Indtil Lizl Rand var midt i 40’erne, iførte hun sig gerne stiletter og sidste nye mode, når hun skulle møde op på sit arbejde som chefredaktør for forskellige glittede magasiner.
Hun var ”på” hele dagen i forhold til medarbejdere, freelancere og ledelse, og der var ikke mange øjeblikkes ro.
Sådan er det ikke længere. Når hun i dag går ud ad døren for at tage på arbejde, er hun iført en lidt kradsende konservativ, marineblå ulduniform med lyseblå skjorte og slips. På ryggen har hun en rygsæk, og arbejdspladsen er skiftende førerhuse i hovedstadens S-tog.
Hun er S-banefører, og når hun har lukket døren bag sig og har fløjtet til afgang, er hun nærmest lykkelig.
"Jeg har jo den vildeste udsigt ud af togets forrude, og jeg tager tit mig selv i at smile over hele ansigtet, når toget sætter i gang. Jeg skal ikke andet end at kigge ud af vinduet og sikre kørslen, og imens sidder jeg ofte og synger eller fløjter for mig selv.
Jeg skal ikke forholde mig til noget som helst andet end at være til stede lige dér, hvor jeg er. Jeg kender min køreplan, jeg ved, hvornår jeg har pause, og hvornår jeg skal hjem. Jeg skal ikke tale med nogen, der er ingen, der fortæller mig, hvad jeg skal gøre i løbet af dagen, og når jeg har fri, har jeg fri.
Det passer mig perfekt, og jeg trives så fedt med det."
Efter ganske få minutter i selskab med Lizl er man næsten blæst bagover af ord, latter og store armbevægelser. Det kan umiddelbart være svært at forestille sig, at hun sidder i tavshed i sit S-tog hele dagen – og elsker det, og hun slår da også hurtigt fast, at ja, hun er nok det, man kalder ambivert.
Et ekstremt ekstrovert menneske, der elsker at være sammen med andre, kombineret med en meget introvert side, hvor der er et stærkt behov for at lade op alene.
"Jeg har nok altid haft det sådan, men der sker også noget med alderen. Det hører jeg i særdeleshed fra mange kvinder i forbindelse med overgangsalderen.
De begynder at tænke, hvad sker der med mig, er jeg ved at blive sådan en sær en, der kun har lyst til at være alene, og som elsker, når der slet ikke er planer for weekenden?"
The joy of missing out?
"Ja, præcis. Og jeg er ret sikker på, at man får et dejligt liv, hvis man indretter det efter, hvordan man er, i stedet for at prøve at leve op til alle mulige forventninger. Hvis man hele tiden slår knuder på sig selv for at passe ind, risikerer man at blive stresset og overbelastet, fordi man leveret liv, der slet ikke passer til ens energi.
Det har jeg selv prøvet."
Et lavtlønnet fuldtidsjob
Lizl, der i dag er 56 år, er uddannet journalist og arbejdede fra 1996 til 2015 i mediebranchen.
En hektisk tilværelse, hvor hun til sidst følte, at hun stod på en isflage, der blev mindre og mindre, fordi en stor del at jobbet som chefredaktør bestod i at sige medarbejdere op. Udadtil klarede hun det hele, men indeni kæmpede hun i ti år med svær angst.
Angst for at gå til møder, angst for at spise sammen med andre, angst for at køre i bus og tog. Ingen, udover hendes mor og hendes daværende mand, kendte til angsten, før hun i en leder ”sprang ud” med den, dog uden at gøre et større nummer ud af det.
Fra 2001 til 2005 havde hun sideløbende med sit chefredaktørjob uddannet sig til psykoterapeut, og efter sin leder blev hun opfordret til at skrive en bog om angst. I 2012 udkom 'Kom stærk ud af din angst – en beretning om at ligne en succes udenpå og være bange indeni', og bogen kastede en del foredrag og artikler af sig.
Mange spurgte, om hun også tog klienter, og i 2015 sagde hun sit gode, vellønnede chefredaktørjob op for at blive selvstændig psykoterapeut. Det gik strygende, indtil corona ramte i 2020, og alt lukkede ned.
For at opretholde en indtægt meldte Lizl sig som smitteopsporer hos ATP, hvor hun i tre måneder arbejdede side om side med folk med vidt forskellige baggrunde og uddannelser.
