24 nemme og gratis juleaktiviteter, du kan lave med dine børn
SPONSORERET indhold

24 nemme og gratis juleaktiviteter du kan lave med dine børn

Ingen siger, at kalendergaver skal være af materiel slags, eller at daglig julehygge i december skal være hverken besværligt, dyrt eller tidskrævende. Her er 24 idéer til hverdagsjulehygge med børn – eller et alternativ til pakkekalender til børn og familier.

Af:: Kicki Boss Foto: Getty Images
15. nov. 2021 | Børn | Vores Børn

Jul med børn er noget helt særligt, og hvis man dyrker den sammen med ungerne, kan man næsten ikke undgå at blive smittet med julestemning og julemagi. Mangler du idéer til juleaktiviteter med børn, der hverken kræver store udflugter, mange penge eller stor investering af tid, så læs med her.

I kan køre dem alle 24 som en slags kalendergaver af hygge for hele familien, eller I kan plukke dem de dage, der er overskud til det. God fornøjelse!

24 nemme og gratis bud på julehyggen med familien

Skriv brev til julemanden
Foto: Instagram, @mor_til_3_drenge_og_1_pige

1. Skriv brev til julemanden

Hvad er meget mere julet end at skyde december ind med at skrive brev til julemanden? Er bør-nene helt små, kan mor eller far skrive, mens de tegner deres ønsker, og ellers er det bare at slip-pe dem løs med tusser, klistermærker og pailletter i kalenderlyset skær.

Julepynt med hamaperler
Foto: Instagram, @kreajoan 

2. Julepynt af hamaperler

Hamaperler kan blive til meget andet end klassiske perleplader eller halskæder på elastiksnor. De kan også forvandles til den fineste julepynt, som børnene kan være med til at lave. Hvad med fine snefnug af perler til ophæng, søde julehjerter til juletræet inde eller ude eller yndige julekugler til at pynte julegaverne med?

Bag pebernødder
Foto: Instagram, @riebrask

3. Bag pebernødder

En pebernøddedej er ikke særlig svær at lave, og den kan med fordel køres på køkkenmaskinen aftenen i forvejen og lægges på køl natten over. Så er den klar til, når børnene kommer hjem fra vuggestue, børnehave og skole, og I kan samme trille de nemme kagekugler og høre julemusik imens.

Hverken trilleriet eller bagetiden er specielt tidskrævende – perfekt til børn! Find en god opskrift her.

Lav juleengle
Foto: Instagram, @krea_mama

4. Lav juleengle

I kan også slå to fluer med ét smæk og fordrive en eftermiddag med at lave optegninger af bør-nenes hænder og fødder på karton, klippe dem ud, lime dem sammen og tegne ansigter på. Så har I både fået skabt minder om, hvor store børnene var julen 2018 og lavet noget sød og nem julepynt, som børnene i allerhøjeste grad selv kan deltage i. Investér i julefavet karton og gerne noget med glimmer og glitter for lidt ekstra julemagi.

TIP! Kan snildt bruges som kreativ, lille julegave fra børnene til bedsteforældrene.

Byg snemand
Foto: Instagram, @miahjortshoej

5. Byg en snemand

Så snart sneen er til det, så er det ud og bygge en snemand. Med det danske vintervejr ved man aldrig, hvornår chancen byder sig igen, og det er en virkelig hyggelig familieaktivitet.

Varm kakao
Foto: Instagram, @lindhardt88

 

6. Drik varm kakao med skumfiduser

Vintervejr er varm kakao-vejr! Huske at nyde en kop dejlig, varm chokolade hele familien. Børne-munde elsker som regel den helt nemme løsning, nemlig en opvarmet liter kakaomælk fra su-permarkedet. For lidt ekstra julehygge, så glem ikke at drysse minimarshmallows på toppen, der ligner små snebolde. Skal de voksne have en lidt lækrere julevariant af den varme chokolade, så prøv denne opskrift. 

