selv kan få lov til at vælge, om det vil møde donor, når det bliver 18 år. For os føltes det rigtigt at give barnet det valg.”
Hvornår oplevede I første gang, at fertilitetssystemnet er skruet heteronormativt sammen?
Maja: “Da vi skulle udfylde nogle af de mange papirer på fertilitetsklinikken, og der blev spurgt ind til, hvordan Sissels testikler havde det. Først grinede vi af det og havde lyst til at skrive “glimrende,” men så undrede vi os over, at formularerne tydeligvis ikke inkluderede vores familieform.”
Sissel: “Og da jeg skulle skrive under som medforælder, skulle jeg sætte min underskrift under ’barnefars navn’. Helt ærligt. Vi skriver 2020.”
LÆS OGSÅ: Jeanette Ottesen: ”Man har da ikke sagt op, bare fordi man bliver gravid”
Maja: “Der vader lesbiske par, regnbuefamilier og solomødre ind og ud af den her klinik, og vi har vedtaget i Danmark, at lesbiske kan få hjælp til at få børn. Det er superfedt, men hvorfor har man så ikke lige fået lavet nye skemaer?”
Sissel: “Som medmor til et barn har jeg samme ansvar og rettigheder, som en far har. Så det er ikke i orden, at min rolle og titel ikke eksisterer i sundhedssystemets papirer. Det er provokerende, fordi jeg juridisk altid vil være knyttet til barnet som medmor og har de samme rettigheder som enhver anden biologisk forælder.”
"Da jeg skulle skrive under som medforælder, skulle jeg sætte min underskrift under ’barnefars navn’. Helt ærligt. Vi skriver 2020."
Sissel
Hvilke overvejelser har I gjort jer om at være regnbuefamilie?
Sissel: “Vi har snakket om, at det er vigtigt, at der er nogle omkring os, vi kan spejle os i. Nogle vi kan dele erfaringer med og møde forståelse hos. Vi har bl.a. kigget på en sommercamp for regnbuefamilier og andre aktiviteter for os, der har en anderledes familiekonstellation.”
Maja: “Det er vigtigt for os, at barnet oplever situationer, hvor det er en del af en majoritet. Barnet kommer helt automatisk til at møde masser af heterofamilier, så det skal også have mulighed for at lege med nogen, hvor ‘mor og mor og børn’ er en helt naturlig leg.”
Hvordan forholder I jer til, at I bliver to mødre?
Sissel: “Vi har besluttet, at vi begge skal hedde mor – med mindre barnet begynder at kalde os noget andet. Det er klart, at Maja i starten har en kropslig kontakt med barnet, som jeg ikke har, da jeg ikke har båret, født og ammet det. Så det kræver noget andet af mig at komme tæt på det.”
Maja: “Og det kan være, at vi slet ikke bliver grebet af de samme følelser, når barnet kommer ud.”
Sissel: “Vi bliver begge lige meget mødre, og vi vil dele barslen. Hvis jeg ikke føler mig lige så knyttet til barnet i starten, er det vigtigt for os, at vi kan tale om det. Det gælder selvfølgelig også, hvis Maja ikke føler sig knyttet til barnet.”
Maja: “Jeg har ikke den store erfaring med børn, men Sissel har arbejdet i vuggestue, passet mange børn og har mange pædagoger i familien, så hun skal lære mig at skifte ble.”
LÆS OGSÅ: Iris Gold: ”Min søn skal ikke have for løse rammer og for meget ansvar i en tidlig alder”
Hvilke stereotyper bliver I mødt med?
Maja: “I den heteroseksuelle verden er der en stærk fortælling om farens rolle i forhold til barnet, som bliver heftigt diskuteret i de her år, fx i forhold til barsel. Men også i forhold til forventninger til huslige opgaver, bleskift og barnets første sygedag. Fordi vi er to kvinder, falder vi ikke ind i nogen kønsroller, og det er en befrielse. Hvis jeg ikke gør rent, er det ikke kønsrelateret, så er det, fordi jeg er doven. Fordi rollerne ikke er definerede på forhånd, skal vi skabe dem selv. Og det kræver fantasi og stædighed.”
Sissel: “Jeg kender ikke til stereotyper omkring medmødre, sikkert fordi vi ikke ser medmor-rollen udfoldet særlig tit i fx tv-serier, men der er da sikkert nogen.”
"Vii kan ikke bolle os til børn, så det er en meget aktiv beslutning. Vi havde lange snakke, om hvad det ville betyde at blive forældre. Hvem du vælger at få børn med, er en af livets største beslutninger. Der er ingen fortrydelsesret”
Hvad frygter I?