"Et lavtlønnet fuldtidsjob, hvor jeg lige pludselig havde en chef på 27 år, hvis eneste arbejdsmæssige erfaring stammede fra et job i et callcenter.
Han var lidt overvældet over at skulle lede os, der kom med masser af uddannelse og erfaring, og grunden til, at jeg nu nævner det, er, at det sidenhen i min uddannelse til S-banefører har været en vigtig indsigt.
For det kan godt være, at man er ekspert og har haft lederstillinger og alt muligt, men hvis der pludselig ikke er jobmuligheder indenfor ens fag, så er man faktisk ufaglært. Jeg gik fra at være senior, leder og siden selvstændig til at være nybegynder og helt uvidende som smitteopsporer.
Jeg havde været vant til at bestemme, og pludselig skulle jeg sidde på min plads hele dagen og skulle tjekke ud, bare jeg skulle på toilettet."
Da Danmark igen lukkede op efter corona, fik Lizl hurtigt godt gang i sine foredrag og klienter igen.
"Men samtidig kunne jeg mærke, at der var meget hustleri i at være selvstændig. Man skal hele tiden have et flow af klienter og opgaver, og jeg begyndte at blive lidt træt af det.
Menneskemættet. Omsorgstræt måske.
Jeg kunne mærke, at jeg var nødt til at passe lidt på mig selv for ikke at blive overstimuleret. Samtidig skete der det, at min største kunde pludselig faldt fra, og det trak tæppet fuldstændig væk under min virksomhed.
Jeg tænkte okay – hvad så?"
Naboen var togfører
Lizl havde tidligere haft en nabo, som var togfører, og han havde altid talt meget positivt om friheden og solotiden i førerrummet. Hun havde egentlig glemt alt om ham, men hans glæde ved jobbet kom tilbage til hende, da hun en dag i foråret 2024 sad og scrollede på telefonen.
Pludselig dukkede et jobopslag fra DSB op. ”Vi mangler folk til at køre S-tog”, stod der, og inden Lizl havde set sig om, havde hun svaret på de spørgsmål, der kunne bane vej til, at DSB sendte en psykologtest.
Hun modtog testen og svarede på den. Det fremgik tydeligt af jobopslaget, at der altid var mange ansøgere, og Lizl tænkte ikke nærmere over mulighederne for at få jobbet, før hun nogle dage efter blev indkaldt til et informationsmøde om uddannelsen til S-banefører.
Lizl fortalte ikke til en sjæl, at hun havde søgt ind hos DSB, og hun var i øvrigt også overbevist om, at hun ville blive sorteret fra, så snart de fandt ud af, hvor gammel hun var.
"Efter informationsmødet og den tilhørende test for farveblindhed blev jeg kaldt ind til en samtale med en af lederne.
Hun spurgte ind til, hvem jeg var, og hvorfor jeg var kommet. Jeg fortalte, at jeg var selvstændig psykoterapeut, men at jeg helt ærligt havde brug for et fast job. Jeg blev meget overrasket, da hun svarede, at jeg da sagtens ville kunne have klienter ved siden af jobbet hos DSB. Sikke en åbenhed og fleksibilitet.
Vi havde en fin snak, men jeg følte mig totalt på udebane og anede ikke, hvordan det var gået, da jeg tog hjem. Jeg havde jo nul referencer og nul viden om hele den verden. Og havde jeg mon været for snakkende, gestikulerende, grinende, mærkelig eller ikke-teknisk?
Jeg vidste det ikke."
DSB kunne lide Lizl, og hun gik videre i forløbet, der bl.a. krævede en større psykologtest. Det var først på dette tidspunkt, hun fortalte sin kæreste, at hun var i gang med ansøgningsprocessen. Indtil da havde hun holdt det helt for sig selv, for hvad havde hun da egentlig gang i?
Et af spørgsmålene i testen triggede Lizls indre psykoterapeut, for hun skulle svare på, om hun kunne vurdere og se på folk, om de var kede af det.
"Og det ved jeg jo, at man ikke kan, så jeg svarede nej, selvom jeg godt vidste, at de ville have et ja til det spørgsmål. Men du kan jo sagtens sidde med tårer trillende ned ad kinderne uden at være ked af det.
Måske har du bare høfeber eller ondt i maven. Og som psykoterapeut er jeg trænet i at spørge ind i stedet for bare at tolke på ydre signaler. Da jeg fik tilbagemeldingen på undersøgelsen, havde de netop undret sig over mit svar, men da jeg begrundede det, begyndte den mand, der var med til samtalen at grine.
