Hvad der for mor er krystalklart dansk, er for farmand en blanding af uforståelige grynt og spontane primalskrig. Men nu skal det være slut – Brian Mørk vil også kunne snakke med sønnike på 16 måneder.
Min søn er opkaldt efter Charles Darwin (Darwin) – manden, der påviste, at vi mennesker stammer fra aberne. Darwin (Charles) ville være stolt af min dreng, da han dygtigt beviser slægtskabet ved at lyde som en lille abe, hver gang han åbner munden.
Desværre er han ikke lige så smidig som en abe. Medmindre man med smidig mener, at han er dygtig til at tage af med panden, når han falder. For det er han.
Darwin (Darwin) er i skrivende stund 16 måneder, og han har et veludviklet sprog og kommunikationsevner som en intelligent chimpanse. Det er i hvert fald sådan, jeg hører det. Min hustru er af en anden opfattelse. I hendes trænede ører taler han dansk, som havde han netop afsluttet en uddannelse i retorik. Hvad der for mig lyder som ‘sbieghiprr’, lyder for hende som et flot udtalt ‘spegepølse’, og ‘kdoiy’ er selvfølgelig ‘banan’, ‘et glas vand’ eller ‘min ble er fyldt med ondskab’. At jeg ikke er i stand til at høre det, må skyldes, at jeg ikke er det mindste interesseret i min egen søn. Typisk mænd. Jeg vælger selv at tro, at det er, fordi han slægter sin mor så utroligt meget på. Når hun taler til mig, forstår jeg ofte heller ingenting.
Klonet bladlus
Det pudsige er, at han som regel har sagt alle de her dygtige ting, når jeg ikke er til stede. Gerne sekunder før jeg kommer hjem. “Du skulle have været her lige før, Brian, det var så kært! Han aede hunden og sagde, at den var sød!”
Jeg kigger håbefuldt på min smukke og skinnende søn i håb om, at han vil ytre ordene ‘Darwin elsker far højest!’. Men han ser mig bare i øjnene og siger ‘blegrhrgh’, griner og løber med ansigtet først ind i en dørkarm. Jeg er ikke imponeret. Og begynder at frygte, at mine gener intet har med barnet at gøre. Kan min hustru have skabt ham ved en primitiv form for kloning? Ikke ulig bladlusen?
Tegneseriesprog
Hvis jeg spørger min familie, hvad mit eget første ord var, så er der ingen, der kan huske det. Det tyder en smule på, at det ikke har været noget videre mirakuløst. Eller at mine forældre ikke rigtig havde interesse i den slags ligegyldigheder. Begge dele lyder ret sandsynlige.
Min søn, skal det siges, har faktisk et sprog. Det kan man både se og høre, når han peger på en genstand og vredt forklarer noget på et sprog, jeg aldrig har hørt og ikke kan købe en parlør til. Man kan se, at han ved, hvad han snakker om, når han forklarer eller spørger om noget, man kan bare ikke fange ordene. Og så kan han faktisk råbe gloser, der lyder som de tegn, man bruger i tegneserietalebobler i stedet for bandeord.
Grynt og hyl
Jeg indrømmer, at min kone sikkert kender ham bedre, end jeg gør. Hun har, siden han blev født, gået op og ned af ham døgnet rundt, mens jeg kun har været så heldig at se ham, når han stod op, og når han skulle i seng (at redde gidsler fra Taleban tager desværre meget af ens tid), men jeg kan ikke ryste tvivlen af mig: Er det ikke bare, fordi hun er alt for ivrig efter at kunne forstå sit eget afkom? Lægger hun ikke lidt mere betydning til hans grynt og hyl, end der er grundlag for?
Jeg har i hvert fald ikke lyst til at sakke bagud. I dag hørte jeg ham sige ‘ombudsmand’. Eller ‘evolution’. En af de to.
SKRIVES PÅ SKIFT AF: EN FAR FORTÆLLER …
Brian Mørk, komiker og far til Alicia på seks og Darwin på halvandet år.
Mads Barner- Christensen, livsstilsekspert og far til Cornelius på seks år, Hannibal på tre år og Giulia på 17 måneder.
Thure Kjær, journalist og far til Kasper på to år.
