Foto: Christina Kayser O.
Laust Sonnes mor forlod ham, da han var helt lille: ”Når hun gik, hvad var jeg så værd?”
Da Laust Sonne begyndte i et behandlingsforløb for sit misbrug, fandt han ud af, at den smerte, han forsøgte at fjerne med stoffer og alkohol, skyldtes det svigt, han oplevede som barn, da moren forlod ham.
I september
2018 blev Laust Sonne indlagt på den lukkede afdeling på Psykiatrisk Center
Amager.
Trommeslageren
fra D-A-D havde ramt bunden efter en grænseløs sommer, hvor han havde slået sig
løs med kokain, alkohol og kvinder efter bruddet med sin elskede Maria Erwolter,
som han havde været sammen med siden 2009.
Det
fortæller han om i et stort interview i ALT for damerne i denne uge.
I de ni
dage, Laust Sone tilbragte på den lukkede afdeling, gav lægen ham et ultimatum:
Hvis han ikke stoppede fuldstændig med kokain, kunne lægen garantere, at han
enten ville dø af en overdosis eller ende i en ny psykose uden garanti for at
komme ud af den igen. Han ville med andre ord miste evnen til at arbejde,
retten til at se sine børn og muligheden for at være den mand, han ønskede at
være overfor Maria.
Laust valgte
at give sig selv et år. Et år, hvor han skulle holde sig fuldstændig fra kokain
og alkohol. De næste tre måneder rørte han ingen af delene. Både han og ekskæresten
Maria havde begge en idé om, at lige så snart Laust blev clean og ædru, så
ville deres liv blive godt. Men det gjorde det ikke.
Problemerne
var der stadig, og Maria sagde derfor til Laust, at han var nødt til at gå i behandling
for at finde ud af, hvad det handlede om.
En dysfunktionel opvækst
Efter
samtaler med sin læge og sundhedsforsikringen fandt Laust frem til
Behandlingscenter Tjele, hvor han kom i et behandlingsforløb for sit misbrug.
”Her fandt
jeg ud af, at stofferne og alkoholen havde været min løsning, men de var ikke
mit oprindelige problem. Problemet var, at der var rigtig meget inde i mig, der
ikke fungerede. Det var jeg nødt til at tage fat på for at få det godt. Det var
det, behandlingsforløbet gik ud på,” siger han og fortsætter:
”Jeg følte
mig utroligt alene i at have fucket mit liv så godt og grundigt op, som jeg
havde. Jeg skammede mig simpelthen så meget over det, og jeg tænkte, at der
ikke kunne være andre mennesker, der var så langt ude, som jeg var. Men da jeg
så mødte op i Tjele, blev jeg mødt af et rum fyldt med ligesindede. Mennesker,
der alle havde været igennem nogle tilsvarende forløb. Mennesker, som kæmpede
med de samme problemer, som jeg gjorde, og som kunne rumme alt mit lort, fordi
de selv stod i det samme. Det var simpelthen den vildeste følelse og en kæmpe
lettelse.”
Her fandt
Laust også ud af, hvilke problemer, han havde haft brug for at dulme med sit
misbrug.
”Jeg kommer
fra en dysfunktionel familie, hvor min mor gik, da jeg var helt lille. Det
traumatiserede mig, selvom det ikke var hendes intention. Følelsen af at blive
forladt skabte et ekstremt dårligt selvværd i mig, for hvis den, jeg havde så
meget brug for, bare kunne gå fra mig, hvad var jeg så værd? Det skabte også en
angst for igen at blive forladt.”
Han havde fra
en tidlig alder lært, at kærlighed gør ondt.
”Det ønskede
jeg ikke at opleve igen. Men det var først, da jeg via behandlingsforløbet
begyndte at arbejde med mig selv, at jeg fandt ud af, HVOR ondt det havde
gjort, og at det var den smerte, jeg havde forsøgt at fjerne med stoffer og
alkohol. Og med forhold, som jeg fuckede op, fordi det var nemmere at såre
andre end at blive såret selv. Gennem behandlingsforløbet har jeg fundet ud af,
at jeg er god nok. At jeg er værdig til at blive elsket. Og at jeg godt kan
finde ud af at elske. Det, der har gjort allermest ondt på Maria, har været min
utroskab, og det er jeg helt utroligt ked af. Jeg kan se i dag, at jeg brugte
sex til at blive bekræftet, fordi jeg havde det hul indeni, som jeg bare ville
fylde op med alt muligt udefra. Sådan er det ikke længere.”
Læs hele interviewet i ALT for damerne uge 24, hvor Laust Sonne og Maria Erwolter fortæller hele deres turbulente kærlighedshistorie.