GIV ET BLAD I JULEGAVE TIL ÉN, DU HOLDER AF

Pinlige børn - er de pinlige eller umiddelbare?
Foto: Lotte Andkilde Man skal vise børn, at forskelligheder ikke er farlige, siger børnepsykolog John Halse,

Pinlige børn - er de pinlige eller umiddelbare?

Pinlige børn: "Hvorfor er mandens næse så stor?"

Børn kigger, peger og spørger, når de ser noget, de ikke plejer at se – og det kan gøre de voksne pinlige.

Nogle ting gør man bare ikke. Det er noget, som strider mod alle uskrevne regler, og som ville få Emma Gad til at føle, at hun spildte sine takt og tone-kræfter. 

Eksempelvis peger man ikke på folk, man ikke kender. Man står ikke og glor på et menneske, der skiller sig ud fra mængden. Og man kommenterer det slet ikke. Det ved du, fordi du er voksen, og du har lært, hvad samfundet mener, der er god opførsel. Derfor kan du måske heller ikke være inde i dig selv, når dit barn træder hen over grænsen og placerer sin størrelse 24 direkte ned i alt det, man bare ikke gør. For det gør børn. 

Alle forældre, jeg har talt med, har oplevet det. En mor hørte, hvordan barnet spurgte en teenager, om hans bumser var skoldkopper. En far berettede om, da hans datter havde sagt til en 40 år ung mand, at han var gammel. En tredje fortalte, hvordan hendes dreng havde jagtet en person med dværgvækst igennem et indkøbscenter. I situationerne var det svedpiblende pinligt, at børnene pegede på forskelligheden mellem mennesker. Men følelsen overgik sandsynligvis kun forældrene.

Antoniett Vebel Pharao er 26 år, studerer pædagogisk sociologi og sidder i en kørestol, fordi hun har muskelsvind.

– Jeg har engang oplevet, at en mor i Tivoli Friheden rent faktisk spurgte, om hendes barn gerne måtte se på min stol. Det var det mest befriende i verden. At hun lod sit barn spørge og se, det er måden, man nedbryder fordomme på, siger Antoniett Vebel Pharao.

Noget af det fedeste, hun ved, er, når hun kører forbi børn, og hun lige når at opfange noget af det, de siger. Én råbte engang til sin mor ‘det er den sejeste radiobil, jeg nogensinde har set’. 

– Det er guld værd, siger hun.

Pinlige børn

Da jeg ringer til John Halse – mangeårig børnepsykolog – og fortæller ham, at det her skal handle om pinlige børn, siger han med det samme ‘uartige børn’. Men det skal du forstå som en sarkastisk kommentar, for børn er – i modsætning til voksne – ikke så velsocialiserede, at de ved, hvad man gør og ikke gør. Empati har man først styr på, når man er omkring seks år.Indtil da skal man, ifølge John Halse, ikke have nogen forventninger om at lære ens barn, hvorfor der er en adfærd, der ikke er god adfærd. Og derfor er børnene ikke uartige, som John Halse lægger ud med at næsten råbe ind i telefonen. – Jeg har snakket med mange medarbejdere i dagplejer og vuggestuer, der bruger sætningen ‘hun skal lære at forstå, at hun ikke må drille’, hvor jeg siger, at det kan du godt glemme. Forståelsen for hvordan man handler, kommer først omkring skolestartsalderen. Man må ikke stille krav til sit vuggestue- eller børnehavebarn om, at det skal indleve sig i og forstå, hvordan det ser ud fra den andens synsvinkel og så handle i overensstemmelse med det, forklarer John Halse.Med andre ord kan man ikke forvente, at en fireårig forstår takt og tone. Det ved Gitte Hornshøj også. Hun holder foredrag om god opførsel, og så har hun skrevet bøgerne Respekt! – Takt og tone og kunsten at omgås andre mennesker og Børn, børn, børn. Hun siger, at takt og tone handler om at have et filter, og det er børn ‘gudskelov fuldkommen ligeglade med’, som hun formulerer det. Og nogle gange kan det også være en hjælpende sætning, barnet giver, mener Gitte Hornshøj. Som når det bemærker en overvægtig person, og det måske i nogle tilfælde bliver det sidste skub, der får vedkommende ud at løbe. Hun kommer i tanke om engang, hun var til begravelse, og alle de voksne stod og var ulykkelige. Da kiggede en treårig dreng op og spurgte, hvorfor de alle stod og græd. – I den situation må man bare smile, fordi nå ja, hvor var det dejligt, at han ikke forstod situationen endnu, siger Gitte Hornshøj.