Maja: “Det, vi ikke selv kan styre. Det vil sige barnets møde med omverdenen, fx institution og skole. Vi lever i 2020, så vi har en forventning om, at pædagoger, lærere og andre forældre selvfølgelig er cool med vores familieform, men samtidig ved vi også, at barnet sandsynligvis vil blive udsat for homofobi, tilsigtet eller utilsigtet. Det gør selvfølgelig lidt ondt i hjertet, men sådan er det desværre at være en minoritet, og det er vigtigt, at barnet føler, at det kan fortælle os, hvis det oplever noget ubehageligt.”
Sissel: “Nu bor vi i København, hvor det er mere almindeligt med regnbuefamilier. Men vi har talt om, at vi gerne vil flytte til en mindre by engang. Noget der kunne holde os fra det, er, hvis vi ville blive den eneste regnbuefamilie i byen. Det har vi ikke lyst til.”
Maja: “Lige meget hvor vi bor, bliver barnet helt sikkert spurgt: “Hvad hedder din mor? Hvad hedder din far?” Og der er det vores opgave at skabe en opvækst, hvor det er normalt, at barnet har to mødre. Det gør vi fx ved at købe børnebøger, der viser forskellige familietyper, så det har noget at spejle sig i. Og så ved at sørge for, at det kender jævnaldrende fra samme slags familie. Vi kan ikke gøre det alene. Derfor har vi startet en kritisk moderskabsgruppe, hvor der også er solomødre. Her snakker vi om de udfordringer, vi møder, og de spørgsmål, der optager os. Og de børn, der kommer ud af den gruppe, kommer jo til at kende hinanden.”
Skal der være en mand eller flere i barnets liv?
Maja: “Vi kommer ikke til at forcere en mand ind i vores familie. Det ville være underligt. Det, der betyder noget for os, er, at der er gode mennesker omkring os. Vi har en dejlig broget venneflok, som barnet kan spejle sig i. Og så er der jo ikke mangel på fremtrædende mænd i samfundet, så der er masser af både gode og dårlige forbilleder der også.”
Sissel: “Og hvis vi kommer til at stå i en situation, hvor vi bliver i tvivl om noget i forhold til drengekroppen, så ringer vi til en ven med en penis. Der er masser af børn, der har haft en helt fin opvækst uden at have en mand i nærheden, og vi skal ikke mange årtier tilbage, før manden ofte var enten fysisk eller mentalt fraværende i børns opvækst. Jeg kan dog frygte, at nogen vil tage en manderolle på sig, uden vi har spurgt. Det behøver de ikke.”
LÆS OGSÅ: 32-årige Sanne er ægdonor
Hvilke fordomme har I mødt?
Maja: “Jeg ved, at det ikke er med vilje, men ofte kommer folk til at sige “far” i stedet for “donor,” og der retter vi dem konsekvent. For der er ingen far i den her familie. Vi har fået anbefalet at lave en lille bog med billeder og fortællinger om, hvordan vores barn kom til verden, som vi kan give til vores nærmeste venner og familie, så de kan læse den med barnet, og de ved, hvad de skal sige, hvis barnet eller andre spørger. Og den historie kommer ikke til at skjule noget, den skal både indeholde sædbanken, hospitalet, forsøgene og fødslen.”
Sissel: “Vi har også haft samtaler med vores forældre for at fortælle dem, at de selv må vælge, hvad de vil hedde, men at der måske bliver to mormødre og to morfædre. Den skulle nogle af dem lige sluge. Jeg gjorde min mor opmærksom på, at hun ville komme til at dele titlen ’mormor’ med en anden. Først forstod hun det ikke – hvad havde det ligesom med hende at gøre, at Maja var gravid? Hun er jo ikke biologisk knyttet til det barn. Det har været svært, for jeg føler mig jo i den grad som mor.”
Skal I have flere børn?
Maja: “Vi vil gerne have flere børn og har faktisk købt for knap 36.000 kroner frossen sæd. Vi vil gerne have samme donor, og da der er risiko for, at han bliver udsolgt, anbefaler de, at man køber sæden, så snart man ved, at den virker og betaler for, at den er nedfrosset i nogle år.”
Sissel: “Jeg er blevet en anelse mere lun på at blive gravid efter at have fulgt Maja så tæt. Det er vildt at opleve alt fra kvalme, underlige madvaner, humorsvingninger og liv i maven på sidelinjen. Og det må være endnu vildere at opleve det på egen krop. Men jeg er simpelthen så bange for at føde, så jeg er ikke helt sikker endnu.”
Maja: “Hvis ikke Sissel vil, tager jeg en til tur til, hvor jeg bærer et af Sissels befrugtede æg. Det kan man nemlig også.”