Gravid uge 35
Foto: Getty Images Har du tænkt over dine ønsker til din fødsel? Det kan være en god idé at skrive en lille ønskeliste ned.

Gravid i uge 35 (35+0-35+6)

Gravid uge 35: Hvad ønsker du dig til din fødsel?

Du er gravid i uge 35 og skal snart til konsultation hos din jordemoder. Det er også på høje tid at overveje, om du har særlige ønsker til fødslen.

Drømmer du om at sænke din fødende krop i et kar med lunt vand? Vil du gerne tage imod dit barn? Eller er der støttende ord, som kan hjælpe dig, når det bliver særligt hårdt?

LÆS OGSÅ: Gravid uge 34: Nu kan dit barn selv trække vejret

Når du er gravid i uge 35 er det på høje tid at gøre dig tanker om den forestående fødsel. Omkring denne uge skal du nemlig til endnu et jordemoderbesøg, og her vil I typisk begynde at se frem mod dit barns ankomst.

Junior i maven måler nu 46-47 centimeter og vejer omkring 2,6 kilo.

LÆS OGSÅ: Følg din graviditet uge for uge

Gravid i uge 35

  • Din graviditetsuge: 36. uge (35+0 – 35+6)
  • Din graviditet i dage: 238-244
  • Dit barns gestationsalder: 33 uger
  • Dit barns mål: 2,6 kilo og 46-47 centimeter (hoved-hæl-mål)
  • Dit trimester: Tredje trimester

Din krop

Du skal fortsat mærke junior bevæge sig flere gange dagligt, men måske føles det nu mere som små rul og vrid i stedet for deciderede spark. Du vil typisk også kunne se maveskindet følge med, når den lille øver sin gymnastik.

Bevæger barnet sig mindre end normalt, skal du kontakte dit fødested, så de kan undersøge, om den lille har det godt inde i sin hule. Husk, at det ikke kan vente til i morgen.

Fra uge 35 og frem til fødslen kan du desuden forvente, at der vil være hyppige graviditetskontroller. Der er nu ikke længe til fødslen, og din jordemoder vil derfor holde øje med, at dit barn trives og vokser, som det skal.

LÆS OGSÅ: 19 råd til en god fødsel

Din baby

Din baby er nu næsten helt færdig, og kunne du se ind i maven, vil du opleve, at han eller hun ligner en helt normal nyfødt i miniudgave. Centralnervesystemet og fordøjelsessystemet er ved at være klar, og lungerne er fuldt funktionsdygtige fra denne uge. Det betyder, at risikoen for vejrtrækningsproblemer er langt mindre, hvis dit barn skulle blive født nu. Leveren er dog stadig ikke færdigudviklet, og skulle du gå i fødsel, kan der derfor være en lille sandsynlighed for, at dit barn udvikler gulsot.

I uge 35 udgør dit barns fedtlag cirka 15 procent af hans eller hendes samlede vægt, og det er dette lag, der skal hjælpe den lille med at holde varmen uden for livmoderen. Fedtet begynder nu også at lægge sig på barnets kinder, og ansigtet ligner derfor et rigtigt babyansigt. Faktisk ser det allerede ud, som det vil ved fødslen.

LÆS OGSÅ: Planlagt kejsersnit: "Det føltes lidt som at skulle på posthuset og hente en pakke."

Tegn på graviditet

Din baby sparker løs og er efterhånden blevet så stor, at visse stillinger er blevet umulige for dig. Samtidig begynder din krop at gøre sig klar til den fødsel, der lige pludselig ikke er så langt væk længere, og det betyder, at du måske vil døje med plukveer i tide og utide – særligt hvis du har født før. Du kan også risikere at opleve en lille pletblødning eller rødligt slim i dine trusser, og begge dele kan skyldes, at din livmoderhals er begyndt at udvide sig, og at slimproppen er gået løs. Det betyder ikke nødvendigvis, at du er gået i fødsel, men du skal alligevel altid kontakte dit fødested, hvis du oplever blod før uge 37.

LÆS OGSÅ: 8 vigtige opgaver for far under fødslen

Det skal du vide om uge 35

Det er igen blevet tid til et jordemoderbesøg, når du er gravid omkring uge 35. Du skal have målt dit blodtryk, din mave og undersøgt din urin, og din jordemoder vil også lytte til dit barns hjertelyd. Hun vil sikkert også spørge til din trivsel, og om du mærker liv flere gange dagligt. Det er også nu, jordemoderen vil sikre sig, at hovedet peger mod udgangen, og har baby endnu ikke lagt sig klar til fødslen, bliver du tilbudt endnu et tjek i løbet af de næste uger, hvor I taler om et eventuelt vendingsforsøg. En vending udføres af en fødselslæge på hospitalet, og du vil blive informeret om fordele og ulemper.

Ønskeliste til fødslen

Måske har du hørt om en såkaldt ønskeliste til fødslen: En liste, der opremser alle de ting, du godt kunne tænke dig eller allerhelst vil undgå, når du skal føde. Der er intet krav om at lave en fødsels-ønskeliste, men nogle gravide synes, at det er rart at aflevere enten et fysisk stykke papir eller nogle mundtligt overleverede punkter til den jordemoder, de skal føde med. Ja, nogle afleverer endda et håndskrevet brev. Andre laver bare listen til sig selv og deres partner for at forsøge at danne sig et overblik over, hvad de godt kunne tænke sig.