Det viste sig nemlig at være præcis en af hans kæpheste, for han altid fik at vide, at han så sur ud uden overhovedet at være det."
Så der fik du lige et par point?
"Ja. Og så snakkede vi videre om, at det er vigtigt, at man som S-banefører følger reglerne og overholder aftaler. Det handler jo om sikkerhed frem for alt, og derfor skal man ikke være typen, der tænker, aj, det er da smartere lige at gøre sådan her.
Jeg synes selv, at det er vildt irriterende, når folk ikke følger reglerne for eksempel i trafikken, så på den måde ville jeg passe godt ind. I det hele taget var det en fin samtale med mega god stemning og masser af snak og grin.
Da jeg var på vej ud ad døren, var der en af lederne, der sagde: ”Hold da op, du er glad for at snakke, hvordan ville du have det alene derude i førerrummet, hvis du fik jobbet, det kan jo godt blive lidt kedeligt og rutine?”. Til det kunne jeg bare svare: ”Jeg ville GLÆDE mig til rutine, og jeg ville GLÆDE mig til, hvis jeg kunne komme til at kede mig lidt”."
Strippet for pyntefjerene
En uges tid efter fik Lizl en opringning fra DSB: ”Er du klar til at lægge dit liv om?”.
"Jeg tænkte fuuuck, for det hele var sket indenfor relativt kort tid, men jeg kunne mærke, at ja, jeg var klar, og at det ville blive fedt. Og det er faktisk en af mine kæpheste: Det rigtige er det, du vælger er det rigtige!
Kan du følge mig? Nogle mennesker tvivler hele tiden på, om det, de gør, er det rigtige, men der er jo ikke en objektiv sandhed, når det gælder livet. Jeg har det sådan, at når jeg vælger noget, så ser jeg mig ikke tilbage.
Så er det den vej, jeg kører. Også selvom det måske kræver masser af energi og hårdt arbejde."
Og uddannelsen til S-banefører BLEV hårdt arbejde. Igennem de tre en halv måned fra august til december, hvor teori og praksis skulle på plads, havde Lizl det som om, hun var med i 'Korpset' på TV 2, hvor deltagerne presses til det yderste. Det var en helt, helt ny verden på alle måder, hun skulle lære at navigere i, samtidig med at hun skulle op kl. 03.30 for at møde ind til tidlige øve-ture med sin kørelærer og så i øvrigt også lige have et par klienter i psykoterapi sidst på dagen for at få økonomien til at hænge sammen.
Hun havde intet socialt liv, mens uddannelsen stod på, og hendes kæreste måtte mere end én gang trøste hende, fordi hun var fuldstændig udmattet.
Men hun holdt ud.
"Vi var 18 på holdet. 12 mænd og seks kvinder med en aldersspredning fra 18-61 år. Jeg sad ved siden af Emin på 18, hvis far er klargøringsmand ved DSB, så han kunne svare på alt. Jeg var helt blank!
Jeg er jo livserfaren, men her var jeg total nybegynder og måtte lytte til Emin, der havde en kæmpe forlomme, fordi han altid havde talt om tog med sin far.
Jeg havde aldrig talt om tog med nogen, og jeg har aldrig – som i aldrig nogensinde – interesseret mig for teknik."
Hvordan var det pludselig at være ”den dumme”?
"Det var svært. På et tidspunkt var jeg helt desperat og sagde til mine lærere, at de da altså bare lige skulle se mig som psykoterapeut eller dengang, jeg lavede fede magasiner og var en god leder. Jeg havde nærmest et behov for at sige, hør her, jeg er altså ikke helt dum."
Hun griner.
"Der var også det ved det, at undervisningen foregik på sådan en lidt militæragtig måde. Man kom til tiden, sad på snorlige rækker, og der var en jargon, hvor man godt kunne blive gjort til grin. ”Er der nogen, der lige kan hjælpe Lizl her?”, blev der sagt, hvis jeg havde svaret forkert eller dumt.
Men heldigvis er jeg sådan indrettet, at jeg godt ved, at jeg ikke er dum. Jeg kan være uvidende, men jeg er ikke ubegavet.
