Giv et blad i julegave. Eller forkæl dig selv med en skøn julegave. Priser fra 149 kr.

Barselsblues
Gustav tre uger: Mor er træt og udmattet, men synes ikke, hun kan tillade sig at være i dårligt humør, når hun nu sidder med et sundt og raskt lille barn i armene. Foto: Privat

Barselsblues

Trist mor: To måneder med barselsblues

Louise troede, at et liv i lykkerus ventede forude. Men i stedet kom de første måneder med lille Gustav til at bære præg af tristhed og tomhed. Vores Børns redaktionschef fortæller historien om at savne sit gamle liv og om at være flov over ikke at føle taknemmelighed for sit smukke, raske barn.

Før jeg fik Gustav, undrede jeg mig over begrebet fødselsdepression. For når man bliver mor til et barn, bliver man jo også lykkelig. Sådan er det bare. Hvad skulle der være at blive deprimeret over? Det forstod jeg simpelthen ikke.

Men det forstår jeg nu. Man kan nemlig ikke forestille sig den omvæltning, det er at blive mor. Heller ikke selv om man er forberedt til fingerspidserne, har udspurgt samtlige veninderne og finkæmmet nettet. Det var et kæmpe chok for mig. Og det tog mig flere måneder at komme over det.

Fødslen af Gustav var hård. Han kom ikke ud, så jeg blev sat i gang efter 14 dage, og det blev en nervepirrende affære med forsvunden hjertelyd og kop. Den lille dreng var medtaget og manglede kræfter til at lære at amme, så vi blev på hospitalet i fem dage, hvor vi kunne få hjælp til at gøre ham selvkørende ved brystet.

I dagene på barselsgangen var jeg på en gang fyldt med adrenalin og 100 procent fokuseret på at få amningen i gang. Der var ikke plads til tanker om så meget andet. Jeg havde et par tudeture, når jeg blev bange for, at han ikke fik mad nok, men han lærte at sutte selv, når først vi fik bakset ham på ved brystet.

LÆS OGSÅ: Fødselsdepression: “Jeg elskede ikke min nyfødte baby”

Langsomt, men sikkert
De første 14 dage hjemme gik bare derudaf. Jeg var fyldt med hormoner, og min nyfødte dreng var så smuk, sårbar og uskyldig, at jeg græd, hver gang jeg kiggede på ham.

Det var stadig et kunststykke at få lagt ham til, men med fars hjælp gik det. Vi havde masser af besøgende, som beundrede Gustav og gjorde store øjne, når jeg fortalte om den slemme fødsel. Han tog på, fik ros af sundhedsplejersken og sov en masse, så der også var tid til at slappe af, se film og nyde livet. ‘Er det virkelig ikke mere besværligt?’ tænkte jeg flere gange.

Men efter 14 dage overtog hverdagen. Gustavs far startede på job, og jeg var ladt alene tilbage med en lille dreng, der pludselig ikke sov helt så meget og i det hele taget virkede utilpas med at have forladt mavens trygge mørke. Han ville hverken ligge i barnevogn, på sit tæppe eller i mine arme – så den eneste mulighed var at trave rundt med ham over skulderen.

Barselsbesøgene klingede af, nyhedens interesse lagde sig, og pludselig var jeg bare en almindelig mor, der skulle have hverdagen til at fungere – eller i hvert fald til at gå. Den gik så med forskellige forsøg på at gøre Gustav tilfreds. Når han endelig sov, følte jeg en stigende uro og var nervøs for, om han nu havde det godt nok.

“Jeg savner dig”
Nætterne var uregelmæssige, og jeg kæmpede svedende med at få lagt ham til uden hjælp, så jeg ikke behøvede at vække hans far. Jeg var dødtræt, og pludselig virkede det uoverskueligt at stå op om morgenen. Forude ventede jo bare endnu en dag i en tåge af søvnunderskud med en vranten baby. Jeg havde lyst til at hive dynen op om ørerne og lade, som om jeg ingenting hørte. Jeg følte mig tom og uden formål i tilværelsen; det hele forsvandt jo alligevel bare i en uendelig række af bleskift og amninger.

Jeg var forvirret over, at jeg havde det sådan. Her sad jeg med en sund og perfekt lille baby – mit ønskebarn – og så havde jeg denne kvælende fornemmelse af at være fanget. Sofaen, fyldt med stofbleer og ammeindlæg, var pludselig det sidste sted i verden, jeg havde lyst til at være.

Når vi havde gæster, der kom friske og velduftende ind ude fra ‘den virkelige verden’, blev jeg jaloux, og når de gik igen, havde jeg lyst til at skrige ‘tag mig med, please!’ og hægte mig fast i deres bukseben. Jeg savnede min kæreste, selv om han var lige ved siden af. Jeg savnede at ligge i ske. Jeg savnede vores ferie til Menorca året før, hvor det bare havde været os to, og alt var sorgløst.

Alene med tankerne
Følelsen af modløshed voksede. Sikkert fordi jeg ikke fortalte nogen om den. Jeg syntes simpelthen ikke, jeg kunne være bekendt at føle på den måde, det var bare for utaknemmeligt. Det er hårdt at have en baby, det ved alle. Så hvad havde jeg forventet?

