Uden at tøve sagde jeg ja, da min kæreste spurgte, om hans 16-årige datter kunne bo hos os, fordi hendes mor skulle flytte til den anden ende af landet. Der gik dog ikke særlig længe, før jeg fortrød det den beslutning.
Denne beretning er baseret på en virkelig historie med en anonym hovedperson. Derfor er navnene opdigtet. Der er ikke tale om et klassisk journalistisk interview, men en fortælling bearbejdet af en journalist.
Klokken nærmede sig syv om aftenen, da min kollega stak hovedet ind på mit kontor.
"Sidder du stadig her, Sidsel? Der er jo ikke noget galt derhjemme, vel?" spurgte hun overrasket.
Jeg rystede smilende på hovedet, men efter at havde forsikret min kollega om, at alt var i orden derhjemme, og at jeg faktisk var på vej hjem, sad jeg alligevel og tænkte lidt på fortiden. Der var nemlig en periode i mit liv, hvor jeg i den grad havde svært ved at tage mig sammen til at gå hjem efter arbejde.
Det var ellers startet meget lovende, da jeg mødte Andreas og forelskede mig hovedkulds i ham. Andreas var skilt og havde en datter på 16 år. Mira boede det meste af tiden hos sin mor, så vi så hende ikke så tit. Hun virkede nu som en sød pige, men måske lidt genert.
Hun var nemlig ikke særlig imødekommende, men ifølge Andreas skyldtes det, at Mira ikke havde haft det så let, fordi han og hans ekskone havde været meget uenige om opdragelsen af hende.
Præcis et år efter, at vi havde mødt hinanden, flyttede Andreas og jeg sammen i det hus, jeg i forvejen ejede. Andreas solgte sin lejlighed og købte en båd for pengene. Vi delte nemlig en fælles drøm om at nyde livet på havet.
Den første sommer, vi tilbragte sammen, var virkelig fantastisk. Vi sejlede på mindre ture langs kysten og overnattede i små hyggelige havne. Det var nogle fantastiske ture, og jeg var høj af forelskelse og lykke.
Ikke længe efter at vi var flyttet sammen, rykkede Andreas' ekskone til en anden del af landet på grund af sit job. Mira ville ikke skifte skole og flytte væk fra sine venner, så vi indvilligede selvfølgelig i, at hun kunne bo hos os. Jeg glædede mig til at lære Mira bedre at kende og til at få nyt liv i huset.
At have en teenager boende viste sig dog hurtigt at være anderledes, end jeg havde forventet. Mira havde mange venner, og huset blev hurtigt et fast samlingssted for hende og dem. Når jeg kom hjem fra arbejde, var huset som regel fyldt med teenagere.
Annonse
Det var kun naturligt for hende at tage sine venner med hjem, måtte jeg minde mig selv om, men ikke desto mindre fandt jeg det svært, at vende hjem til et hus, der var mere eller mindre i kaotisk. Tasker, træningstøj, halvspist mad, beskidte glas og tallerkener flød overalt, og mine formaninger om at rydde op efter sig selv og vennerne prellede helt af på Mira.
Jeg kunne faktisk godt leve med rodet. Det værste var, at Miras kronisk sure væsen ødelagde stemningen derhjemme. Nu, hvor jeg havde lært hende bedre at kende, opdagede jeg, at Mira slet ikke var genert, men bare altid sur, når hun altså var sammen med Andreas og mig.
Hun viste ingen respekt for sin far og slyngede gerne bandeord og grove kommentarer efter både ham og mig. Hun blev også oppe foran computeren til langt ud på natten og var derfor altid udmattet og træt, når hun stod op.
Hver morgen startede derfor med, at hun smækkede med dørene, talte grimt og var decideret uforskammet. Hun tog min makeup og tøj uden at spørge om lov, og hun og hendes venner forsynede sig af alt spiseligt i huset.
Jeg forventede, at Andreas ville sætte foden ned, men han var mærkeligt undvigende. Den handlekraftige og energiske mand, jeg havde forelsket mig i, forvandlede sig til en ydmyg skygge af sig selv i selskab med Mira.
Jeg forsøgte at sluge min irritation, men i sidste ende blev det for meget for mig. For hver dag, når jeg kom træt hjem fra arbejde, kunne jeg bruge timer på at købe nyt mad ind, fordi alt var spist, og rydde op, kun for at blive mødt af Miras afvisende og tvære mine, når maden blev sat på bordet.
Det fik jeg nok af, hvilket resulterede i, at jeg måtte lægge kortene på bordet for Andreas, for jeg kunne ikke mere. Han reagerede dog slet ikke, som jeg havde regnet med. Han kaldte mig for intolerant og beskyldte mig for ikke at vide noget om børn og unge mennesker, fordi jeg ikke selv havde nogen.
Jeg forsøgte så selv at tale med Mira, men heller ikke det gik særlig godt. Hun havde jo luret, at hun havde sin fars støtte, så hun hidsede sig bare op og beskyldte mig for at være en stivstikker, som hun ikke gad at høre på.
Fra da af gik alting skævt. Mit og Andreas forhold var alt for nyt og skrøbeligt til at kunne klare så stor en belastning, som Mira var blevet. Til sidst kastede jeg håndklædet i ringen, det her var ikke godt for nogen af os, heller ikke Mira, så jeg bad Andreas om at flytte ud.
Der er ingen tvivl om, at bruddet gjorde helvedes ondt, og jeg må indrømme, at jeg var bitter.
Annonse
Den bitterhed er dog heldigvis for længst forduftet, for i dag har jeg min egen lille familie, som jeg er lykkelig for. Min mand og jeg er enige om, hvordan vi opdrager vores børn og derfor også om, hvilke regler der gælder herhjemme.
Det har skabt nogle rolige og trygge børn, og egentlig synes jeg, at Andreas svigtede Mira, fordi han nægtede at opdrage på hende. Det må dog være hans problem, for i dag nyder jeg mit eget familieliv. Så det var således blot arbejde, der var skyld i, at jeg var forsinket i at komme hjem til min skønne og varme familie den dag.
Skriv til Vibeke Dorph
Sådan foregår det: Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på henvendelser fra jer læsere.
De fleste af beretningerne er skrevet på baggrund af interviews foretaget af en af Hjemmets journalister, der derefter bearbejder historierne til bladet.
Fordi der oftest er tale om endog meget personlige og ofte svære historier, fremstår alle medvirkende anonymt og med sløret identitet, men alle navne er redaktionen bekendt.
Har du selv lyst til at fortælle din historie, er du velkommen til at kontakte mig på mail vibeked@hjemmet.dk.