Juledekorationer
Foto: Instagram, @lifebymicha

7. Lav juledekorationer

Sørg for pyntegran, blomster, mos, kanelstænger og alt, hvad I begærer i sløfebånd, pyntebær, kogler og små nisser. Og så selvfølgelig oasis eller ler. Derudover er det bare at slippe tøjlerne og lade børnene være kreative på egne præmisser. De kommer ikke til at være til at skyde igennem af stolthed resten af julen, når I tænder deres kreationer.

Trylledej
Foto: Instagram, @diarydk

8. Bag kagemænd af trylledej

Var det noget med fine, små julekager til juletræet eller en guirlande af fint pyntede kagemænd til væggen? Prøv at lave dem af trylledej, så holder de lidt længere. Lav en hurtig og nem trylledej, og tilsæt eventuelt en dråbe kulør, så dejen bliver mere brunkagefarvet, og find så de mest julede udstikkere frem og lad børnene give den gas. I skal også bruge en lidt tyk hvid maling, hvis jeres kagemænd, juletræer og stjerner skal have det klassiske glasur-look. Husk at lave hul til snore før bagning!

Den store julebog for de små

9. Læs julehistorier

Noget rigtig hyggeligt i julen er at få læst julehistorier op, mens man putter sig godt og kan slappe helt af. Er tiden knap eller tålmodigheden ikke til hele bøger ad gangen, kan et godt juleeventyr sagtens bides over i flere dele, så juleglæden spredes over flere dage. Både højtlæseren og tilhørerne vil med garanti nyde det. 

LÆS OGSÅ: De bedste julebøger

Julekort
Foto: Instagram, @lillecamille 

10. Lav hjemmelavede julekort

Kunne det ikke være en fin idé at lave årets julekort selv? I kan både lave klippeklistermodellen på karton med juleklippede påklistrede figurer, eller børnene kan tegne og give den alt, hvad lim, glipper, perler og pailletter kan holde til. Det bliver under alle omstændigheder de mest personlige julekort I kan forestille jer og en superfin måde at inddrage børnene i den gamle voksendisci-plin med at sende julehilsner ud til dem, vi har kær.

Julenisser
Foto: Kicki Thomsen

11. Forvandl børnene til søde julenisser

Printede billeder af børnene kan nemt forvandles til sjove og nuttede nissebørn, hvis bare I har rødt og hvidt karton, en limstift og en saks.

Nisselandskab
Foto: Instagram, @cmdandanell

12. Nisselandskab

Det er jo bare så hyggeligt med et nisselandskab, og det behøver hverken at være dyrt eller tidskrævende. Alt og alle er velkomne i et nisselandskab, så det er kun fantasien, der sætter grænser. 

Pynte julekager
Foto: Kicki Thomsen

13. Pynt julekager

Det er ikke altid, børne-tålmodigheden rækker til både at kreere dej, rulle, udstikke, bage og pyn-te julekagerne. Så hvad med bare at gemme selve pyntningen til en aktivitet med børnene? Prøv fx at lave juletræer, som I kan pynte med små chokoladeknapper påklistret med en dråbe glasur, så de ligner små julekugler. Imens må man selvfølgelig smage – det siger bage-reglen altså!

Julepynt i ler
Foto: Instagram, @janniehelle

14. Leg med ler

Man kan lave den fineste julepynt til enten ophæng, julebordet, udsmykning af gaver eller sågar til og fra kort med lufttørrende ler. Se bare disse vidunderlige juletræer af udrullet ler, udstukket med kageforme, og dekoreret med et aftryk af gran. Det er både noget børnene kan være med til, og noget man oprigtigt gerne vil have hængende jul efter jul bagefter.

Lakridskonfekt
Foto: Instagram, @mette_mellergaard

15. Kreér julepynt af lakridskonfekt

I mange barndomshjem har der været lakridskonfekt i juletræets kræmmerhuse. Men hvad med at omfortolke det til en fin og mere synlig julepynt i stedet? Prøv at bruge skiftevis kulørt lakrids-konfekt og guldfarvede træperler af forskellig størrelse.

