Sådan er livet med en baby – troede jeg

1. Jeg forbliver den samme person

Før jeg stod med mit første barn i armene, troede jeg, at jeg ville fortsætte med at være den samme person. Det vil sige en person med sig selv i centrum. Men næh nej. Nu er det ikke længere mig selv, der er i centrum, men mine børn, for de kræver det meste af min opmærksomhed – og sådan skal det være efter min mening. Faktisk er det befriende ikke at have så meget tid til at realisere sig selv og hele tiden tænke mig, mig, mig. Jeg vil gå så vidt som til at sige, at jeg er blevet et lykkeligere menneske af det.

LÆS OGSÅ: Hvorfor får far ros, når mor ikke gør?

2. Barsel er en tiltrængt pause fra jobbet

På papiret er barsel en pause fra arbejdslivet. Men en pause i ordets forstand? Det er det langt fra. At skulle servicere et lille menneske døgnet rundt i tolv måneder (i mit tilfælde) er ikke afslappende. Faktisk synes jeg, det var så hårdt, at jeg ikke havde overskud til meget andet end min baby – især ikke anden gang. Men fordi jeg helligede mig min baby, nød jeg det faktisk i fulde drag.

3. Jeg tager da bare baby med

Et spædbarn kan sove og spise alle steder. Men da min førstefødte blev omkring tre måneder kunne jeg ikke længere gøre, hvad jeg havde lyst til med baby på armen. Hvis jeg for eksempel ville besøge en veninde til middag, men babys sovetid egentlig var klokken otte, kunne jeg ikke bare putte ham i barnevognene i venindens gård eller have, for så vågnede han, når vi kom hjem. Farvel nattesøvn og bye bye søvnrytme.

Jeg kunne heller ikke amme min lille søn, når der foregik en masse omkring os, for så ville han slippe brystet og følge nysgerrigt med i omgivelsernes gøren og laden – uden at få nok at spise. Jeg var lidt overrasket over, hvor meget jeg skulle tilpasse mit liv efter en baby og ikke omvendt kunne tilpasse baby efter mit liv.

4. Baby kan bare blive passet

Kloge hoveder siger, at det kræver en hel landsby at opfostre et barn. Det er ikke helt forkert, for hvis du nogensinde skal have en aften, hvor du og din mand går ud og spiser eller laver noget andet, der minder jer bare en smule om, at I faktisk er kærester og ikke bare samarbejdspartnere, så skal himmel og hav sættes i bevægelse. Først skal I finde en dato, så skal I tjekke med bedsteforældrene, og pasningen skal tilpasses omkring amning. Så nej, baby bliver ikke bare lige passet. Derudover viste det sig, at jeg hverken havde lyst til eller behov for, at min søn skulle passes, før han var et halvt år. Og kun i to timer, for jeg saaaaaavnde ham (og han savnede mine bryster).

LÆS OGSÅ: Hvem skal passe dit barn - og hvornår?

5. Jeg ville straks forelske mig i baby

Jeg var sådan set forelsket i min søn, da jeg fik ham i armene på hospitalet, men de mange blandede følelser, der kom efterfølgende, overraskede mig. Efter et par dage blev jeg for eksempel ramt af en overrumplende følelse af klaustrofobi, da det for alvor gik op for mig, at det her lille barn var MIT ansvar. Der ville ikke komme nogen og tage over, så jeg kunne sove. Panik!

6. Selvfølgelig kan jeg læse mit barns behov

Nogle gange græder babyer bare. Det er ikke altid, fordi de har en våd ble, er sultne, har det for varmt eller er trætte. Selv om jeg havde et barn, der næsten aldrig græd, har jeg oplevet stunder, hvor han græd utrøsteligt, imens jeg stod fuldstændig hjælpeløs på sidelinjen. Som mor har jeg ikke altid kunnet læse mit barns behov, men derimod været udfordret som bare pokker.

7. Så slemt kan søvnmangel da heller ikke være

Den er meget værre. Folk, der ikke har børn ved ganske enkelt ikke, hvad det vil sige at få så lidt og så meget afbrudt søvn, som mødre (og fædre) til småbørn får. Det er helt vildt, at vi kan klare det. Mange har stadig afbrudt søvn, når de starter på arbejdet. Idéen om at kunne sove til du vågner bliver et long lost minde fra en fjern fortid. Selvom min yngste er syv år i dag, dagdrømmer jeg stadig om fuldkommen uafbrudt søvn.

8. Det bliver nemt at aflevere ham i vuggestue

Det troede jeg. Indtil jeg stod og skulle aflevere ham til et par fremmede voksne, der også skulle passe elleve andre børn. Det er bare ikke naturligt. Det var det vildeste overgreb på mig som mor at vinke og forlade et barn, der græd dybt ulykkeligt over at blive forladt. Jeg har aldrig været typen, der har tænkt, at mit barn bare græd ud af ren og skær vane. Eller at det var godt for en etårig at være i vuggestue. Nogle gange ville det have været nemmere, hvis jeg havde været overbevist om, at vuggestuen var god for mit barn. Men når jeg gang på gang var vidne til, hvordan mit barn lukkede sig inde i sig selv og så væk, når jeg gik, græd jeg indvendigt. Det var ganske forfærdeligt. Først da min søn kom i børnehave og fik rigtige venner, føltes det 100 procent rigtigt at aflevere ham.

9. Amning er magisk

Måske efter et stykke tid. I starten var det langt fra fantastisk for mig. Det gjorde ondt, når mælken løb til, mine t-shirts blev våde om natten af al den mælk, der løb, og for mit vedkommende fik jeg sår, der gjorde fandens ondt i begyndelsen. Med nummer to var det så slemt, at jeg fik et sår på størrelse med en stor ært på det ene bryst. Efter at jeg havde grædt mig igennem amningen i en uges tid, blev jeg introduceret til suttebrikken, der blev min redning. Men en idyllisk totaloplevelse var amningen ikke.

Klummen er et udtryk for skribentens egen holdning.