Mens den ene veninde kæmpede for at blive gravid, skete det for den anden i første forsøg
Det nære venskab mellem Astropod-veninderne Amalie Bendixen og Marianne Gellert blev sat på prøve, da Amalie kæmpede for at blive gravid, og Marianne pludseligt stod med en positiv graviditetstest. Det fortæller de i et stort interview med Vores Børn.
Et tilfældigt møde mellem Amalie Bendixen og Marianne Gellert tilbage i 2012 udviklede sig til et nært venskab. Men det har krævet hårdt arbejde at bevare venskabet, som har lidt et knæk, hver gang en graviditet har meldt sin ankomst.
Mens den ene veninde bag podcastuniverset ”Astropod” kæmper for at blive gravid, sker det nærmest i første forsøg for den anden, og relationen fyldes pludseligt med grimme følelser som skam og misundelse. Det fortæller de to veninder i et stort interview til Vores Børn.
– Det var svært for os begge to. Forestil dig, at en af dine hjerteveninder, som du holder uendeligt meget af, og I har lige lappet nogle sår, samtidig med at du har prøvet at blive gravid i otte måneder og bare har fået negativ på negativ test, så kommer og fortæller, at hun prøvede bare lige én gang, og så er hun gravid, fortæller Amalie Bendixen.
Amalie Bendixen prøvede at glæde sig på sin venindes vegne, men det var alt for svært for hende at være i Marianne Gellerts lykke, og det fortalte hun sin veninde.
– Jeg havde brug for, at det ikke kom til at fylde alt før efter 20-ugers scanningen, hvor en graviditet i min optik er mere sikker, for det kunne jeg ikke rumme. Det betød ikke, at hun skulle føle sig forkert, men om hun ikke kunne vise mig det hensyn og ty til sine andre gode veninder i den første, usikre periode, hvor alting stadig er nyt og sårbart. Og det var så skamfuldt at indrømme, at jeg havde det sådan.
Mens Amalie Bendixen længtes så inderligt efter at blive gravid og havde svært ved at glæde sig på sin venindes vegne, havde Marianne Gellert omvendt svært ved at glæde sig over det liv, der spirede i hendes mave.
Men da Marianne Gellert er halvvejs i sin graviditet, får hun et opkald fra Amalie Bendixen, som på mange måder er helende for venskabet.
– Jeg fik simpelthen så dårlig samvittighed over, at jeg var blevet gravid. Jeg havde det så forfærdeligt over at vente Nina. Og sådan skal det jo ikke være. Jeg kan huske, at du ringede, da jeg havde været til midtvejsscanning. Det var en meget vigtig samtale, fordi jeg følte, at du var ægte glad på mine vegne over, at jeg skulle have en pige, fortæller Marianne Gellert, og Amalie Bendixen supplerer:
– Det er så svært et paradoks, fordi du elsker en person, og du vil så gerne være glad på hendes vegne, men du er også så fyldt af misundelse. Der sker noget i kroppen, som man ikke rationelt kan arbejde med.
Læs det fulde interview i Vores Børn. Her fortæller veninderne mere om, hvordan deres fællesprojekt, podcastuniverset ”Astropod”, fik sus under vingerne samtidig med, at de begge to pludseligt blev mødre for første gang – og om et venskab, der har stået igennem alt fra store tab og knuste drømme til svære prioriteringer og misundelse.