Test af løbesko

Test af løbesko

TIL AL SLAGS VEJR

Adidas adistar Ride, 1.300 kr.

– Skoen er let, lækker at have på foden og giver en let og fjedrende fornemmelse. Desuden lukker den meget luft ind, det kan du tydeligt mærke, når du har dem på, så dine fødder føles ikke indespærrede, og skoene bliver heller ikke så ildelugtende. Snørebåndene har en god længde. Nogle løbesko har ultrakorte snørebånd, hvilket ser meget cool ud, men gør dem svære at binde, så de let løsner sig på løbeturen. Sålen er en såkaldt Continenal-sål (Continental er vist også kendt for at lave dæk til biler, hvis jeg ikke tager helt fejl), som virker ret slidstærk, og som har til hensigt at hjælpe skoen med et godt greb i den overflade, du løber på. Både i skove, ved strande og i al slags vejr, jo, også regnvejr. Jeg løber så aldrig, når det regner, men med den her sko kan jeg dog godt vove mig ud efter et regnskyl.

+ Det er helt tydeligt en kvalitetssko.

Testet af Tina Toft, webredaktør, løber 6 km 3-4 gange om ugen.

Se her 15 friske forårssko.

TIL BÅDE ASFALT OG GRUS

Adidas adiStar Salvation, 1.400 kr.

– Skoen er let og behagelig at have på. Den sidder godt på foden, dog går den en anelse højt op på mine ankelknoer, hvilket jeg lige skulle vænne mig til. Der er god stødabsorbering både på asfalt og på stier, hvilket er vigtigt, da min løbetur altid foregår på begge underlag. Skoens snørebånd bliver, hvor jeg binder dem, under hele løbeturen, og det er utrolig rart, at de ikke giver sig eller glider op undervejs, hvilket jeg har været ude for med andre sko.

+ Den giver god støtte til hele foden, og at det føles let at løbe med den. Og så er farvekombinationen pink/sort ret cool, synes jeg.

Testet af Marie-Louise Truelsen, journalist, løber hver anden dag 5-7 km.

GIVER MASSER AF STØTTE

New Balance W1260, stabilitetssko, 1.500 kr.

– Ved første løb – som foregik på et løbebånd – føltes skoen ret hård. Eller måske mere en anelse stiv. Jeg overpronerer, når jeg løber, og har derfor brug for en sko, der giver god støtte til fødderne, så f.eks. mine knæ ikke lider skade. Og tidligere sko har typisk føltes ret bløde allerede fra første gangs brug. Efter få kilometers løb har jeg dog glemt alt om stramhed og hårdhed, og skoen føles let på foden. Efter ca. 20 ture på 5-10 km hver holder skoen stadig faconen – den er stadig som en fjer på foden, men en fjer, der holder foden på plads. 

+ At den virker – altså at du kan få hjælp til dit løb ved at vælge den rigtige sko til din løbestil. Og så er designet fint og feminint, den ligner næsten sko man kunne finde på at vælge, bare fordi den er pæn.

Testet af Camilla Frank, chefredaktør, løber 30-45 km om ugen.

GOD TIL DET MESTE

Nike LunarEclipse+2, 1.300 kr.

– Jeg er ikke spor eventyrlysten, når det kommer til løbesko, men på grund af mit job afprøver jeg rimelig tit alligevel nye sko. Og det er fint, så længe jeg kan vende tilbage mine favoritter bagefter. Men nu har jeg fået et par nye favoritter: Nike LunarEclipse+2, løbesko har altid verdens længste navne, støtter godt om ankel, der har været forstuvet og stadig har brug for al den hjælp, den kan få. De føles lette på foden, men stadig stabile nok til at få mig gennem løbetur i både regn og sjap – og det er en løbesko jo ligesom nødt til at kunne klare i Danmark. Nikes sko er tit svære at snøre, synes jeg, men denne model har en ekstra forstærkning midt for snørestykket, der gør, at den sidder meget bedre fast på foden.

 + Den kan holde til dansk forår (altså blandet sol, regn, blæst, sjap).

Testet af Marie Kaufholz, sundhedsredaktør, løber (cirka) 5 km to gange om ugen.

SUPER PASFORM

Nike Lunareclipse+2, 1.100 kr.

