-
Er du bange for spøgelser? Her er 5 tips til at blive venner med åndeverdenen
-
Brug krystaller til at rense dit hjem - sådan gør du
-
Føler du en særlig forbindelse til et dyr? Her er 10 kraftdyr, og hvad de vil fortælle dig
-
Sommerfugle kan være et tegn fra den åndelige verden – her er, hvad de betyder
-
Mangler du ro i hverdagen? Her er 5 meditationer, du kan prøve
-
Modtager du tegn fra den åndelige verden? Sådan tolker du farver, dyr, tal og tarotkort
-
Julehoroskop 2025: Hvordan bliver julen for dit stjernetegn?
-
Slip af med fysiske og mentale problemer – her er 12 former for healing
Christine så en klar tendens i venindernes indretning – så kom hun med særlig modreaktion
Christine og Frederiks toværelses lejlighed er et festfyrværkeri af farver fyldt med håndlavet keramik, farvet glas og kulørt kunst blandet med møbler fra alle årtier.
Da Christine og Frederik skulle flytte sammen, flyttede Frederik fra en treværelses lejlighed med sorte og hvide farver ind i Christines toværelses farverige genbrugshjem på Frederiksberg.
Og når man taler med parret i dag, er der ingen tvivl om, at Frederik er blevet mindst lige så begejstret for det farverige hjem, som Christine er.
"Først og fremmest indretter vi, så vi selv bliver glade, men at venner pointerer, at de bliver i godt humør af at være på besøg hos os, gør os bare ekstra glade," fortæller Christine.
"Og så er vores hjem jo også i evig udvikling, fordi vi lige så meget brænder for at vise, hvordan man kan indrette med de genbrugsfund, som vi finder og senere sælger. På den måde er vores hjem lidt et showroom for Farveladeland også," fortæller Frederik.
Vintagelamper og sydlandsk glas
Det kan næsten tage pusten fra en, at parret kun er 25 og 26, har to fuldtidsjobs og samtidig kører en virksomhed sammen, men virksomheden opstod nærmest på grund af pladsmangel.
"Jeg har altid fundet interesse i det brugte, farverige og anderledes. Og da jeg startede med at samle på brugte ting, var det nok ubevidst en modreaktion på, at der var så mange omkring mig som samlede på Royal Copenhagen-stel. Jeg ville gerne have en samling og et hjem, som ikke var som alle de andres," fortæller Christine.
Som tiden gik og samlingen voksede, var der til sidst ikke nok plads til al den farverige keramik, vintage Murano-lamperne og de sydlandske glas- kreationer. Så da parret skulle flytte sammen, satte Frederik stolen for døren.
"Hvis der skulle være plads til mig i lejligheden, blev hun nødt til at sælge ud af sine fund. Så da Frederik flyttede ind blev ikke kun lejligheden et fælles projekt, men også Farveladeland."
1 ting ind, 1 ting ud
Der er løbende udskiftning i interiør, lamper og keramik, både fordi alle fotos til Farveladeland tages her, men også fordi særligt Frederik forsøger at holde fast i devisen 1 ting ind, 1 ting sælges videre.
"Vi kan godt lide at vise folk, hvordan man kan indrette sig med genbrugsfund, men også at det ikke er farligt at prøve at bygge ting, man ikke kan finde selv," fortæller Christine.
Parret har således selv bygget både elskab, skrivebord, spisebord, sofabord og reol til hjemmet. Men at jagte de gode fund til Farveladeland og deres fælles hjem er med tiden vokset til den hobby, som Frederik og Christine bruger mest tid på sammen:
"Mens andre ser Netflix sammen, holder vi i hånd på loppemarkeder," slutter Frederik med et smil.