Jeg har tillid til mig selv, men samtidig var jeg også godt klar over, at jeg ikke skulle prøve at spille smart på det her nye felt. Jeg var dog ikke bange for at stille mange spørgsmål, og siden har jeg fået at vide, at mange af de andre var glade for alle mine spørgsmål, for så fik de også gentaget det, de måske heller ikke forstod, men ikke turde sige højt."
Der ligger noget identitet i ens fag, hvordan var det pludselig at være helt på udebane?
"Det var vildt at blive fuldstændig strippet for alle sine pyntefjer. Jeg kan jo sidde i mine gamle verdener, mediebranchen og terapibranchen, og være smart og klog og fortælle, gøre og få respekt.
Men her, når spørgsmålet f.eks. lød: ”Hvor sidder forriglingskassen?”, så kunne jeg jo ikke svare: ”Hvad giver det dig, at vi snakker om forriglingskassen?”. Der var ikke noget med føle, mærke og tolke. Det var fakta. Hvordan laver du en sammenkobling? Hvad gør du, hvis elektronikken svigter?"
Hvordan kan du bruge dine forskellige erfaringer?
"I mine tidligere jobs har jeg haft meget med mennesker at gøre, og det kommer mig til gode i dag, når jeg kører tog. Jeg føler mig rolig og sikker, hvis der for eksempel opstår konflikter, og jeg er nok også mindre introvert end mange andre togførere og har let ved at tale med passagererne.
I forhold til det her med ens identitet i jobbet, så synes jeg, at mange kan være lidt begrænsede i, hvordan de ser sig selv. Som jeg sagde før, så er det rigtige valg det, du beslutter er det rigtige.
Livet er jo sjældent bare ligeud, så i stedet for at tænke, at det er sørgeligt eller en fiasko, at man må skifte spor, så tænk: Okay, det er anderledes, end jeg havde forestillet mig, men jeg kan stadig være sej og have værdighed og stolthed, selvom jeg har problemer i min forretning, bliver nødt til at sadle om eller må gå ind i et helt nyt fag og på den måde pludselig er ufaglært.
Jeg har i hvert fald fået stor respekt for, hvor seje mange mennesker er. Mennesker, som jeg måske slet ikke har haft øje for tidligere, fordi jeg havde hovedet for meget oppe et andet sted og var sådan hey, smart i en fart i medieverdenen og terapeutverdenen, hvor man let kan få så stort et ego, at man næsten ikke kan være i rummet."
Vinker og smiler
Den 2. december 2024 var Lizl til den endelige eksamen, som varede fra kl. 8-15 med gennemgang af al teori kombineret med en lang køretur med sensors øjne i nakken.
Hun græd af lykke og træthed, da hun fik at vide, at hun havde bestået, og hun vidste, at hun allerede var plottet ind i en fuldtidskøreplan, så det var bare med at komme i gang. Den 30. december lagde hun et opslag på facebook, hvor hun bl.a. skrev:
”Jeg har en nyhed i mit liv, som jeg gerne vil dele. Måske du kan blive inspireret. Det handler om ikke at være under afvikling, men under udvikling. At finde nye indtjeningsmuligheder som senior. At dosere sig selv på den rette måde og finde en form for balance i hvad, der giver og tager energi.”
Og:
”PS: Meningen med mig er at flytte mennesker. Mentalt og nu også fysisk.”
Lizls første solotur som S-banefører gik fra Hellerup til København S. Hun var med egne ord ”pænt spændt op”, men hun følte sig også sikker og rolig. Hun vidste, at hun kunne køre det tog.
Siden har hun passet sit vagtskema på fuld tid, har onlineklienter i sin psykoterapivirksomhed ved siden af og gør også brug af færdighederne fra journalistikken.
"Jeg kan godt lide at bruge mig selv på flere forskellige måder. At have klienter er kendt farvand, og det vil jeg ikke undvære. Samtidig er der noget befriende i det enkle ved at køre tog.
Jeg sidder og tænker alle mulige tanker, og jeg nyder virkelig at kigge på fugle og se, hvordan årstiderne skifter. I foråret, da alt det grønne pludselig sprang ud, jamen det var jo det flotteste syn. Det er også skægt at sidde og tænke over, hvilke mennesker jeg mon kører med i toget.
En er måske på vej til date, en anden skal til lægen eller er på vej hjem og besøge sine forældre. Og jeg bliver ekstra glad, når jeg kan se, at der er hunde med toget. Jeg elsker dyr."
