Sjov leg på ski

Både Carl (syv år) og Oscar (fem år) syntes begge, at det var ret sjovt, at vi skulle pakke badebukserne øverst, når vi nu skulle på skiferie. Men sidste års tur med Norgesbåden havde ligesom fastlagt nogle traditioner, når vi nu igen skulle af sted mod nord.

„Husk, at vi skal i svømmehallen, lige efter vi har fået vores kahyt, så er der ikke så mange mennesker,” sagde de to nærmest i munden på hinanden.

Og vi havde da også lige fået stillet taskerne, da toårige Sofus med et håndklæde i hånden råbte: „Hvor er den svømmehals?” Med andre ord, ferien var startet!

Norgesbåden kan umiddelbart forekomme lettere mareridtsagtig, med en million steder, hvor børn kan blive væk, trapper, de kan falde ned af, og buffeter, de kan vælte, men man kan forebygge de værste bekymringer med et mobil- og kahytsnummer på armen. Og så har de gjort dørene ud til dækket så tunge at åbne, at børnene ikke kan selv.

For de helt små er der udmærkede legemuligheder med mor og far i nærheden, og for de lidt større bliver store dele af båden til en legeplads, når skattejagten skydes i gang.

Det kan godt blive lidt halvsent, før man får overstået badeland, leg, mad, måske lidt computerspil, en skattejagt og en sodavand i baren, men til gengæld er børnene lidt mere medgørlige dagen efter i bilen på vej til skibakkerne.

Turen til Geilo tog os tre timer, det var nemt at komme ud af Oslo, og resten af vejen var lige så uproblematisk – det skal dog siges, at vejene var gode og fri for sne, så havner man i snevejr, skal man altså regne med noget længere køretid, husk for øvrigt snekæder.

Vi kørte ind i ”vores” område, Geilolia, i buldrende sol og med udsigt til sneklædte bakker, der fik både børn og voksne til at bevæge sig uroligt i sæderne. Og da vi kort efter var installeret på vores dejlige værelse på Vestlia Resort, slog alle tre børn rekorden i at komme i skistrømper, varmt undertøj, fleecetrøje og flyverdragter, hue, vanter og skibriller. Selv da vi kom til solcreme, foregik det helt uden protester.

Af banen …Der er godt og vel 150 meter fra hotellet til skilifterne, med andre ord så kort, at selv en ret stædig femårig ikke en eneste morgen protesterede over selv at skulle bære sine ski.

Liftkort, skiskole samt udlejning af ski og støvler foregår lige ved siden af lifterne, og man får en hjelm med til børnene – den er obligatorisk og sparer alle parter for hovedpine.

Både Carl og Oscar skulle lige genopdage succesen fra sidste års skiferie, så det var med lidt stive og nervøse ben, de tog den første tur med liften – som altid stod der en og hjalp dem med at få tallerkenen mellem benene. På toppen af bakken havde Carl fundet selvtilliden og havde overskuddet til at opmuntre sin lillebror.

„Oscar, du skal bare huske at lave isvafler og pizzastykker med benene, så kører det bare,” og væk var han.

Oscar kæmpede lidt for at få lidt fart i skiene, gik lidt ned i knæ, løftede den ene arm over hovedet og lagde dem derefter på lårene, som han havde lært af sin skilærer fra året før, Eva hed hun, og knægten var vist forelsket for første gang i sit liv, og så var han også væk.

Godt nok styrtede han tre gange på vej ned, men da han begyndte at nynne efter andet styrt, var det tydeligt, at han også var ved at finde formen.

Allerede på andendagen havde han fundet sig et ritual, som han alle de følgende dage fulgte uden at lade sig forstyrre af forældre, der ville tage billeder eller booste hans blodsukker med chokolade, en storebror, der ville på de store bakker, eller en lillebror, der ville kælke.

Helt målbevidst og i sin egen lille verden lynede han flyverdragten op, spændte hjelmen, tog liften op til toppen af bakken, rettede på brillerne og stillede sig klar.

Så tog han fire skøjtetag for at få fart på og råbte alt, hvad han kunne: „Af banen, af banen – her kommer bananen.”

Og så susede den lille tosse lige ned ad bakken med kurs direkte mod det største hop, han kunne finde. Godt ned i knæene for at få fart på og så et ordentligt afsæt ud over hoppet for derefter at lande helt elegant, og som den cool’este knægt i verden susede han videre lige over i liftkøen for straks at tage en tur til.

Indimellem gik det galt, og han landede i en sky af sne, men selv om forældrene i det øjeblik så den lille kanonkugle iført gips til hoften resten af ugen, så rejste han sig bare op, rettede på brillerne og hurtigt videre. Det fortsatte han med en time eller to hver eneste formiddag enten nynnende eller råbende, helt lykkelig og helt i sin egen verden.

Imens var storebror Carl ude og udforske nye dele af skiområdet med en af forældrene, i færd med at lære sin bedstefar at stå på slalomski eller på vej ned over en af de favoritløjper, han havde kørt med skiskolen dagen før.

Legeplads for de småToårige Sofus havde insisteret på, at han også skulle have ski og støvler, men han blev ret hurtigt irriteret over, at de var så svære at gå med, og at han ikke rigtig kunne styre dem derhen, hvor han ville, så vinterstøvlerne kom på i stedet.