– Skoen er meget komfortabel, let at løbe i og støtter foden optimalt. Jeg føler virkelig, at foden bliver holdt på plads, hvilket er rigtig behageligt – især på længere ture. Skoen har noget, de kalder dynamic fit, hvilket gør, at den ligesom støtter og smyger sig om foden. Der er en super stabilitet i skoen, og foden bliver ligesom holdt på plads. En slags pude i skoen gør den desuden meget komfortabel og blød. Der er også plads til løbechip i skoen. Det er alt i alt en fed sko at løbe i, både på løbebånd og udendørs.

+ Det bedste ved skoen er, at der ikke er noget, der generer foden som syninger eller lignede.

Christel, layouter, løber 10-15 km to gange om ugen.

ENORMT GOD AFFJEDRING

The North Face, 999 kr.

– Det er en super behagelig og meget affjedrende sko. Den vejer nærmest ingenting og har god plads til min forholdsvis brede fod. Sålen er nærmest som en offroader, og jeg føler et virkeligt godt greb, når jeg løber. Måske løber jeg en anelse hurtigere. Den sidder virkelig godt på foden og er nem at snøre, så pasformen bliver helt perfekt. Jeg vil faktisk ikke ændre noget. Det bedste ved skoen er, at mine tæer ikke bliver klemt. Og så er den pæn – og den detalje skal man jo ikke underkende.

+ Den gode affjedring, som får mig til at føle, at jeg svæver af sted.

Testet af Helle Vestergaard, creative director, er lige begyndt at løbe igen efter en pause.

GOD TIL LANGE TURE

PUMA Complete Velosis 2 W, 1.300 kr.

– Skoen er perfekt til vinterløb, da den er ret polstret og tæt (i øvrigt også god med pigsåler på, når der ligger sne). Kan umiddelbart virke lidt klodset, men er det ikke – jeg løb et 10-km løb i min bedste tid nogensinde i den. Jo længere distancer, jeg har løbet i den, jo gladere er jeg blevet for den. Kan dog ikke anbefales til løbebånd, hvor det pga. polstringen godt kan føles, som om man ikke helt har kontakt til underlaget. Snøringen har været ved at koste mig flere brækkede negle, fordi man skal trækket så hårdt til. Det positive er til gengæld, at skoen sidder helt tæt på foden – men det tager godt nok tid at få den af igen.

+ Meget velegnet til lange distancer.

Testet af Kathe Japp, artikelredaktør, løber 15-20 km om ugen.

SUPER BEHAGELIGE

Puma Faas 500, 800 kr.

– Jeg er lige gået i gang med at løbe igen, så disse løbesko skulle hjælpe mig til at få en god start. Jeg vil ikke sige, at det var kærlighed ved første blik. Jeg synes generelt, at løbesko er mindre kønne, og disse er ingen undtagelse. Hvorfor kan man ikke få helt ensfarvede løbesko? Men det viste sig, at de her sko kunne en hel masse andet, som jeg er blevet ret glad for. De er behagelige at have på og vejer næsten ingenting. Det er faktisk nogle af de bedste sko, jeg har løbet i. Skoene er lavet til barefoot running, så de giver ikke supermeget støtte, hvilket jo også er hele ideen.

+ Behagelige både at løbe og gå i.

Testet af Helle Skou, stylist, er lige begyndt at løbe igen efter en pause.

Se her 15 friske forårssko. 

FÅ MEGET FOR PENGENE

SOC, Gait96, 599 kr.

– Jeg føler næsten, at mine fødder løber af sig selv, når jeg får skoene på. Der er en super god affjedring i hælene, som letter løbet. Desuden er skoen lettere end mine sædvanlige løbesko, så alt i alt er det nemmere at komme igennem min faste løberute. De støtter godt op omkring foden, hvilket er særligt vigtigt for mig, da jeg lige er kommet i gang oven på en forstuvning og har tendens til at vrikke om på anklen. Det eneste, jeg savner fra mine gamle løbesko, er min Nike+ sensor, der ligger i skoen, og som jeg kan lave løbeprogram med på min iPod, men skoen vinder klart på letheden og kænguru-effekten i hælene.

+ Masser af affjedring.

Testet af Mette Mølbak, madredaktør, løber 5-7 km 1-2 gang om ugen.

Se også vores galleri med fine stilletter.