
Annonse

Annonse
Annonse
4 ud af 6 stjerner
Fuzzies, Pusletaske, 349 kr. på Fuzzies.dk
Førstehåndsindtryk
Den ligner nærmest en krydsning mellem en computer- og en sportstaske. Til gengæld kan farmand gå i byen med den uden at føle sig alt for metroseksuel. Og så er den dejlig let at bære!
Indretning
Tasken ser ikke så stor ud, men når man begynder at proppe bleer og tøj i, er den faktisk rummelig. Udover det store rum indeholder den tre inderlommer, den ene er med termobelægning til at holde flasken varm. Udvendigt er der lommer til pung og telefon. Ordensmennesket vil mangle flere inddelinger.
Pusle-kit
Ikke så mange dikkedarer, men det basale behov er dækket: Bleunderlaget er betrukket med gummi, så det kan sprittes af.
Pengene værd?
Jeps. Designet er en by i Rusland, men pusletasken har en god pris og fungerer til formålet.
5 ud af 6 stjerner
Lässig, Gold, fås i fire farver, 998 kr. på Lillebi.dk
Førstehåndsindtryk
Den ser afslappet ud på ‘casual chik’-måden. Og så er den vendbar, så den kan være enten ensfarvet eller med print. Den er mærket ‘eco-friendly’ og fri for ftatalater, PVC og andre kemikalier. Dejligt!
Indretning
Der er flere indvendige lommer, men taskens bløde udformning gør, at man nemt kommer til at bruge den som et stort rum (risiko for rodebutik). En testmor savner en lynlås til at lukke det danske (regn-)vejr ude.
Pusle-kit
Nu bliver det smart! Pusleunderlaget har en fast plads i et separat rum i bunden
af tasken, så man altid nemt kan komme til det. Derudover medfølger en separat taske til at opbevare pusleudstyr og mad – med rum til vådservietter, flaske og så videre. Super!
Pengene værd?
Ja, en tusse er o.k. for de fede detaljer og ingen kemikalier.
6 ud af 6 stjerner
Pacapod, Napier, fås i tre farver, 849 kr. på Lillebi.dk
Førstehåndsindtryk
Tasken står ved, at den er en pusletaske – hverken print eller materiale signalerer dametaske. Den er lavet i praktisk vokset kanvas med lækre læderdetaljer.
Indretning
Ordensmenneskets drøm – den er jo umulig at rode i! Vi nævner: Lomme til mobil, fastmonteret nøglesnor, særskilt ‘babyrum’ med to mindre tasker – en til mad og en til bleudstyr. Alle tasker har velcrostropper, så de kan fastgøres på barnevognsstyret.
Pusle-kit
Super pusleunderlag. Og vildt smart, at man bare hiver henholdsvis bletasken (fyldt med praktiske lommer) eller madtasken (termoisoleret) frem, når det er skifte- eller pusletid. Så er det slut med at rode rundt efter zinksalve og gulerodsmos!
Pengene værd?
Ja. Knap så anvendelig efter bletiden, men den er perfekt til formålet!
4 ud af 6 stjerner
Smallstuff, Mama, fås i fem farver, 599 kr. på Oenskeborn.dk
Førstehåndsindtryk
Sød med de små stjerner. Mønsteret signalerer, at tasken tilhører barnet mere end forældrene – uden at gå helt i den putte-nuttede grøft. Materialet i praktisk nylon udstråler god mellem-kvalitet.
Indretning
Dejlig rummelig taske med lommer til det meste. Der mangler dog et oplagt rum til sutteflasken. Der er et rum til PC, så hvis man planlægger at bruge den fremover, er der tænkt på det. God lang og regulerbar strop.
Pusle-kit
Pusleunderlaget fungerer fint, men det ville give lidt ekstra, hvis det havde været lidt bredere og mere skridsikkert. Og så efterlyser mødrene en termobeholder til flasken.
Pengene værd?
Vi er i mellemlejet prismæssigt, og det passer godt til tasken. Den er hverken luksus eller spækket med smarte detaljer, men den gør, hvad den skal, og er fint designet.
5 ud af 6 stjerner
Storksak, Elisabeth, fås i tre farver, 1.899 kr. på Babygear.dk
Førstehåndsindtryk
Piiift! Lysebrunt læder, guldfarvede knapper og beslag, indvendigt for med logo … hvilken eksklusiv dame!
Indretning
Her er tænkt ‘mor på farten’: Et lille rum til D-dråber, et rum til en flaske, et rum til stofbleer og så videre. Dejligt, men lidt mere rummelighed kunne testmødrene godt bruge. Tasken har både hanke og en lang strop, så den kan hænges over barnevognsstyret.
Pusle-kit
Glimrende pusleudstyr med underlag og termobeholder til flaske i matchende farver. Og den ekstra detalje: En lille pung til private kosmetikting eller andre dingenoter.
Pengene værd?
En dyr fornøjelse. Men er du ude efter en lækker langtidsinvestering, som også kan bruges til en laptop fremover, kan prisen sagtens retfærdiggøres.
6 ud af 6 stjerner
MØDREGRUPPENS FAVORIT!
ByStroom, Bea, fås i tre farver, 799 kr. på Bystroom.dk
Førstehåndsindtryk
Det er jo lige før, man glemmer, at det er en pusletaske! Fine detaljer som flettede hanke og beige for med print giver et lækkert udtryk. Er dog af kunstlæder og dufter lidt syntetisk, så den skal ud og luftes.
Indretning
En, to, tre … hele otte indvendige lommer tæller testmødrene. Så burde det være muligt at holde orden på sit habengut! Tasken har en skulderstrop, som kan monteres og justeres i længden, så herligheden kan hænge på barnevognens styr.
Pusle-kit
Der er en flaskeholder i termomateriale, en toilettaske samt et pusleunderlag. Sidstnævnte i en fin størrelse, men det kunne godt være lidt tykkere. Alt i lysegråt. Det er pænt!
Pengene værd?
Ja tak! Til en fin pris får du en funktionel taske, som ikke skriger ‘MOR’.