Før & efter: Se mit nye børneværelse
SPONSORERET indhold

Før & efter: Se mit nye børneværelse

Se otteårige Villa Malous værelse efter en makeover!

Af:: Mette Kirstine Brinch Foto: Tia Borgsmidt
16. jul. 2015 | Bolig | BoligLiv

Se mit nye værelse ...
Karrygule vægge og brune gulve var grund nok til at give otteårige Villa Malous værelse en makeover. Nu er her lyst med skønne farver, stort indbygget skab og køjeseng.

Villa Malou er en heldig pige på otte år. Hun har et stort værelse på 16 kvadratmeter med tre meter til loftet – og dermed plads til en køjeseng.

– Det er så hyggeligt, når Villa Malou har sine veninder på besøg, eller når mormor kommer fra Jylland og overnatter. Og det er praktisk med skuffen under sengen til ekstra opbevaring, fortæller mor, stylist Mette Helena Rasmussen, der indrømmer, at købet af køjesengen var en stor post i budgettet, da børneværelset skulle indrettes. Til gengæld har hun sparet på skrivebordet, der er købt på et loppemarked til 100 kr., og skrivebordsstolen, der er et storskraldsfund.

– På børneværelser kan der hurtigt opstå bunker af rod og kaos, hvis opbevaringsløsningerne ikke er tænkt ind fra starten, siger Mette Helena, som derfor tegnede et stort klædeskab fra gulv til loft, der både kunne rumme legetøj, soveposer og Villa Malous tøj. Tømrerfirmaet Nybyggeren byggede det, og undervejs blev Mette Helena så vild med skæremærkerne i pladerne, som tømreren brugte som arbejdsunderlag, at hun bad ham fræse et lignende grafisk mønster på tværs af lågerne.

– Tømreren troede, jeg var tosset, men det mønster er noget af det allerbedste ved skabet, siger Mette Helena begejstret.

FØR
Gulvet var mørkt af fernis og lim efter væg til væg-gulvtæpper, og væggene var karrygule. Den gamle skorsten ses i hjørnet.

EFTER
Gulvet er blevet malet, og et stort klædeskab er blevet skræddersyet til rummet. Det går fra væg til væg hen over døren og skjuler skorstenen i hjørnet. Lågerne er malet i forskellige farver, og det hjælper Villa Malou med at holde orden i tøj og legesager. Lysekronen er et auktionsfund.

Plads til en gæst
Villa Malou forelskede sig i den smukke køjeseng fra Oliver Furniture, for den minder om hendes gamle Juno-seng. Sengen udnytter loftshøjden og giver plads til overnattende gæster. Sengetøjet er fra Milk Copenhagen og Georg Jensen Damask. Det kobberfarvede sengetæppe er fra Jysk.

TIP
Hæng en bogkasse op ved den øverste køje som natbord og opbevaring. Denne er fra Trævarefabrikernes Udsalg.

Den lille skrivebordsplads… består af et loppefund af et skrivebord og en stol fra storskrald, der er malet med en rest maling fra skabet. Tasken er fra Milk Copenhagen, og tæppet er fra Musahar. Hylden er fra Designdelicatessen, og spejlet er et loppefund. Den hæklede brandmand er et kunstværk af Marie Edinger Plum.

Uundværlig dagbog
Intet pigeværelse uden hemmeligheder! Villa Malou har selv peppet dagbogen op med neonfarvede satinbånd. Kjole og cardigan er fra Milk Copenhagen.

Nips i vindueskarmen
Den søde kaninlampe og krystalkuglen forhandles af Play for Life, vaserne er fra Hilfling Design, den lille lyserøde krukke er fra Casalinga, og den brune vase er et loppefund.

Knager til yndlingstøjet
“Vil du klædes ud i et tylskørt?”, spørger Villa Malou sin lillebror Johs på tre år. En knagerække fundet hos Genbyg giver nem adgang til det tøj, Villa Malou oftest vil have fat i. Litografiet er købt på auktion.

Åbne hylder
Ikke alt er gemt væk i det funktionelle skab. Bøger og lidt af legetøjet har fundet plads på Malt reolerne fra Jysk, som mor har forsynet med MDF-plader fra Silvan, som hun først malede i forskellige farver. Gulvtæppet er fundet hos Frelsens Hærs fairtrade-butik, others.dk. Tapetet er fra Retro Villa.

Anbefalet til dig