Min kæreste opdagede heller ikke, hvor skidt jeg egentlig havde det. Jeg græd ikke, det var jeg alt for knuget til, og han har forståeligt nok tænkt, at det skyldtes træthed, hvis jeg var stille eller mut. Men jeg følte i den grad, at jeg havde mistet mit gamle liv og min frihed, og at der ikke var noget at se frem til.

‘Når jeg bliver 50, så er Gustav flyttet hjemmefra, og så bliver alt godt igen,’ tænkte jeg desperat.

Fødselsdepression?
Jeg begyndte at frygte, at jeg havde en fødselsdepression, og slog op på nettet. Men det passede ikke helt med symptomerne. Nok kunne jeg ikke føle glæde ved mit barn, jeg havde ingen appetit, og jeg havde svært ved at sove. Men jeg var ikke bange for, at jeg ikke kunne passe ham ordentligt, eller at jeg ville gøre skade på ham. Jeg følte mig ikke decideret mislykket eller som en dårlig mor. Jeg manglede ikke hjælp og opbakning fra min kæreste, og jeg havde ikke tidligere lidt af angst eller depressioner eller haft et problematisk forhold til min mor. Senere er det gået op for mig, at man godt kan have en mild fødselsdepression, uden at det kræver psykologhjælp eller medicinsk behandling – men blot at man betror sig til nogen og står ved sine følelser.

Det gjorde jeg bare ikke – selv om det, jeg havde allermest brug for, var, at nogen kom og fortalte, at de havde det ligesom mig. Eller måske bare, at det var normalt at have det sådan, og at det nok skulle gå væk igen.

Jeg kiggede på de andre forældre nede i Føtex, og de så alle sammen lykkelige ud. De af mine veninder, der også havde mindre børn, prøvede jeg forsigtigt at spørge til – i håb om, at jeg måske ville genkende nogle af mine egne følelser hos dem. Men det var mest noget med, at det var irriterende at være hende, der hænger vasketøj op hver dag. Dybere stak det ikke, og jeg følte mig ensom og underlig.

LÆS OGSÅ: Har du en efterfødselsreaktion?

Skyerne letter
Som ugerne gik – de uger, jeg havde drømt om skulle bruges på at sidde på café og amme – opstod der små lyspunkter i dagligdagen, hvor jeg pludselig følte glæde eller overskud, men det meste af tiden var jeg anspændt og urolig og meget lidt lykkelig.

Det egentlige gennembrud kom, da Gustav var to måneder, og vi startede i mødregruppe. Jeg havde frygtet at møde en flok piger med nemme babyer, som syntes, at livet på barsel var det fedeste.

Nogle af dem havde skam også nemme børn, andre havde ikke. Men heldigvis var de en flok ærlige tøser, som stod det samme sted som mig og kendte til bristede ammeforventninger og utidige babyer. På vej hjem gik jeg bag barnevognen og følte mig ikke helt så alene længere.

Det var ikke sådan, at alle grå skyer lettede som ved et trylleslag. Men i takt med at Gustav fik mere rytme og udviklede sig, at jeg lærte ham at kende, at vi kom i mødregruppe, og vi begyndte til babysvømning med en veninde, blev jeg også mere tilpas i mor-rollen og begyndte at nyde den nye frihed, der er ved at være på barsel. Det vigtigste var, at jeg så småt begyndte at snakke med nogle af dem tæt på mig om, hvordan jeg egentlig havde det. Jeg var stadig frygtelig træt og led af søvnløshed, havde ammeproblemer og kunne gå helt i panik over en hel dag uden planer. Men jeg genvandt langsomt troen på, at det var det rigtige for mig at have fået et barn. Og samtidig groede mine følelser for det lille menneske.

Træt, men glad
I dag er jeg en glad mor – en glad mor med kronisk søvnunderskud – og Gustav, som snart fylder to år, er den sødeste, sjoveste og mest charmerende dreng. Jeg kan ikke forestille mig et liv uden ham, og som alle andre mødre synes jeg selvfølgelig, at han er det bedste, der nogensinde er sket for mig.

Jeg har meget lyst til at få endnu et barn. Måske endnu mere, end jeg ville have haft, hvis det hele bare havde været pærenemt første gang. Jeg har lyst til at udnytte mine dyrekøbte erfaringer, for næste gang VED jeg, at det kan føles uoverskueligt, og man kan ønske sig tilbage til livet før baby – men jeg VED også, det går over igen, og at der ingen skam er i at indrømme, at man har det sådan.

Derfor ville jeg også ønske, at nogen dengang havde fortalt mig, at man kan blive så fortvivlet, når man får et barn. At der er et grænseland mellem ren og skær lykke og en behandlingskrævende fødselsdepression, hvor man kan have det forfærdelig skidt uden at kunne forklare hvorfor. Og at man ikke skal være flov over det.

For det kan man ikke fortælle sig selv, når man ikke har prøvet det før.

LÆS OGSÅ: Den berømte tudetur

LÆS OGSÅ: Efterfødselsreaktion: “Jeg var bange for at gøre mit barn ondt”

Se, hvad vi ellers skriver om: Barsel, Fødselsdepression, Baby og Familieliv