Det er en god idé at bevæbne den voksne med en syl, så jeres foretrukne kraftige snor nemt kan trække gennem herlighederne. Ungerne kan smage undervejs og vil sikkert more sig kosteligt over at lave den dekorative slikpynt!

Julesange
Getty Images

16. Syng julesange sammen

Hvem siger, at sanghæfterne kun er til juleaften? Put jer sammen i sofaen og find sangbogen frem og syng en julesang eller to flere gange i løbet af måneden. I ”De små synger” kan I fx finde både ”Det kimer nu” og ”Et barn er født i Betlehem”. Det er drønhyggeligt, og måske endda det bety-der, at børnene er endnu bedre til at synge med om træet den 24.

Juleklip
Foto: Instagram, @aalborgbibliotekerne

17. Hold klippeklisterdag

Find glanspapir, stjernestrimler, karton, lim, sakse perler, farver og al krea-balladen frem og hold et par hyggelige klippeklister-timer i børnehøjde. Husk julemusik og juleknas og nyd samværet!

Snemandmuffins
Foto: Instagram, @so.this.is.christmas.countdown

18. Bag snemand-muffins

Mangler I noget ekstra julehyggeligt en søndag eftermiddag? Så prøv at bage familiens favorit-muffins og pynt dem med hvid frosting og skumfidiser på toppen, så kagerne ligner små snemænd. Pynt med chokoladeknapper og -stænger til arme.

Sneengel
Foto: Instagram, @annelouise_mortil3

19. Lav sneengle - eller bladengle

Ud i sneen med jer - hvis der altså er sne... Der er ikke meget, der er bedre, end en frisk tur i sneen og lave sneengle og tumle på en kold og smuk december-dag. Og hvis vores december i år bliver sne-fri, så kan englene sagtens laves i blade i skovbunden. Julehygge behøver vitterligt ikke at kræve ret meget indsats.

Havregrynskugler
Foto: Instagram, @louiogbearnaisen

20. Tril havregrynskugler

Ingen jul uden havregrynskugler, som samtidig er noget af det mest børnevenlige julekonfekt, man kan lave sammen. Børn i alle aldre kan være med, de fleste kan lide dem, og de kan trilles i al slags lækkerier og farverige drys og krymmel bagefter. Find en nem og lækker opskrift her.

Juletræfældning
Foto: Instagram, @signe_kappel

21. Fæld jeres eget juletræ

Det er givetvis ikke helt gratis, men skal I holde jul hjemme, skal I sikkert anskaffe jer et juletræ under alle omstændigheder. Og der er noget særligt over at pakke familien i bilen og køre i sko-ven eller til en juletræsplantage og vælge jeres eget træ, som I selv fælder og slæber til familiekareten bagefter. Få ting giver mere julestemning end sådan en tur og at køre samlet hjem med træet på taget til lyden af juleklassikerne i bilradioen bagefter. Vi siger det bare…

Julekugle i ler
Foto: Instagram gabriella.holm

22. Lav julekugler med håndaftryk

En nem og virkelig fin måde at lave en minde-julekugle med børnenes håndaftryk, er ved at lave en flad en i selvhærdende ler. Se bare denne skønne en af slagsen.

Æbleskiver
Foto: Instagram, @rn_larsen

23. Bag æbleskiver

Hvor julehyggeligt er det ikke lige at smovse hjemmebagte æbleskiver? Find en lækker opskrift lige her  – men føl dig på ingen måde for fin til at købe en pose færdige æbleskiver, hvis det er dér december-overskuddet ligger. Det er hyggen, der tæller, og børnene er helt sikkert ligeglade.

Julefilm
Getty Images

24. Se julefilm sammen under dynerne

Der er massevis af gode, børnevenlige julefilm at plukke af til en jule-hyggelig filmeftermiddag, som forældre også kan komme i dejligt julehumør af at se. Prøv fx nogle af de gamle juleklassikere med Anders And og Mickey Mouse – børnene klukgriner, og de emmer af barndoms-julenostalgi.

OBS: Denne artikel er oprindeligt udgivet i 2018. Opdateret af Lea Holdgaard Hansen.

Anbefalet til dig