Der findes ingen opskrift på en god liste, og den kan indeholde alt fra dine tanker om smertestillende, ønsker om vandfødsler eller bestemte fødselsstillinger til tanker om musik, stemninger og særlige ord eller berøringer, der motiverer dig.

Husk, at det altid kun vil være ønsker og lad være med at sætte succeskriteriet efter, at alle punkter indfries. Din jordemoder vil helt sikkert forsøge opfylde så mange som muligt, men det afhænger altid af, hvordan din fødsel forløber.

LÆS OGSÅ: Blog: Praktik og ønsker for (hjemme)fødslen

Sundhedstips

Ved du allerede, hvordan du skal føde?

Cirka 20 procent af alle fødsler sker ved, at barnet tages ud af et 15 cm langt snit på tværs af maven lige over dit kønsben. Det kaldes et kejsersnit, og selve operationen tager ikke meget mere end 45 minutter, hvoraf selve fødslen kun varer cirka 5 af dem. Arret fra indgrebet er ofte også meget lille.

Næsten alle kejsersnit udføres med rygmarvsbedøvelse, og moderen er vågen under hele operationen. Har barnet det godt, vil han eller hun ligge varmt og trygt i fars arme, mens operationen gøres færdig. Ved planlagte kejsersnit kan du endda have din lille, nye verdensborger liggende hud-mod-hud.

Man skelner i dag mellem to typer af kejsersnit: Et planlagt og et akut. Et planlagt kejsernit kan skyldes mange ting, f.eks. at din moderkage dækker for udgangen – det kaldes også placenta prævia, eller at dit barn har lagt sig på tværs eller med numsen først. Har du før født ved kejsersnit, er der også en lille risiko for, at det sker igen.

Et akut kejsersnit besluttes derimod under fødslen – f.eks. hvis fødslen har været gået i stå længe og ikke kan hjælpes videre med et ve-drop, eller hvis barnet får for lidt ilt.

Det er meget sjældent, at børn tager skade af et kejsersnit. Dog kan deres vejrtrækning have lidt opstartsvanskeligheder, fordi lungerne ikke udsættes for det samme pres, som hvis barnet er født vaginalt.

Et kejsersnit vil heller ikke have betydning for din amning, om end du kan have behov for lidt ekstra hjælp og støtte til opstarten. Et kejsersnit er nemlig en stor operation, og det kræver den rigtige mængde smertelindring efterfølgende, så du kan overskue at være tæt med baby og have fokus på amningen.

LÆS OGSÅ: Et kejsersnit er også en fødsel

Til dig, der venter tvillinger

Vidste du, at de fleste nyfødte tvillinger vejer mere end et kilo mindre end andre spædbørn?

Tal fra Danmarks Statistik viser, at tvillingebørn i gennemsnit vejede 1.068 gram mindre end andre børn i 2018 – og tallet har været stort set konstant de seneste årtier.

Det skyldes især, at tvillinger langt oftere fødes for tidligt, ligesom der hos tvillinger kan være større risiko for problemer med moderkagens funktion.

Derfor vil børnene typisk også måle lidt færre centimeter end andre spædbørn. Hvor gennemsnitslængden for et barn født ved flerfoldsfødsler gennem de seneste ti år har været 47 cm, er børn født ved enkeltfødsler målt til at være 52 cm.

Ugens tip til mor

Terminen nærmer sig, og du glæder dig sikkert til at få dit lille barn i armene. Drop de store planer i de kommende uger, og mærk i stedet efter, hvad du allermest har lyst til. Bevæg dig ud i verden og lav uforpligtende kaffeaftaler med veninderne. Gå en tur i nærmiljøet. Læs nogle gode bøger eller se en god serie.

Ugens tip til partneren

Det kan være rart at have styr på din kærestes ønsker til fødslen, så du ved, hvordan du bedst kan hjælpe hende undervejs, men måske har du også selv gjort dig tanker om, hvad du kunne tænke dig. Vil du klippe navlestrengen? Tage imod dit barn? Eller sidde med i badekarret?
Sig dine ønsker højt eller skriv dem ned, så I er forberedt på den store dag. Det er også helt okay ikke at ane hvad man ønsker. Så må du ”go with the flow” på dagen og mærke efter undervejs.

Om eksperten

Artiklen er gennemlæst og rettet af jordemoder Stine Roswall. Hun har været jordemoder siden 2010 og har arbejdet på både Herlev og Hvidovre Hospital. Hun har erfaring med alt fra jordemoderkonsultation til fødsler og tiden efter fødslen.

Siden januar 2017 har hun haft sin private jordemoderpraksis i København, hvor hun hjælper gravide og fødende. Derudover er hun bestyrelsesmedlem i Dansk Jordemoderfagligt Selskab, som arbejder for at holde jordemødre opdateret på den nyeste viden om graviditet og fødsel. 

Stine Roswall er født i 1986 og bor i Rødovre med sin mand og deres to døtre.

Jordemoder gravid uge 35
Foto: Stephansen Photography
Se, hvad vi ellers skriver om: Gravid, Shopping og Gravid uge for uge