Vores søn slår og skubber, er vi for bløde?

Spørgsmål:

Jeg skriver angående min søn, som er to et halvt år gammel. Han er dygtig sprogligt og motorisk, men jeg synes nogle gange, at han mangler lidt socialt. Jeg har lige hentet ham i hans vuggestue, og der var han opløst af gråd, da han havde fået skældud af de voksne, da han havde skubbet til en af de små på sin stue.

Jeg synes, vi prøver at lære ham herhjemme, hvad der er rigtigt og forkert, og hvordan man skal være over for andre mennesker, men det er, som om han glemmer det og kommer til at slå/skubbe igen.

Når han gør det herhjemme, siger vi, at han ikke må, og han skal sige undskyld. Hvis han ikke hører efter, siger vi, at han skal gå ned på sit værelse og komme tilbage, når han er sød. Derefter går han fornærmet ned på værelset, og så kan der ske to ting: 1. Han kommer tilbage kort tid efter og siger, at nu er han sød, og siger så undskyld. 2. Han bliver nede på værelset og leger, og derefter glemmer han, hvad der er sket.

Min mand og jeg er lidt i tvivl om, om vi er for bløde over for ham! Og han derfor kan finde på at slå. Eller om det hører sig alderen til. Det skal lige siges, at jeg går hjemme på barsel med min datter på et halvt år, så min søn er i vuggestue om formiddagen cirka tre dage om ugen, fordi vi mener, det er godt for ham at komme op og lege med andre børn.

Jeg ved godt, at børn slår og skal lære at være sociale, men jeg vil gerne vide, om vi kan hjælpe ham mere på vej?

Kærlig hilsen Gitte

Læs psykologens svar på næste side

Svar:

Kære Gitte

Omkring toårsalderen begynder børn så småt at frigøre sig fra de voksne. De begynder at ville, at kunne tænke, at føle og at handle selvstændigt. Som voksen er man aldrig i tvivl om, hvornår denne selvstændighedsalder indtræffer. Bedst som man står og børster tænder på dem, slår de ud efter én i vrede, mens de råber ”Vil selv, kan selv”. Eller de rykker den gule bold ud af hænderne på legekammeraten, mens de skubber ham omkuld.

I psykologien kalder vi det for autonomifasen, som betyder, at barnet nu selvstændigt langsomt begynder at udnytte dets fysiske og psykiske evner for at nå frem til en realistisk forståelse af, hvad det magter i både handling, følelsesmæssigt og i social adfærd. Det er en lang proces, som tager flere år.

Dit barn er altså kun i begyndelsen af denne udvikling. For hvad evner et barn på to et halvt år? Kan det selv åbne en bildør? Kan det selv nå kagedåsen oppe på hylden? Ja, vi forældre ved, at barnet ikke kan, men barnet ved det jo ikke. Derfor bliver de vildt tossede, ulykkelige og vrede, og her må vi voksne tænke på, at det er godt, at barnet vil selv, men samtidig må det også lære, hvad der er realistisk.

Det kan give voldsomme scener. Her er det vigtigt, at vi voksne tackler barnets frustration og vrede på en konstruktiv måde, så barnet oplever, at vi positivt hjælper det til at fornemme, hvad det realistisk evner her og nu, så det ikke oplever ydmygelse, nedgørelse eller straf, fordi det viser initiativ.Barnet skal i stedet opleve, at det er o.k. at ville noget, men at der også er ting, vi må hjælpe det med – at der er ting, barnet endnu ikke selv magter.

Når din søn slår henne i vuggestuen, skyldes det, at han gerne selv vil løse et problem, men desværre er han kun to et halvt år og har derfor ikke udviklet evnen til selv at løse problemer på en positiv måde. Han slår og skubber, hvad der er helt normalt. Han har derfor brug for voksne til at fortælle, hvad han kunne have gjort i stedet.

Mit råd til jer er: Lad være med at stille så store krav til jeres søns sociale evner. Han har ganske enkelt ikke udviklet dem endnu. Men han har brug for, at I voksne viser ham, hvad han kan gøre i stedet for at slå. I skal være spejle, han kan spejle sig i. Derfor er det at straffe ham – sende ham ind på værelset – helt nyttesløst, for hvad lærer han af det? Intet.

I skal i stedet samarbejde med ham, og det gør I ved igen og igen at vise ham, hvordan man hjælper hinanden. Støt ham, og giv ham nogle alternativer. Så skal han nok få det lært.

Med venlig hilsen

Margrethe Brun Hansen