Vi vil være pæne mennesker

Men selv om børnene ikke bryder samfundets uskrevne sociale regler bevidst, bryder de dem. I måden vi omgås hinanden på, har vi besluttet, at det som minimum er upassende at gøre mere end at registrere de skævheder, der stikker ud.– I virkeligheden er det, fordi vi er nogle pæne mennesker, der helst ikke vil såre andre. Vi er ikke så pæne fra naturens hånd, men vi har fundet ud af, at samfundet fungerer bedst, når der er et regelsæt, som man kan spille bold op ad. Men takt og tone kan ikke altid bruges, når det gælder børn, og det er også befriende, når mennesker tør være ærlige. Jeg siger altid, at man skal bruge takt og tone, når situationen kræver det, og at vi skal leve som mennesker på godt og ondt, fortæller Gitte Hornshøj.En børneverden er ikke en voksenverden. Her er andre spilleregler – hvis der overhovedet er nogen. Antoniett Vebel Pharao ved det, og af blandt andet den grund føler hun ofte, at det er forældrene, der i situationerne er de pinlige. Hun ved, at børn ikke kigger, peger og spørger for at være ondskabsfulde. De gør det, fordi de er naturligt nysgerrige, tænker hun. Det er noget andet med deres forældre. Når hun bevæger sig rundt, lægger hun tit mærke til, at de tysser på deres børn og forklarer dem, at det må man ikke spørge om.– Og det er det mest forkerte svar, man kan give dem, siger hun. Antoniett Vebel Pharao oplever også, at forældre hiver deres børn væk eller skærmer dem, når hun er i nærheden.– Og det er der, jeg bliver pinligt berørt. Så tænker jeg, om det er mig, der er noget galt med? Er det derfor, du trækker dit barn væk? Det giver et helt forskruet samfundsbillede, når man trækker sit barn væk. Som om en kørestol er til fare for andre mennesker. Det kan den godt være, når jeg er fuld, men det er jeg heller ikke så ofte sammen med børn, siger hun. Umiddelbart handler det hele om høflighed, men måske også kun umiddelbart. Da John Halse var barn i 1950’erne, kiggede han og vennerne efter folk, der så anderledes ud, talte anderledes eller gik anderledes. Men det handlede også om noget andet. De var pissebange for dem. Selv den blinde med pinden var de rædselsslagne for, og det bundede i en kombination af angst og nysgerrighed over for det, man ikke plejede at se. 

Afmystificer det fremmede

Børn skal opdrages til at forstå forskelligheder. Hvad enten det er en overvægtig person, en fyr med bumser eller en kvinde i kørestol. Det mener John Halse i hvert fald. Når man forklarer barnet om samfundets skævheder, bliver det vant til dem, og på den måde kommer man tættere på de sociale spilleregler. Og man skal bestemt ikke afskærme barnet af ren høflighed, mener han.

– For det er i den grad med til at danne grundlag for alskens forskruede, mytiske forestillinger om, hvordan en gruppe måtte være, siger John Halse og tilføjer, at det er en balance, for selv om barnet er nysgerrigt, skal man ikke genere. 

– Det handler jo om kontakt med det, der er anderledes og noget viden om, hvad det går ud på. Og i forlængelse ligger så det, man kan kalde almindelig dannelse. Altså må man gerne kigge og registrere, men ikke stille sig op og pege og sige ‘du er …’, siger John Halse.

Han deler processen op i tre trin, hvor man gradvist fortæller sit barn om verdens forskelligheder. Og så er processen i gang. Man skal punktere og afmystificere det fremmede, for så bliver barnet vant til det. 

– Uden sammenligning i øvrigt er jeg sikkert blevet udset som en idiot i mange nabolag, fordi jeg har stået og klappet brandhaner, som min hund har været bange for. Det var fremmede genstande, og derfor blev de farlige. Og det er det samme med børn. Man skal vise, at forskelligheder ikke er farlige. 

Antoniett Vebel Pharao vil gerne have, at børn og voksne spørger, hvis de undrer sig over, hvad det er for en stol, hun sidder i. For hun er ikke farlig. I hvert fald ikke, når hun er ædru. 

Faktaboks

Sådan gør du

Når barnet peger eller spørger, skal du spørge, om I skal gå hen og snakke med ham eller hende. Og gøre det, hvis situationen tillader det.

Bagefter skal du tale med dit barn om det. Men kun i en meget simpel form. Hvorfor sidder man i kørestol, eksempelvis.

Nu kan du begynde at tale med barnet om, hvordan man skal agere i forhold til mennesker, der ser anderledes ud. Det er en længere proces, fordi det ikke kun handler om ham, der sidder i kørestol, men også gælder alt, hvad der er anderledes. Det er den dannelsesmæssige del, hvor man også skal huske at sige, at hvis der er noget, barnet undrer sig over, er det altid velkommen til at spørge.

Kilde: John Halse, børnepsykolog

Se, hvad vi ellers skriver om: Forældre, Børneopdragelse og Aktiviteter for børn