Så historiefortællingen har du også med dig stadigvæk?
"Helt tiden! Jeg laver mange opslag på de sociale medier, hvor jeg fortæller om mine tanker fra førerrummet. Når jeg holder stille med toget, tager jeg også billeder af alt det smukke, jeg ser, og jeg kan blive helt rørt over, hvad jeg får lov til at opleve."
Hvordan bliver du mødt af passagererne?
"Forleden dag stod der en fuld mand på perronen. Han lignede fuldstændig Anders Mattesens Stewart Stardust-figur, og han råbte: ”Hva’ sørensen, det er jo en kvinde, der kører toget”."
Hun griner højt.
"Der er også jævnligt voksne damer, der kommer og siger: ”Aj, hvor er det bare dejligt med en kvinde, der kører, det giver en helt anden blid kørsel”. Jeg ved nu ikke, om det har noget på sig, for det meste foregår automatisk, men det er da dejligt.
Der er også virkelig mange, der kommer og siger tak for turen. Og der er børn, der vinker. Folk er gennemgående så søde. Selvfølgelig er der også somme tider nogle, der giver mig fingeren, fordi de ikke når med, inden dørene lukker, eller fordi jeg giver dem blikket, hvis de cykler på perronen.
Men det har jo ikke noget med mig at gøre, så jeg tager det ikke personligt. Og så er jeg i øvrigt blevet helt vinkemanisk.
Man vinker til alle kollegaer i de modkørende tog, og jeg skal virkelig tage mig selv i ikke også at sidde og vinke til alle, når jeg kører i min lille bil, haha."
Du må da skulle vinke utrolig mange gange i løbet af sådan en arbejdsdag?
"Ja, er du gal! Og jeg vinker også til folk på broerne. Men det er jo fedt, for der sker noget rent fysiologisk og mentalt med en, når man vinker og smiler.
Man bliver simpelthen glad af det."
Apropos broer, så er det svært ikke også at tænke på, at der somme tider er ulykkelige mennesker, der vælger at hoppe ud foran et tog. Det er selvfølgelig også noget, man lærer om.
"Det er nærmest det første, der bliver talt om på uddannelsen, for det er det, man frygter mest ved jobbet. Jeg har selv haft en oplevelse, hvor det kom tæt på, men heldigvis er der gode procedurer, så man kan få sådan nogle oplevelser håndteret bagefter.
Der bliver taget hånd om en.
Nogle oplever personpåkørsel flere gange, andre oplever det aldrig, og jeg har valgt ikke at gå rundt og tænke over det. Jeg har ingen indflydelse på, om det sker eller ej, og hvis jeg tænker for meget over det, kan jeg ende med at bruge utrolig meget tid på noget, som forhåbentlig aldrig kommer til at ske for mig."
I hvilket omfang identificerer du dig i dag som S-banefører?
"Det gør jeg, når jeg kører tog. Der sker noget, når jeg tager uniformen på. Jeg bliver lidt Super Carla-agtig, haha. Der er noget ansvarlighed og autoritet i det job.
Jeg er en funktion, når jeg er på arbejde. Det er lige meget, om det er Lizl, Bent, Karl eller Børge, der kører toget. Der er jo ingen, der tænker, jahhh, nu skal jeg ud og køre Linje F med Lizl!
Det er noget helt andet end i medieverdenen, hvor man i høj grad identificerer sig med sit job hele tiden, også når man ikke er på arbejde. Og det gør man til dels også som psykoterapeut. Jeg synes, det er befriende, at jeg ikke er ”på” som mig selv, når jeg er på arbejde i toget.
Jeg udfører en funktion, og det er nok."
Hvad tænker du om, at du har uddannet dig indenfor et fag, som vel bliver overtaget af førerløse tog inden alt for længe?
"Der er det en kæmpe fordel, at jeg har den alder, jeg har.
Jeg kører simpelthen i garage med togene."
Om Lizl Rand, 56 år
- S-banefører ved DSB.
- Tidligere chefredaktør på magasinerne Q, Tidens Kvinder, Psykologi og Bazar, livstilsredaktør på B.T. og journalist på Berlingske.
- Psykoterapeut, underviser, coach og forfatter til bogen 'Kom stærk ud af din angst' og æt på krise og sygdom'-
- Kæreste med fotograf Bjarke Ørsted og har en voksen datter.