Til gengæld havde han en fest med en gruppe jævnaldrende på en rutsjebane og et klatrestativ i Trollklubben. Et super lille indhegnet område til de mindste, med legeplads, borde til afslapning og frokost, en meget venlig skilift og en bakke, som de små selv kunne kæmpe sig op ad med en kælk og selv komme ned ad igen uden at få alt for meget fart på.

Her var i øvrigt også en børnehave, hvis man skulle have behov for et par timer for sig selv i terrænet.

De dage, hvor drengene ikke havde tålmodighed til at gå tilbage til Vestlia Resort og spise frokost, indtog vi den medbragte madpakke udenfor i Trollklubben.

Sofus havde typisk på dette tidspunkt af dagen moslet sig op og ned ad bakken 10-15 gange samt rutsjet lige så mange gange, så han var rimelig grydeklar efter et par madder og en juice.

Carl og Oscar havde derimod rigeligt brug for energi, for efter frokost stod der skiskole på programmet.

Den fabelagtige norske skiskole, som kan alt det, som selv den største skihaj eller de mest superpædagogiske og tålmodige forældre ikke kommer i nærheden af. Nemlig at lege skiløb ind i børnene i det tempo og på de bakker, som passer til barnet, og som får de små til at glemme alt om de indledende bekymringer og opføre sig, som om de var født i de norske fjelde.

Oscar og Carl var på hver deres hold med fire andre jævnbyrdige og jævnaldrende, og selv om Oscar lige skulle vænne sig til de norske gloser, så var det to trætte, lykkelige og selvtillidsfulde drenge, der 110 minutter senere smed sig i sneen i Trollklubben og forlangte ”kvik lunsj” og noget at drikke.

Normalt varede trætheden kun en juices tid, for så skulle Carl vise mor eller far de røde løjper, han lige havde kørt på med skilæreren, og Oscar skulle demonstrere sin teknik med at kravle op i en høj stolelift uden hjælp og et nyt hop på vejen ned ad bakken.

Geilolia og Kikut er et forrygende område at lære og lege skiløb sammen med sine børn, og overalt er der god hjælp til børnene, når de skal på lifterne. Selv om man har slået sine folder på ski i mange år og indimellem trænger til at brage igennem, er der rigeligt med udfordringer til voksne i de perioder, hvor børnene for eksempel er på skiskole.

De to stores afslutning på skiskolen og blæreturen med mor eller far passede typisk sammen med Sofus’ lyst til at få flyverdragten og elefanthuen på igen og komme ud i sneen. Så hele banden havde lige en times tid i det fri med bobslæderne, inden spille- og legerummet på Vestlia trak så meget, at turen gik hjemad. Og ja – vi bar deres ski de få hundrede meter til hotellet flere dage.

Til gengæld havde vi tre drenge, som uden protester fik et bad, skiftede tøj og var nærmest englebørn resten af aftenen.

HER BOEDE VI

• Vi boede på Vestlia resort, som er et helt nyrestaureret og hyggeligt sted med dejligt stort børneområde med rutsjebanetårn og kuglerum, et stort playstation rum og ikke at forglemme swimmingpool.

• Vi boede i en hotellejlighed med to værelser, altan, lækkert badeværelse og køkken.

• Restauranten havde særlige børnemenuer og om morgenen var der stor morgenbuffet, hvor ungerne selv kunne lave vafler og andet godt. Læs mere om stedet på

  www.vestlia.no

ALT OM NORGE PÅ SKI

På www.visitnorway.dk kan du få alt at vide om de enkelte destinationer i Norge.

Her kan du søge på de mest børnevenlige steder, tjekke ud, hvor der er børnehave til de mindste, finde priser på skiudlejning, hotel og hytter eller via web-kamera se med dine egne øjne, hvordan snesituationen er lige nu. Her står simpelthen alt.

10 gode råd:

• Meld jeres børn på skiskole. Det er ubetinget den bedste måde at få fornemmelse for skiene, sneen, farten og fornøjelsen. De har en ufattelig selvtillid, når de med røde kinder kommer ned og kan fortælle om de drabelige bakker, de har forceret.

• Husk hjelmen, de fleste steder får man den gratis med, når man lejer ski. Drop stavene til de små – de kan alligevel ikke finde ud af at bruge dem.

• Husk en rygsæk (som de voksne bærer) med noget chokolade, kiks, juice, en mad. Børnene brænder ret meget krudt af, så de har ofte brug for at blive tanket op, og så er en „kvik lunsj” en god belønning.

• Vær opmærksom på kulden, især om morgenen, hvor den kan bide slemt. Især med de helt små er det en fordel at vente med at tage af sted før i midten af februar.

• Husk solcreme med høj faktor, selv når det er overskyet, også til læberne.

• Luffer er klart det bedste til at holde børnehænder og fingre varme.

• Elefanthuer er geniale, og skibriller uundværlige.

• Husk at lege og holde pauser, kælke, lave sneboldkamp mv. Vær opmærksom på, når børnene bliver trætte.

• Vælter sneen ned, så bliv på de nederste bakker, og hold jer til sneboldkampe, eller bliv inde og spil jeres medbragte spil og læs højt. Gå i svømmehallen, mange hoteller har deres egen.

• Lyt til jeres børn, vær tålmodige, og skæld dem aldrig ud, selv når de efter 20 minutter er gået i krampegråd i sneen og aldrig vil have de skide ski på igen.